Lizanne voksede op i et socialt boligbyggeri på Vestegnen: Nu er hun topchef i USA

Hun er topchef i en amerikansk virksomhed, der omsætter for knap 8 milliarder danske kroner, har cirka 9.000 medarbejdere under sig og ansvaret for ­hele 540 butikker. Men du har formentligt aldrig hørt om hende. Danske Lizanne Kindler er CEO i tøjvirksomheden Talbots, som var på vej mod den sikre afgrund, da hun blev hyret til at vende den synkende skude i 2012. Lizanne havde forladt virksomheden to år tidligere, da hun allerede dengang forudså virksomhedens kollaps. Det fik de nye ejere nys om, og hun blev genansat. Denne gang som direktøren for det hele.

I dag er virksomheden milevidt fra røde tal på bundlinjen, og Lizanne har gjort Talbots til en succesfuld milliardforretning. Men lederskabet løber også i blodårene. Hendes faster, Hanne, rejste til USA som ung og blev direktør for high end-stormagasinet Garfinckel's.

– Da jeg var 11 år, blev jeg sat på en flyver alene og sendt over til min faster i Washington hele sommeren. Hun tog mig tit med ind på sit arbejde, og selvom jeg ikke vidste, hvad en direktør var, kunne jeg allerede dengang mærke, at det var det, jeg ville være. Da jeg kom tilbage efter ferien, sagde jeg til min mor: "Jeg tager til USA, og jeg skal lave det samme som faster Hanne". Hun var en rollemodel for mig.

LÆS OGSÅ: Lone Fønss Schrøder: “Det eneste område, hvor kvinder er lønførende, er jo blandt topmodeller”

Vestegnspige

Talbots hovedkvarter ligger i Hingham i den amerikanske stat Massachusetts, og her har Lizanne, hendes mand Tomas og børnene Alexandra og Nikolai nu slået rødder, men Lizanne kommer fra et helt andet miljø. Hun er vokset op i et betonbyggeri i Brøndbyøster, som tilbage i hendes barndom i 70'erne blev markedsført som det nye, attraktive sociale boligbyggeri for arbejderklassen, men som i dag ofte omtales som socialt belastede områder med en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere og mennesker på overførselsindkomster. Hendes far var slagteriarbejder hos Plumrose, og moren arbejdede på en læderfabrik. Og så var begge forældre døve.

– Det kunne ikke undgås, at jeg følte mig anderledes som barn. Når du vokser op med forældre, der har et handicap, så kigger folk. Og jeg kunne godt fornemme, når de grinte af os, men det var ikke nok til at få mig ned med nakken.

Hendes forældre har dog aldrig ladet deres handicap stå i ­vejen for noget som helst. De har arbejdet, rejst og været ­gode forældre for Lizanne og broren Max. Derfor har ­Lizanne ­aldrig fået indtryk af, at der skulle være begrænsninger for, hvad hun kunne udrette her i livet. Hun kalder det et særligt "inner drive", hun har fået med hjemmefra.

Som 22-årig rejste Lizanne til USA med Tomas, som hun havde mødt to år tidligere i 1989, da de begge arbejdede i ­Magasins herrekonfektionsafdeling. Lizanne havde fået plads som trainee hos det kendte modebrand Ann Taylor, og Tomas havde fået foden indenfor hos stormagasinet Bloomingdales. De ankom til en lille bitte spartansk indrettet lejlighed på Upper East Side på Manhattan, hvor kakerlakkerne spurtede hen over skabshylderne, når lågerne blev åbnet, og hvor der de første år blev spist litervis af tomatsuppe fra dåse. Efter 15 år hos Ann Taylor blev Lizanne tilbudt en stilling som indkøbschef i Talbots i 2008 og siden som øverste topchef.

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard sagde sit trygge job op: ”Frygt er den værste karrierevejleder, du kan få”

Hjemmegående mand

Op gennem 00'erne var der fuld fart på Lizannes karriere. I mellemtiden mærkede hendes mand en voksende utilfredshed med sit arbejdsliv. Derfor traf parret en beslutning om, at Tomas skulle kvitte sit job og blive hjemmegående. Og netop den beslutning har været altafgørende for, at Lizanne har kunnet forfølge sine karrieredrømme, fortæller hun.

