Louise fandt den store kærlighed på et badehotel

Hun lignede en, der lige var kommet ind med firetoget. Hun så super stresset ud med en halv taske på den ene arm, en pose på den anden, og så havde hun sin telefon fremme for at ringe til mig, mens hun var i færd med at tænde en cigaret. Kenneth fortæller grinende om dengang, han så Louise for første gang tilbage i december 2013. Hun skulle prøvefilme Kenneth til tv-programmet "Madklubben", og han havde tilbudt at hente hende på banegården i Aarhus, hvor han på daværende tidspunkt boede, mens han var i gang med forberedelserne til kokkekonkurrencen Bocuse d'Or.

– Kenneth var slet ikke, som jeg havde regnet med. Jeg havde jo researchet på ham i forbindelse med programmet og havde fundet et klip, hvor han går rundt ude i skoven med en kurv, og jeg tænkte virkelig bare "sikke en nørd". Men den Kenneth, jeg mødte på banegården, var slet ikke en nørd. Han indtog ligesom rummet, og jeg følte mig hurtigt tryg omkring ham, siger Louise. 

Gennem vinduet kan man se, hvordan vinden suser og leger med marehalmen i klitterne lige udenfor. Havde vi siddet i et værelse på den anden side af det gamle træhotel, ville udsigten være de skummende bølger på Vesterhavet. Solen skinner ind i det lille, hvide værelse på badehotellet, mens Louise og Kenneth prøver at genkalde sig deres første møde. Ingen af dem kunne have forudset, hvilken betydning det ville have for deres fremtid. De har netop overtaget Svinkløv Badehotel sammen, og parrets første sæson som forpagtere åbner med deres eget bryllup den 16. april.

Tøjlede følelser
Det var hurtigt tydeligt, at der var god kemi mellem Kenneth og Louise. Louise havde ansvar for to af de i alt otte medvirkende topkokke i programmet. Den ene var Michel Michaud, den anden var Kenneth. Michel snakkede hun med 5-6 gange op til programmet, hvorimod opkaldene til Kenneth nærmere lå på 30-40 stykker. At der måske var lidt mere end bare god kemi mellem de to, blev efterfølgende tydeligt for de fleste under optagelserne – med undtagelse af Kenneth og Louise selv.

– Alle andre end os syntes, det var fuldstændigt åbenlyst. Men der skete ikke noget under optagelserne. Dagene var jo også rimeligt intense, fortæller Kenneth, og Louise supplerer:

– Vi prøvede begge to at være professionelle omkring det. Men det er så underligt, fordi ubevidst kan man godt være overbevist, før man er det bevidst. Man tænker så meget over, hvad man bør, og lader sig styre af det. Så det var der i det usagte, men det blev tøjlet.

Men tøjler er til for at blive sluppet. Allerede dagen efter optagelserne modtog Kenneth et opkald fra Louise. Det var et såkaldt "serviceopkald" for at høre, hvordan de medvirkende havde det oven på oplevelsen. Men der var vist ikke andre deltagere end Kenneth, der fik den slags opringning.

– Hele vejen hjem fra optagelserne sad jeg i bilen og prøvede at skrive en sms til ham, men jeg endte med ikke at gøre det, fordi jeg jo ikke helt vidste, hvad det her var. Men så ringede jeg til ham dagen efter. Og han var jo ikke i tvivl om, at det ikke bare var for at sige hej.

Derfra udviklede det sig hurtigt til daglige telefonsamtaler. Louise fortæller, at det blev et fast ritual for hende at sidde i sin københavnerlejlighed om aftenen og ryge cigaretter ud ad vinduet, mens hun hørte om Kenneths dag og selv fortalte om sin egen. På den måde lærte de hinanden at kende gennem telefonen, når de nu var placeret i to forskellige ender af landet.

– Vi snakkede bare om alt. Det var så let. Det har altid været rigtigt, rigtigt nemt at være sammen.



LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

Langdistanceforelskelse
Men for mange kan det måske være svært at se, hvordan det kan være "nemt at være sammen", når man bor hundredevis af kilometer fra hinanden. Parret savnede også hinanden meget, men ifølge Kenneth er det et spørgsmål om indstilling.

– Det er sådan med langdistance, at der er to muligheder. Man kan gøre det til et kæmpestort problem. Det er det letteste i hele verden. Man kan se på afstanden og bilde sig selv ind, at det ikke ville gå på grund af det. Men hvis man har det fantastisk med den, man er sammen med, skal man jo ikke begynde at gøre en flyvetur på tre kvarter til et problem. Der var jo ingen tvivl om, at det var det hele værd.

