Lisa: "Jeg har haft samme problem i alle mine forhold"

Ser ditt piano rullas uppför rampen
till en flyttebil utanför
Det omöjliga händer
Det man inte kan förstå
Du måste ge dig av

Tog en tröja ur din packning
En där doftan stannat kvar…

Scenen er en true story. Taget ud af Lisa Nilssons liv. Hun er fire år, og lige dér, da farens piano rulles ud til flyttevognen, går det op for hende, hvad der er ved at ske. Hendes forældre skal skilles. Lisa løber ind og snupper farens pyjamas – for at gemme et minde om ham. Sangen, som meget passende hedder "Kom hem", har fået plads på Lisa Nilssons nye album "Sånger om oss". Hun skrev den, efter at hun havde sat ord på episoden i et sommerprogram på svensk radio.

– Det var et poetisk, filmisk billede. Gisp! Dér så jeg hans flytning – den var så tydelig! Jeg løb ind og hentede hans pyjamas, inden han selv nåede at få den med. Og så gemte jeg den på mit værelse og havde den hos mig igennem alle årene, rigtigt mange år. I hemmelighed. For at beholde ham hos mig. Hans duft.

– I dag, hvor jeg selv er mor, ser jeg jo helt tydeligt… wauw, et billede! Hvor fint og hvor heftigt! Sikke en stor kærlighed! Jeg havde aldrig fortalt om det før, men det skulle han have at vide, tænkte jeg. Så jeg sagde det i det her sommerprogram, og jeg var meget nervøs. Det har altid været forbudt at tale offentligt om skilsmissen, men jeg overbeviste mig selv om, at det var et billede, som så tydeligt illustrerer, hvordan børn fungerer. Og hvordan kærligheden ser ud. Så jeg fik sagt det, og min far ringede til studiet og var meget rørt og meget stolt over mig, og han græd. Han var så fin. På den måde fandt en smuk og rørende sang vej til Lisa Nilssons 12. album. 21 år efter, hun brød igennem som det lovende, søde og sprøde stjernefrø med ”Himlen runt hörnet”.

LÆS OGSÅ: "Jeg græder hele tiden. Mest fordi jeg bliver rørt"

Ligesom farens flytning har rigtigt meget andet fra Lisa Nilssons eget liv fået plads på det nye album. For det er det, der optager den nu 43-årige sanger: Hvordan vi tackler livet, hvordan vi omgås hinanden og bygger familier op, hvilke roller vi sætter hinanden i, og hvordan vi befinder os med vores relationer.

Man bliver jo forladt
En anden sang på albummet åbner med spørgsmålet: ”Tør du være hudløs? Tør du åbne dig for mig?” og handler om, hvor svært det kan være for par.

– I alle de forhold, jeg har levet i, har jeg set det samme problem. Hvornår skal vi droppe det her spil, vi spiller? Hvornår tør vi være helt os selv? Hvordan bygger man den tillid op? Hvornår bliver alle kortene lagt på bordet? Det optager mig meget. Hvorfor har man den angst for at blive afvist? Det er der jo en grund til. Det er, som om man i sin barndom ikke er blevet overbevist nok. Om at ingen kommer til at forlade dig. For mit vedkommende er det så indlysende – fordi jeg netop oplevede den skilsmisse.

– Skilsmissen har været et meget ladet issue i familien. Mine forældre har stadig så meget skyld og skam – og vil formentlig have det hele deres liv. Men jeg har aldrig siden ønsket, at de skulle være sammen. Det var en forløsning, at de blev skilt! Men selvom vi var trygge, og selvom de fandt de bedste livskammerater hver især, hvilket har givet mig et ufatteligt bedre liv og en ufatteligt rigere identitet, så gør det bare, at man ikke kan sige, at man ved, at man aldrig bliver forladt. For det bliver man jo! Det bevis fik jeg i hvert fald, da jeg var lille: Jo, den jeg elsker mest, og den, der elsker mig mest, kan faktisk gå. Ergo kan man ikke stole på hinanden og på livet.

