"Én gang sagde jeg nej til et job, og det irriterer mig stadig, at jeg ikke ved, hvad jeg gik glip af"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Peder Mogensens Vej i Hillerød, hvor jeg blev født ved en hjemmefødsel og tog mine første skridt. Min far var journalist, og min mor var kontorassistent og blev senere direktør. Jeg var en korthåret drengepige med sår på knæene. Da mine forældre blev skilt, flyttede min far, men jeg beholdt et tæt forhold til ham og den kvinde, han siden giftede sig med. Jeg boede sammen med min mor og min mormor. Mor gik på arbejde, og mormor gik derhjemme og sørgede for, at der var hjemmelavet rabarbersyltetøj og nybagte boller, når jeg kom hjem fra skole. Så sad vi der og spillede dam og mølle. Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend. Siden er han død. Jeg tænkte aldrig over, at han ikke var der, for man stiller ikke den slags spørgsmål som barn, og det kunne ikke have været anderledes, fordi han var så dårlig.

Din levevej?
– Når jeg kigger i de gamle bøger fra min skoletid, står der, at jeg enten ville være bager eller "sjurnalist". Min morfar, som jeg aldrig har mødt, var bager, og min far var jo journalist. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen som 18-19-årig, men jeg kom ikke ind. Jeg var vældig skuffet og tænkte, at det da var mere synd for dem end mig. Jeg var begyndt at spille ishockey som 12-13-årig, da min far engang som sportsjournalist tog mig med til en ishockeykamp i Aalborg. Jeg blev så fascineret af farverne, udstyret, trøjerne, farten og hele stemingen i den tætpakkede hal. En dag så jeg en annonce i Billed-Bladet om, at man søgte piger til et ishockeyhold. Den følgende jul ønskede jeg mig et par ishockeyskøjter. Derefter tog jeg selv toget ind til Vesterport en gang om ugen sent om aftenen og gik til Forum, som dengang var skøjtehal, hvor der var et hold for piger. Senere var jeg med til at oprette et pigehold i Hørsholm, hvor min far var flyttet til. Det blev til fem landskampe for Sverige, som jeg spillede for, indtil Danmark fik sit eget landshold, som jeg siden spillede 33 landskampe for. Jeg har faktisk lige fået brev fra det svenske ishockeyforbund med en fin nål, fordi det var 25 år siden, jeg havde spillet for dem. Jeg blev helt rørt.

LÆS OGSÅ: Ægteskab eller testamente? Sådan sikrer I hinanden og børnene

Hvad er dit livs genvej?
– Eftersom jeg ikke kom ind på Journalisthøjskolen, begyndte jeg at læse fransk og samfundsfag på universitetet, men jeg sad også i bestyrelsen for Dansk Ishockey Union. En dag kom formanden og fortalte mig, at han var kommet til at give mit navn til nogen på TV 2, som manglede en kvindelig studievært. Jeg gik til møde på TV 2 to dage senere og blev ansat med det samme. Jeg troede, jeg skulle have en international erhvervskarriere i den tredje verden, men det blev så droppet. Min indgang til tv-branchen var ishockeyen, og det kom til at vare i 28 år.

– Jeg har lavet meget forskelligt tv i de 28 år. Det blev blandt andet til 36 udsendelser af Sporløs. Dengang var det en studieproduktion, hvor værten sad hjemme i Danmark, og mødet mellem de to mennesker foregik for rullende kameraer i studiet. Jeg kunne ikke lave Sporløs uden at græde, for man sidder der midt i det, mens det sker. Faktisk havde jeg oprindeligt sagt nej til at lave programmet, fordi jeg vidste, at jeg ville hyle. Men så fandt vi på at lægge en pakke papirlommetørklæder bag mig i stolen, og når produceren kunne se på mig, at jeg var ved at tænde for sluserne, zoomede han væk fra mig og ud på publikum, for dem må man gerne se græde. Nogle gange måtte vi stoppe optagelserne helt, når jeg virkelig havde et vandfald på vej.