Følelserne mellem dem var intense og udviklede sig hurtigt. Optagelserne til "Madklubben" lå i slutningen af januar 2014, og deres næste møde fandt sted i slutningen af februar, hvor de delte det første, lidt akavede kys. En måned senere havde de deres første weekend sammen, og ingen af dem var i tvivl om, hvordan de havde det med hinanden.

– Vi kom virkelig til at øse ud af vores hjerter for hinanden og sige "jeg er vildt forelsket!", "jamen, jeg er også vildt forelsket!" Og "sådan kan man ikke have det efter så kort tid". Men det havde vi bare, fortæller Louise.

Kærlighedsrusen fik dog ikke de to til at miste jordforbindelsen fuldstændigt. De begyndte allerede i samme weekend at forholde sig til, at deres liv umiddelbart var på vej i to forskellige retninger. Kenneth fortalte Louise, at han stod til at overtage Svinkløv Badehotel, hvor han havde været kok gennem flere sæsoner. Det var ikke et ultimatum, men Louise stod pludselig over for sit livs potentielt største omvæltning. Hun er selvlært inden for tv-branchen, havde en lovende karriere, et kæmpe netværk, venner og familie i hovedstaden. I Nordjylland havde hun indtil videre kun Kenneth.

– Det er jo at skifte fuldstændig retning med alt, hvad du kan tænke dig til, og der har ikke været ret meget tid til at overveje det. Det har været ret overvældende for mig. Men jeg har jo ikke været i tvivl om, at jeg ville Kenneth.



LÆS OGSÅ: Annamette og hendes mand gik fra hinanden - og fandt sammen igen

Farvel København, goddag Svinkløv
I København kører de gule busser og røde S-tog på alle tidspunkter af døgnet. Misser du det, du troede, du skulle med, kommer det næste om få minutter. Svinkløv Badehotel kan man slet ikke komme helt ud til med offentlig transport, og lige at hoppe på cyklen, når man skal rundt, er også et større projekt. Der skal helst handles ind til en uge ad gangen, for det nærmeste supermarked ligger et stykke væk, og der er langt til naboer. Der var i det hele taget mange ting at vænne sig til, da Louises travle byliv blev skiftet ud.

– Jeg er jo vant til at gå ned på gaden eller gå ud og tage en kop kaffe med mine venner. Her bor der ikke nogen omkring os, og der er rigtig mørkt om natten. Tidligere har jeg boet i en lydt lejlighed, og jeg er tryg ved at gå på Istedgade, men jeg føler mig ikke tryg, når jeg er alene i en skov.

Bekymringerne gik dog mest på familie og venner. Men de har hele vejen igennem været meget støttende, og som Louise siger, så er der heller ikke længere til København. Samtidig var det en stor beslutning at forlade jobbet som tv-tilrettelægger.

– Det havde jo været noget andet, hvis jeg havde haft et arbejde, der egentlig ikke betød så meget for mig. Men jeg elskede tv-branchen. Jeg elsker at fortælle historier. Men det var ikke en mulighed for mig at være heroppe og så ikke være en del af hotellet. Vi skulle være i det sammen, og vi skulle gå all in.

Sommeren 2014 tilbragte Louise så i Svinkløv for at få føling med stedet. Som alle andre, der træder igennem dørene til det snart 100-årige, lysegrå badehotel med de store, hvide stuer, mærkede hun den helt særlige stemning og ro, der hersker på stedet.

– Jeg kunne mærke den kærlighed og varme, der er her. Det kryber langsomt ind under huden på en det her sted. Det er bare helt specielt og helt magisk. Det er det virkelig. Der er historier i væggene. Og at få lov til at drive det videre og skrive vores egen historie, det er virkelig stort. Og derfor kom jeg også hurtigt til erkendelsen, at vi selvfølgelig skulle det, fortæller Louise.

En martsdag i 2015 havde
Louise sin sidste dag på produktionsselskabet Metronome med tårer og taler. Dagen efter kørte hun og Kenneth til Svinkløv, og så flyttede hun ind. Men der var ikke meget tid til hverken at overveje eller savne, for hotellet var i fuld gang med at vågne af sit vinterhi og få genopfrisket sminken til den kommende sæson. Der var masser at se til. Louise var pludselig på gyngende grund og fortæller, hvordan kameracrews og interviews blev skiftet ud med gardinsyning og loftmaling.