– Jeg har haft behov for at tale med mine forældre om de fejl, man begår som forældre, som så tydeligt afsløres i en skilsmisse. Hvor svaghederne udstilles. Der er en stor udsathed i at være forældre – angsten for at blive kritiseret sidenhen. Men det har ligget som en stor sorg i mig, og det følte jeg, at jeg havde lov til at tale om, for det var ting, jeg ikke havde lyst til selv at gentage som mor. Jeg har ventet længe, men til sidst følt, at… Nej! Vi må sige det højt – det, der er sket. Ud i luften. Op på bordet. Vi kan ikke blive ved at gå rundt og lade, som om det ikke findes. Jeg hader det! Jeg bliver syg af det. I kroppen. Og det blev et tordenbrag. De reagerede forskelligt på det.

Lige fra umiddelbar overraskelse og sorg over, at jeg ikke var kommet til dem tidligere, til fornægtelse og umiddelbar tilgivelse. Det er sådan set fint, når bare der bliver sagt: ”Jeg hører, hvad du siger. Jeg tager det ind, og så må vi forsøge at gøre det bedre”. Punktum.

– Man må arbejde med at bevare sin erindring, sørge for ikke kun at bore sine fingre rundt i det, der gør ondt – men også at anstrenge sig for at mindes det, der balancerer det. Hvad var godt? Hvad var fantastisk? Var det egentlig sådan her, det var? Eller var det i virkeligheden sådan, at det var 90 pct. fantastisk, og så var der bare 10 pct., som var skidt. Skal vi ikke bare begrave de 10 pct. og tage alt det andet ind?

Mod til at være sig selv
I dag er Lisa Nilsson selv blevet mor, og det har givet hende et stærkt behov for at undersøge, hvordan hun selv fungerer som menneske, så hun kan administrere det ansvar, det indebærer at være forælder og en tydelig mor.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: "Sorg og glæde var en kæmpe udfordring"

– Men jeg kan jo aldrig rigtigt vide, hvordan mine børns historie kommer til at se ud. Jeg ved ikke, hvordan deres liv med mig vil komme til at lyde – førend de en dag står over for mig og fortæller mig om det. Det er deres oplevelse. Alle vokser op med sin egen version af sine forældre. Og det må man acceptere – at alle har ret til at formulere deres egen sandhed.

En stor del af sangene tog sin begyndelse for mange år siden ud fra et behov for at være til stede i sin kvindelighed. Snakke om børnene, forældrene, kærligheden… ud fra et kvindeligt synspunkt. Siden hun var helt ung, har hun bevæget sig i musikbranchen, som er en meget mandsdomineret verden, og til dels været nødt til at please nogen undervejs.

– Mange af de mænd, jeg har arbejdet med, har haft stor forståelse for, at jeg havde brug for at lave den musik, jeg har lavet – de har bare ikke været helt så vilde med det… Der er en sorg i det, for man vil gerne anerkendes. Så projektet her handlede meget om at turde lave præcis det her album, selvom nogen måtte mene, at det måske ikke er så godt for min karriere. At turde være mig! Jeg kan ikke fortælle nogen andens historie, men jeg kan fortælle min. Og under Lisas anden graviditet føltes det helt rigtigt at samle dem – og få sat ord på en masse tanker. Derfor er det også moderfølelserne og en øget sårbarhed, der præger albummet, eftersom hun var højgravid under indspilningen.

I første omgang betød det, at albummet blev meget stille. Energien var ikke på sit højeste, eftersom det også var lige der, der udbrød orkan i følelseslivet, og Lisa måtte deale med de svære konflikter i forhold til forældrene. Og midt i processen meldte datter nummer to, Irma, så sin ankomst, og albummet måtte på hylden en stund. Godt nok en lidt længere stund end planlagt. Lisa fik nemlig tilbudt hovedrollen i en stor musical, som hun kastede sig ud i, kun tre måneder efter at Irma kom til verden. Derfor var hun pludselig også et helt andet sted, da hun vendte tilbage til de sange, der lå klar. Hun var teknisk velsmurt efter at have stået på de skrå brædder og givet den fuld skrald – og den power måtte finde vej til det ny album.

Flygtede til Brasilien
Det er en yderst imødekommende og velafbalanceret kvinde, man møder, når man sætter sig over for smukke Lisa Nilsson med den karakteristiske, nærmest aristokratiske profil. En kvinde, der har reflekteret over livet og har en mening om det. Det har også krævet perioder med intensivt fokus. Som da hun tog til Brasilien i 2004, ca. to år efter skilsmissen fra sin daværende mand, Henrik Jansson, for at slippe for den tungsindige svenske musikbranche, som var kriseramt og modløs.