– Vi sad tit ved middagsbordet og skulle spørge au pair-pigen: "Nå, hvad har børnene så lavet i dag, og hvad siger deres lærere om dem?" Det der med at få historierne gennem en anden var hårdt. Vi har haft fantastiske au pair-piger, og børnene har været glade for dem, men det var også hårdt hvert år, der kom en ny dansk au pair-pige ind i huset. Og så kom Tomas på et tidspunkt og sagde, at han godt kunne tænke sig at prøve at være hjemmegående. Og jeg tænkte: "Hvorfor ikke?" Det var jo fantastisk. Det er vi alle sammen meget lykkelige over, og jeg har været heldig. Det er ­heller ikke alle familier, der kan gøre det, men det kunne vi.

– Da Tomas og jeg besluttede, at han skulle være hjemmegående for ti år siden, var der ikke nogen i det samfund, vi boede i, som havde hjemmegående mænd. Det var meget banebrydende og usædvanligt, at det var far, der kom og hentede fra skole hver dag for alle andre, men ikke for os. Og det er det stadigvæk.

– Hvis Tomas også havde arbejdet i alle de år, havde jeg måske stadig kunnet være CEO hos Talbots, men vores børn havde nok betalt en lidt anden pris. Og det ­havde jeg nok også. Det, at Tomas har været hjemme, har gjort, at jeg har kunnet fokusere på min karriere, og at jeg­ ­ikke har skullet gå på kompromis for at sørge for, at tingene også var i orden på hjemmefronten. Tomas har været med til at ­skabe stabilitet for os alle.

I et forholdsvist konservativt land som USA, hvor udbredelsen af såkaldte soccer moms fra den hvide middelklasse, der henter og bringer deres poder til sportsaktiviteter og playdates i overdimensionerede biler, stadig er stor, går sådanne utraditionelle valg ikke ubemærket hen.

– Det betyder ikke noget for mig, hvad andre mennesker mener om det. Jeg synes selv, at jeg er en rigtig god mor, og at jeg har haft en god balance mellem familie og arbejde og en ­evne til at være rigtigt sammen med dem, når jeg så er hjemme. Selvom jeg har rejst og arbejdet meget, har jeg altid været meget tæt med mine børn. Jeg synes også, at det er rigtig godt, at Alexandra og Nikolai kan se et andet rollemønster, end man normalt gør. De lærer, at det lige så vel kan være far som mor, der går hjemme.

Den fødte leder

Det er nærliggende at antage, at Lizannes livsbane har lært hende at begå sig i forskellige samfundslag. Med et par handicappede forældre, rødder i Vestegnens muld og erfaring fra stillinger som butiksassistent falder det hende naturligt at sympatisere med den menige medarbejder. Måske netop derfor rater Lizannes medarbejdere hendes lederevner så højt: Lagermedarbejderen føler sig forstået, og topledelsen tror på, at hun kan skabe resultater. Hendes brede appeal kommer særligt til udtryk på medarbejderportalen Glassdoor, hvor virksomheders medarbejdere rater alt fra internt arbejdsmiljø til chefpræstationer. Her scorer Lizanne hele 87 procent for sit lederskab. En helt uhørt høj rating.

– Når jeg tager ned til distributionscenteret, kan jeg godt sætte mig ind i deres liv og forstå, at 50 cent mere i timen faktisk gør en ret stor forskel for dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det jo kunne have været mine egne forældre i Brøndbyøster.

I et land som USA, hvor der er milevidt fra medarbejderen på gulvet til direktøren for enden af langbordet, skiller Lizanne sig da også ud med sin ledelsesstil. Den udtalte flade ledelsesstruktur, vi særligt praktiserer i Skandinavien, har hun taget med sig. For chefer har ikke patent på de gode ideer, de kan lige så vel komme fra medarbejderne på lageret eller i personaleafdelingen, ved hun.

– Faster Hanne tog mig engang med ud til Garfinckel's distributionscenter, hvor der blev afholdt picnic, og hun var inviteret med. Jeg husker, hvordan hele atmosfæren løftede sig, da hun kom ind, og hvordan medarbejderne kom hende i møde. Det var fantastisk at opleve sådan et arbejdsmiljø, og jeg har klart tilstræbt mig at skabe den samme åbne arbejdskultur i Talbots, hvor døren til mit kontor altid står åben.

