Følgevirkninger af livmoderhalskræft
SPONSORERET indhold

Gynækolog: Jeg frygter, at jeg begynder at møde dem, der sagde nej til HPV-vaccinen om fem år

Mød tre kvinder, der ikke er i tvivl, når det gælder HPV-vaccinen. Alle bør få vaccinen mod den sygdom, de dagligt har inde på livet: livmoderhalskræft. For selvom nogle overlever, er det langt fra uden varrige mén.

Af:: Susanne Baden Jensen Foto: Susanne Baden Jensen
07. jul. 2017 | Livsstil

Læs også: Opråb til forældre: Få vaccineret jeres døtre imod HPV nu

Skal vores børn have den stærkt omdiskuterede HPV-vaccine?

Det dilemma står mange forældre over for i disse år. Vaccinen kan forbygge livmoderhalskræft, men frygten for, at vaccinen kan give bivirkninger, har fået antallet af unge piger, der bliver vaccineret, til at dale drastisk.

Vi har mødt tre kvinder, der har sygdommen livmoderhalskræft helt inde på livet, for at høre om deres syn på debatten:

 

Liselotte B. Christensen er key account manager (flexjob) og har haft livmoderhalskræft.
Hun fik konstateret sygdommen i 2012. Lever hver dag med de bivirkninger, hun har fået efter behandlingen. Har en dreng og en pige, som begge har fået HPV-vaccinen.

Hvordan mærker du, at du har haft livmoderhalskræft?
I 2012 fandt lægerne en tumor på størrelse med en stor knytnæve i mit underliv. Det blev kun opdaget, fordi jeg var begyndt at få ondt i ryggen og derfor til sidst fik en MR-scanning. 10 år forinden havde jeg fået foretaget et keglesnit på grund af celleforandringer, og man tror, at det har været fordi, det hele ikke kom med ud dengang, eller det har rykket sig.

Jeg er først blevet meldt sygdomsfri i år, men inden da har jeg fået kemo og stråler, haft en blodprop i mit ben som følge af behandlingen, fået fjernet min venstre nyre, jeg lider af lymfødem (væskeophobninger i kroppen, red.) og de daglige smerter fra det, og jeg har fået fjernet hele mit underliv.

Jeg kommer eksempel aldrig op på en rigtig cykel igen på grund af de kroniske følgevirkninger af livmoderhalskræften. Jeg har ingen følelse i mit venstre ben mere, og det er også derfor, jeg går med stok. Men jeg er kommet for at støtte op om HPV-vaccinen, så unge piger forstår, hvad det her er for en sygdom, og hvor vigtigt det er at blive vaccineret.

Hvad tænker du om HPV-vaccinen?
Jeg møder meget modstand mod HPV-vaccinen, fordi folk tror, der kommer bivirkninger. Al medicin kan jo potentielt give bivirkninger, og det er ingenting mod det, jeg lever med hver dag. Sygdommen rammer i et område, hvor mange af vores organer sidder. Næsten alle, som får denne sygdom, har kroniske følgevirkninger.

Når du så endelig har en vaccine, så har jeg så svært ved at fatte, at nogen vælger den fra. Jeg tror ikke, at de ville tro, at de skåner deres børn, hvis de forstod sygdommen.

Mette Rabølle er landmand og har haft livmoderhalskræft.
Fik konstateret sygdommen i 2013, da hun var 44 år. Fik tilbagefald året efter. Har tre drenge, som alle har fået HPV-vaccinen.

Hvordan har du livmoderhalskræft inde på livet?
Inden jeg fik sygdommen, havde jeg gået til screeninger hvert tredje år som anbefalet, men det er jo ingen garanti. Det er vigtigt for mig at sige, hvis folk tror, at de kan bruge det som et alternativ til at få HPV-vaccinen. Jeg har fået fjernet hele mit underliv og noget af min ene tarm. Jeg fik den sidste kemobehandling i februar 2015, og i juni 2015 cyklede jeg med Team Rynkeby til Paris. At træne og komme op på cyklen blev min vej op igen.

Hvad tænker du om HPV-vaccinen?
Jeg er meget ked af udviklingen i debatten. Jeg fik heldigvis sygdommen i en alder, hvor jeg havde fået de børn, jeg skulle. Men der er jo mange andre, der rammes i så ung en alder, at de ikke får den mulighed. Det er vigtigt at få vendt den negative spiral, og et arrangement som dette kan forhåbentlig være med til at øge fokus på fakta. Jeg mærker på min egen krop dagligt følgevirkningerne af sygdommen. Min mave fungerer anderledes i dag end andres, og jeg har føleforstyrrelser i fingre og tæer. Man kan blive helt desperat, når man hører debatten om HPV-vaccinen, for alternativet er så meget værre.

Sofie Leisby Antonsen, gynækolog på Rigshospitalet.
Hvordan har du livmoderhalskræft inde på livet?
Jeg møder til daglig de kvinder, som rammes af den her sygdom, og jeg synes, at det er en vigtig sag at gøre opmærksom på. Jeg er læge og kirurg og er med til at diagnosticere og behandle dem, som har de tidlige stadier af sygdommen. Er det værre, kommer de videre til cancer-afdelingen og skal have kemobehandling og lignende. Jeg møder kvinder i alle aldre, som rammes af denne sygdom. Kræft er ligegyldig alder svært, og livmoderhalskræft påvirker de ramtes livskvalitet og fremtidige seksualliv. Jeg møder endnu ikke den generation af unge kvinder, som sagde nej til vaccinen, men jeg frygter, at de kommer inden for de næste fem år.

Hvad tænker du om HPV-vaccinen?
Jeg har min 12-årige datter her, og det berører jo også hendes vennekreds, og alle spørger til vaccinen. Det er vigtigt at sætte fokus på, hvor alvorlig en sygdom, det er, for den kan jo forebygges og dermed helt undgås.