– Jeg tog bare af sted og var til stede i denne her totale ingen-kan-stille-kravtil- mig-fase. Ingen ventede på mig. Ingen! De vidste, jeg var i Rio, men ikke hvor jeg præcis befandt mig. Det var ret fantastisk faktisk – bare at gå ud af sin dør og se, hvad der skete.

– Jeg havde mange idéer om, hvem jeg var, som jeg ikke har mere. Lige så snart jeg kom væk fra min ”hjemmekultur”, viste det sig, at jeg f.eks. elsker, når folk bare kommer og går i ens hjem, og det hele ikke er så planlagt. Jeg er nysgerrig på mennesker, og jeg stoler på alle – i princippet. I Brasilien blev folk nysgerrige, fordi det var mig, de mødte. Personen, mennesket Lisa. De lagde mærke til mig for det menneske, jeg var – de genkendte mig ikke. Det var en stor bekræftelse af, at jeg findes. I virkeligheden. Jeg har en plads i verden. Jeg kan være præcis, hvem jeg vil. Synge, hvad jeg vil. Jeg kan slippe Sverige helt. Hvis jeg vil.

Og det var bare en mere afklaret Lisa Nilsson, der vendte hjem til sit fædreland efter fem måneder i latinamerikansk, selvudviklende eksil. En kvinde, der turde lytte til sine følelser og række ud efter det, hun gerne ville have. Så for første gang i sit liv pegede hun selv på en mand og tog ham ned fra hylden. Nemlig pianisten og hendes gode ven igennem godt 20 år Niklas Medin.

– Vi havde gået rundt om hinanden, og jeg havde ikke turdet reagere på mine følelser – i mange år. Han var jo min ven, og dem bruger man, når man er ramt at ulykkelig kærlighed. Ha, ha… Jeg havde lagt mærke til ham, og han virkede, som om han også havde lagt mærke til mig. Men hey, jeg kunne jo også være den, der ringede og sagde, ”kom, vi går ud og spiser”, og det gjorde jeg så. For første gang i mit liv. Det var mig, der sagde, at jeg havde lyst til at mødes. Og fem dage senere ventede vi vores første barn! …Fandt vi senere ud af.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: "Jeg er kæmpe fortaler for terapi"

Forelsket og småskør
Den spæde, berusende forelskelse – og det magiske lynnedslag, der godt ni måneder efter deres møde resulterede i datteren Signe – blev til ”Sången om oss”:

Det hade bara gått några dagar När du satt i mitt kök och sa ”Den här kärleken blir det barn av” Tänk om vi anat hur rätt det var

– Ha, ha. Det var, som om Gud havde bekræftet, at dér gjorde jeg noget rigtigt. Når jeg tænker tilbage på mine barndoms- og teenagerelationer, så har jeg aldrig gået hen til nogen og sagt ”du er fantastisk – tag mig, jeg er din!” Jeg nøjedes med at kigge på ham igen og igen og i mit stille sind bare tænke ”uh, han kigger på mig, hvad skal jeg gøre?!”. Det var altid sådan et passivt, underligt, angstfuldt forhold til den, jeg gerne ville have. Og så kom der bare en anden, som jeg overhovedet ikke brød mig om, og sagde ”jeg vil have dig!” – ”vil nogen have mig? Hurra! Okay, jeg kan godt lære at holde af dig. Jeg synes, det er klamt at kysse, men okay…”, og så havde vi et forhold i en måned. Tænk, hvor meget kærlighed, der bare er blevet kastet bort. Også for de fyre, der aldrig nogensinde vidste det.

Lisa smiler og griner ved tanken om den første tid, hvor hun og Niklas opførte sig som fjollede teenagere. Om hvordan de stak af til hans hytte, og der pludselig dukkede en tante op og ville drikke kaffe med Lisa, efter at hun og Niklas havde drukket whisky hele natten, og hun havde en ret pudsig, svært uglet frisure…

– Det får mig til at huske på, hvor fedt det er at blive så forelsket og småskør, hvor man drikker whisky og lytter til Elvis.

Trods den store kærlighed var den første tid med et lille barn også en udfordring for dem som par. Og alle steder stod skrevet, at skilsmissestatistikken peakede, når barnet nåede halvandetårsalderen, så for ikke at havne der lagde Lisa og hendes mand vejen forbi en parterapeut. Men det føltes nærmest masochistisk at sidde der og bore rundt i alt det, der gjorde ondt og var trist. Efter andet møde gik de hånd i hånd derfra og følte det, som om verden var i krig, og nu måtte de holde sammen for at overleve den.