Har du nogensinde taget en omvej?
– Jeg har taget alle de afstikkere, jeg har kunnet, og dem, jeg ikke har taget, har jeg ærgret mig over. Blandt andet blev jeg på et tidspunkt tilbudt jobbet som sportschef på TV 2, og jeg sagde også ja, men jeg sprang fra på målstregen. Jeg var lige blevet skilt, og jeg var ikke sikker på, jeg kunne klare at være nyskilt enlig mor og have et job med en masse rejsedage. Jeg turde simpelthen ikke, og det er nok den eneste gang i livet, jeg ikke turde. Men det irriterer mig stadig, at jeg ikke ved, hvad jeg gik glip af.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det er en del af mit job, og jeg tænker ikke over det længere. Jeg var nok ikke så afslappet, da mine børn var små, og jeg havde større behov for det private rum. Men at folk henvender sig er en del af mit job, og de fleste mennesker er jo søde. Det ubehagelige er tonen på Facebook og andre sociale medier. Det er helt anderledes end for 25 år siden, hvor man ikke tog paparazzilignende billeder med mobiltelefonen.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– En af dem er min mor. Da jeg sagde op på TV 2 Lorry sidste år, spurgte jeg mine sønner og min mor til råds. Mine sønner sagde, at jeg skulle gøre, hvad der føltes rigtigt. Min mor sagde, at det var det rigtige. Jeg stod midt i livet og skulle mærke efter, om jeg havde lyst til at lade de sidste 15 år af mit arbejdsliv gå op i vagtplaner med dage til klokken 23 og ferier, hvor alle andre end jeg havde fri. Jeg elskede mit arbejde, men jeg har levet med deadlines i 28 år i en branche, som er blevet mere og mere presset. Da jeg startede, var der én, der lagde makeup, én, der sørgede for manuskript, én, der lavede lyd og én til kameraet. Til sidst skulle vi lave det hele selv. Nu vil jeg have tid til at nyde mine aftner.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg bor sammen med to store drenge, som indimellem kommer op at skændes. Jeg er vokset op som enebarn, og jeg kender ikke selv til det med at skændes. Jeg forstår simpelthen ikke den misstemning, der kommer mellem dem, og jeg ved ikke, om jeg skal lade dem løse det selv, eller om jeg skal gøre noget. Hvad er normalt, og hvornår skal man stoppe det? Jeg forstår det simpelthen ikke.

LÆS OGSÅ: TV-kok Anne Hjernøe: ”Jeg går stadigvæk i Kvickly i natbukser”

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Ud i et nyt arbejdsliv, hvor jeg igen er selvstændig. Jeg arbejder i dag i mit eget kommunikationsbureau, som jeg åbnede for nogle år siden. Jeg laver medietræning, og så kom min yngste søn en dag og spurgte, hvorfor jeg ikke bloggede. Jeg kiggede på det område og tænkte: Hvor er kvinder over 40 år egentlig henne i den verden? Så begyndte jeg at skrive tekster og teste dem på veninderne, og de ville alle sammen have mere. Jeg troede bare, det var, fordi det var mine veninder, men da jeg offentliggjorde de første tekster, blev min mailboks lagt totalt ned. Nu skal jeg så i gang med at tjene penge på det. Jeg bevæger mig i en verden, som jeg intet kendte til for tre måneder siden. Jeg går på en line, som jeg håber holder, men jeg frygter da, at det ikke lykkes, og jeg må finde mig et fast job igen. At sige farvel til tv var ikke bare at sige farvel til alle kollegerne. Det var et fag, som havde været en stor del af mit liv, og det var blevet en del af min identitet at sidde i andre menneskers tv. Og så var der selvfølgelig pengene, for nogen skal jo betale toiletpapir og hundemad, så jeg tog et langt tilløb.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Selv om jeg ikke er vokset op med hund, fik jeg Gumle for ni år siden, og han har virkelig fundet vej til mit hjerte. Desværre er han begyndt at halte på det ene bagben, og han har et overrevet ledbånd i det andet. Nu må vi se det an de næste 14 dage, om det bliver bedre, eller om han skal aflives. Han skal i hvert fald ikke have smerter eller holdes i live kun for min skyld.