– Jeg tror, mange vil beskrive mig som en ydmyg leder. Jeg taler ikke om mig selv. Det handler meget om, hvad vi gør som team. Mange amerikanske ledere er gode til at tale om sig selv, og hvor dygtige de selv er. Du kommer heller ikke til at ­sidde i en lederstilling, hvis ikke du kan sige nogle gode ting om dig selv, men det falder mig ikke så nemt. Det har nok meget at gøre med, at jeg er vokset op med en meget dansk attitude.

Med en direktørtitel følger også rollen som frontfigur, og helt uundgåeligt vil man som beslutningstager lide nederlag, mener hun. Det altafgørende, og det, der definerer en god leder, er, at man er i stand til at parkere nederlagene i skrivebordsskuffen.

– Man skal ikke fokusere for meget på det, der går galt. Som ­leder er det vigtigt ikke at være bange for at fejle, for alle mennesker oplever fiasko i deres liv. Det er umuligt, at alt, du ­rører ved, går godt. Det må man acceptere og anerkende og så træffe en ny beslutning, der kan føre virksomheden videre. Ellers bliver man bange for at prøve nye ting af, og det har vi ikke råd til i den verden, vi lever i i dag, hvor markeder, kunder og ­kulturer ændrer sig lynende hurtigt. Du kan lære lige så meget af dine fejl som af din succes.

LÆS OGSÅ: Drømmer du om at tjene det dobbelte?

It's a man's world

Der er stadig et fåtal af kvinder på de helt store ­lederposter, hvad enten vi skeler til USA, Danmark eller andre steder på kloden. At der ikke er flere kvindelige ledere i USA, er for ­Lizanne ret indlysende: Samfundet er ikke indrettet på en måde, som understøtter kvinder i at gøre karriere, bl.a. er daginstitutionspladser næsten ikke til at betale, det er svært at få en flextidsordning, og der er meget få betalte ­sygedage. Men ­mange af de goder har vi jo i Danmark, så hvorfor er der ikke flere kvinder i toppen af dansk erhvervsliv? Lizanne vil helst ikke udtale sig specifikt om Danmark, fordi det er så længe siden, hun har været en del af det danske arbejdsmarked, men hun tror generelt, at vi kvinder skal blive bedre til se og gøre opmærksom på vores egen værdi.

– Jeg tror, at der er for få kvinder, der er aggressive nok omkring deres egne ambitioner og omkring at fremhæve deres eget talent. Men som kvindelig leder har du nogle evner, som mandlige ikke har. Som leder sidder du ofte med meget komplekse emner, som kvinder ofte kan navigere meget klart i, samtidig med at vores sympati og forståelse for, at mennesker er forskellige, kommer virksomheden til gavn, fordi vi formår at få det bedste ud af hver medarbejder. Mænd er en smule mere my way or the highway og mere kontante, hvor kvinder måske kan finde en nuance, som mænd ikke altid ser.

At erhvervslivet til stadighed er en mandsdomineret ­verden, fik Lizanne for alvor cementeret, da hun under et ­forretningsmøde oplevede, at hendes køn blev gjort til et problem.

– Jeg har oplevet et par situationer, hvor jeg har siddet over for nogle ret konservative mænd, som syntes, at der var nogle ting, jeg ikke skulle og ikke kunne, og nogle ting jeg skulle ­lade dem om at beslutte. Det havde jeg en utroligt stærk negativ reaktion på, for der er kun én, der skal bestemme, hvad jeg kan og skal, og det er mig selv. Period.

Hvordan får vi flere kvinder på topposter i erhvervslivet?
– Jeg mener, at jeg som leder spiller en rolle. Hvis jeg kan hjælpe med at åbne en dør eller sætte en talentfuld kvinde i kontakt med en anden virksomhed, så gør jeg det. Det ser jeg som mit bidrag til, at kvinder kan vokse som ledere, men det kræver også, at verden er klar til at omstille sig. Mit håb er, at som verden ændrer sig, vil man se talent som det vigtigste og ikke kønnet.

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: “Alt det, som kvinder altid har været gode til, bliver efterspurgt i dag”

LÆS OGSÅ: Liselotte Lyngsø: “Det feminine tog kører ikke bare af sig selv”

LÆS OGSÅ: “Forestil dig, at du ikke havde ret til at åbne din egen bankkonto. At din mand bestemte, om du måtte tage på arbejde eller ej”