– Vi gik direkte over på en pub og bestilte øl. Og hældte den ned af bare udmattelse. Og så blev vi enige om, at vi jo for fanden bare ville have det godt. Man skal gå med lyset – være der, hvor det føles godt, og jeg havde ikke lyst til at sidde i det lille, ubekvemme rum igen.

Alle de dumme ting kan vi tale om, når vi er udsovede og har lidt større børn. Lige nu, hvor det handler så meget om børnene og jobbet og vasketøjskurven og opvasken, er det ganske kedeligt i perioder. Men der måtte være en anden løsning. Løsningen blev en turné. Sammen. Lisa fyldte 40 år, og måske burde hun holde en stor fest, men mest af alt havde hun bare lyst til at tage ud og spille med den mand, hun elsker, og som også tilfældigvis er hendes yndlingspianist.

– Der er så meget kærlighed i musik, det er så intimt… at være tvunget til at kommunikere uden ord og ligesom slippe den anden ind... Vi var meget generte. Som to børn. Det var så utroligt godt. Niklas arrangerede en surprise for Lisa, så de fik set vennerne og drukket noget champagne. Og så købte de en rejse. Turen gik til Thailand med deres lille datter, Signe, som var tre år på det tidspunkt. Og så gentog historien sig på en måde med datter nummer to, Irma.

– For da vi kom hjem, havde vi Irma med os. Hun blev nemlig til dernede på den rejse. Fordi ting sker, når man handler på sine følelser.

– Jeg ser det på ingen måde som en begrænsning at få børn. Tværtimod. Jeg tør mere, jeg sætter mere pris på livet og på min karriere. Og så lærte jeg en vigtig ting, da jeg endelig fik læst ”Bitterfissen” – at hvis du har dårlig samvittighed, når du skal forlade dine børn, så kan du være sikker på, at det smitter af på dem. Jeg har et fantastisk job. Nej, det er ikke altid sjovt at gå fra mine piger, og jeg savner dem, men jeg kommer glad tilbage.

Bagklogskabens feminisme
Den svenske feministbibel ”Bitterfissen” får os til at tale om… ja, feminisme. Og Lisa til at mindes sin tidlige ungdom på sin tour med en flok – indimellem ret så kæphøje – fyre. Dengang ville hun sværge, at samarbejdet med det modsatte køn gik gnidningsfrit og i fuld gensidig respekt. Men sidenhen har mindet ændret sig.

– Pludselig åbnede jeg øjnene og så tingene fra et nyt perspektiv. For hvordan gik min allerførste turné egentlig? Jo, jeg fik da at vide af en af de mænd, jeg spillede med, at jeg var meget begavet. Men de skruede forstærkeren alt for højt op, og jeg sagde ikke til dem, at jeg ikke kunne synge så højt. Så jeg skreg og mistede stemmen. I stedet for at sige ”sænk volumen, for helvede! I er mine ansatte, jeg betaler jeres løn”, så sagde jeg: ”For fa’en, hvor cool! Wauuw!” Og så gik jeg til lægen og fik kortisolpiller for at få stemmen tilbage, så jeg kunne synge næste aften.

– Eller når fyrene kom ind i tourbussen og blærede sig med nattens hede eskapader og underholdt hånligt om, hvor grim og klam deres hotte erobring var, da de var vågnet om morgenen… Og det var aldrig mig, de kastede sig over – for jeg var for begavet. Hør her, mænd behøver ikke at være sådan, hvis de ikke vil.

– Min mand er en feministmand. Han har hjulpet mig. Jeg havde brug for at høre det fra en mand – at det, du ser, er rigtigt. Det er virkeligheden, sådan er de mønstre. Vi er alle ofre for en magtfordeling, som ligger mange, mange år tilbage, men vi må hjælpes ad med at bryde den. Hvorfor skal vi tale med vores døtre om, at de skal passe på, når de går for letpåklædte rundt i nattelivet. Hvorfor ikke tale med vores sønner i stedet – fortælle dem, at de skal spørge om lov og behandle piger og kvinder med kærlighed og respekt.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen: Der har været meget lort i mit liv