Lone Theils
SPONSORERET indhold

Lone Theils: En kærlighed, der står og falder med, om du vejer fem eller ti kilo fra eller til, er ikke det værd

Hvad ville du fortælle en yngre udgave af dig selv om krop og udseende, hvis du havde mulighed for at skrive et brev til hende med den viden, du har i dag? Forfatter Lone Theils skriver en hilsen til sit yngre jeg, der handler om at overvægt ikke er en hindring for kærligheden.

Af:: Maria Bruun-Schmidt og Michala Rosendahl Foto: Maj Brethvad
23. aug. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Lone

Du aner ikke, at jeg ser dig over skulderen om 27 år, mens du sidder der på en græsk strand. Du sidder med fødderne begravet i sort sand, dit hår drypper efter svømmeturen i Middelhavet. Dit blik er nærmest lysende af lykke, mens du kigger over på den mand, du har rejst rundt i det græske øhav med i en måneds tid. Din hud er gyldenbrun, og din krop bærer præg af årene som konkurrencesvømmer.

Du kommer aldrig til at være smukkere end i det øjeblik.

Lone på ferie i Grækenland i 1990. Aldrig har hun været smukkere end her, mener hun selv.

Jeg ved, at du ikke aner, hvordan man modtager et kompliment. Senere vil du lære at sige tak, men du vil formentlig tænke dit. Akkurat, som jeg stadig gør det. Du har aldrig tænkt på dig selv som smuk. Charmerende, ja, måske til tider sjov og i en virkelig snæver vending måske pæn. Men ikke smuk. Ikke på den der måde, som du tror, man skal være smuk.

Må jeg have lov til at fortælle dig, at du tager fejl? Jeg ved, at du er 19 år og allerede mener, at du har set det hele og derfor kan være en smule resistent over for andres behov for at forklare dig ting og sager om verden. Men du er smuk, fordi du er dig. I løbet af dit liv vil du blive overvægtig, og du vil have det forfærdeligt med det. Du vil tabe dig og tage på igen. Igen og igen.

Noget af tiden vil du hade dig selv og være så ulykkelig over din vægt, at du helt perverst ville ønske, at du i det mindste kunne kaste op. Det skal du være glad for, at du ikke kan.

Jeg vil sige, at det er en god ide at begynde at lære om ernæring i en tidlig alder. For at forstå at man ikke kan leve en hel dag af en halv grøn peberfrugt uden at få kvalme. Og nej, det er ikke en smart ide kun at leve af hybente i fem dage og ende med at løbe ud af bussen og kaste op i vejkanten, fordi din krop er i oprør.

Det tager lang tid at tabe sig, og det er en kamp, du vil kæmpe hele livet. Sådan er det bare, og det var så det strå, du trak. Du opnår så meget andet.

Stop med at bekrige din krop, du skal bo i den resten af livet, råder Lone sit yngre jeg. Her på ferie på Zanzibar i 2004.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sine forældres fokus på vægt: Jeg var 1.80 høj og vejede 54 kilo

Vigtigst af alt vil jeg gerne have, du forstår, at den skyld og skam, du går rundt med, kan du godt pakke væk. Den kommer ikke til at gøre noget godt for dig.

En dag vil forskere finde ud af, at det med vægt ikke kun handler om selvkontrol og motion. Det handler også om genetik. Om at vi er disponerede for at være bestemte kropstyper. Jeg siger ikke, at du har carte blanche til at spise, hvad du vil. Bare at du har andre udfordringer end de mennesker, der er genetisk disponerede for at være slanke. Hvad angår motion, kan jeg sige, at du omkring 30-årsalderen indser, at du aldrig bliver løber. Til gengæld opdager du, at motion virker bedst, når det er sjovt, og det betyder, at du bliver en særdeles habil kickbokser. Glæd dig til at mærke, hvordan det føles, når et cirkelspark rammer helt rent.

Lige nu er det svært at gennemskue kærligheden, men jeg kan sige dig, at en kærlighed, der står og falder med, om du vejer fem eller ti kilo fra eller til, ikke er en kærlighed, der er værd at have. Heldigvis vil du aldrig forelske dig i en mand, der ser sådan på sagerne. Jeg er stolt over at fortælle dig, at du livet igennem vil være dygtig til at falde for mænd, der får dig til at grine, får din sjæl til at længes og lyse op, og som forfører dig med ord og blikke og smil, der kan smelte dig.

Der vil være enkelte svipsere imellem. Det er normalt, og det er okay. Det har ikke noget at gøre med din vægt. Nogle gange passer mennesker bare ikke sammen. Eller også passer de sammen i noget tid, og så holder de op med at passe sammen.

Det er ikke for at ødelægge den der dag på stranden i Grækenland, men jeg kan også sige, at der ikke kommer mange mænd forbi af en kaliber som ham, der sidder ved siden af.

Du kommer til at svømme, at dykke ved Great Barrier Reef, rejse i jungler, på savanner, i bjerge. Du kommer til at kysse mange skønne mænd, elske nogle af dem, og ikke én eneste vil synes, at du er defineret af din vægt. Du kommer til at elske din karriere, møde inspirerende mennesker og få de bedste og mest omsorgsfulde venner. Du kommer til at tude, grine, elske, miste, finde og fucke op. Kedeligt bliver det aldrig.

Selvom det virker utænkeligt lige nu, vil jeg sige, at jeg er virkelig stolt over, at du en dag holder op med at ryge. Det er nok, samlet set, det allerbedste, du kan gøre for din krop.

Hvis jeg kunne have et ønske for dig, ville jeg gerne, hvis du kunne lade være med at bruge så mange år på at ligge i krig med din krop. Du skal bo i den resten af dit liv.

Knus fra Lone

Anbefalet til dig