– Folk var ved at gøre klar. Der var rigtigt mange nye mennesker, og den første tid var helt vildt hård. Jeg når ikke at lande og mærke efter, jeg kommer bare direkte ind i det – hvordan man syr gardiner, hvordan man hænger op, hvordan man skal være opmærksom på stofferne og baggrundsfarver, hvor mange meter stof der går til hvert værelse...

Og før hun vidste af det, åbnede badehotellet, og så var hun ellers i oplæring hele sommeren for at blive klar til, at hun og Kenneth selv kan åbne i år.

Som de sidder og fortæller, er der ikke meget kromutter og krofatter over parret. Med stribet bluse, nederdel og glimmer på både sko og negle ville Louise stadig ikke stikke ud i Københavns gader. Kenneth driller diskret med, "at hun da heller aldrig havde set sig selv med en jyde", og han vipper afslappet tilbage på den hvide træstol, mens han fortæller om livet på "yderste klitrække".

– Det, der er skræmmende ved at være sådan et sted som her, er jo, at man kommer til at tænke over tingene. Hvis du går ned til havet og kigger ud over det, så er det nogle andre tanker, du gør dig, end hvis du går ned og får dig en god kop kaffe. Man mærker hele tiden efter.

– Ja, Vesterhavet gør noget andet for sjælen end en caffe latte, fortsætter Louise og fortæller, at der helt klart er noget omkring temposkiftet fra by til badehotel.

– Det handler om nogle andre ting her. De idealer, som man bliver stopfodret med i storbyen, omkring mode, og hvad skal man spise i denne uge, og hvilken farve neglelak man nu skal have på, slipper jeg for heroppe. Det er fuldstændig ligegyldigt. Jeg sætter stor pris på alt det, storbyen tilbyder, og kan savne det heroppe, men så får jeg jo noget andet. Heroppe handler det mere om relationer, og det handler mere om det indeni end det udenpå.

LÆS OGSÅ: 7 gode grunde til ikke at have fællesøkonomi

"Utroligt smukt og en lille smule akavet..."
To år efter de mødtes, faldt Kenneth på knæ for Louise. Det var en bidende kold januardag, hvor det meste var gået galt. Radiatorerne i deres hus i Svinkløv var sprunget, og der var sort vand ud over det hele. Da Kenneth var færdig med at rydde op i huset, bad han Louise om at komme med udenfor. De skulle lige have lidt luft oven på dagens strabadser. Med udsigt over Vesterhavet og sneen dalende i mørket fortalte han hende, hvad hun betyder for ham.

– Men på det tidspunkt tror jeg egentlig bare, hun tænker på, at det er pissekoldt, og at hun gerne vil hjem, fortæller Kenneth.
– Så jeg må ned på knæ, og så er det, som den slags så ofte er, utroligt smukt og en lille smule akavet.

Louise forstod ganske rigtigt ikke, hvad hans søde ord og intense blik skulle til for, før han begyndte at famle efter noget i lommen. Ringen faldt ud af æsken, idet han åbnede den, og de måtte lede efter den i sneen, før frieriet kunne fortsættes. Men aftenen endte med champagne foran pejsen i stedet for den planlagte træning. Helt afslappet kan det dog ikke blive ved at være. De har kun tre måneder til at gøre hotellet klar til midt-april, hvor deres første sæson åbner med deres eget bryllup.

Klar til næste skridt
Det er en ny udfordring at skulle arbejde så intensivt sammen. Man kan ikke smække med døren og køre en lang tur for at køle af, når man er to om at bestyre et badehotel, der er fuldt booket flere måneder frem. Men de mener begge, at det er et spørgsmål om kommunikation.

– Vi har haft nogle gode snakke omkring det at skulle arbejde sammen. Hvad vi hver især er gode til, hvordan vi kan hjælpe hinanden, og hvordan vi snakker sammen. Det er vigtigt, at vi stadig husker at være mand og kone, og at vi ikke kommunikerer på en dårlig eller anderledes måde, når vi skal arbejde sammen, siger Louise, og Kenneth fortsætter:

– Og selvfølgelig skal der være plads til, at vi kan skændes eller være uenige. Det bliver der nødt til at være. Hvis der ikke er det, så glem det. Selvfølgelig kommer der modgang. Det handler også om at være bevidst om, at man er nødt til at snakke om tingene. Strudsemetoden kommer man ikke ret langt med. Så længe vi er bevidste om det og tager de ting, der måtte komme.

At være ærlig og åben omkring alting mener Kenneth også har været med til at få deres langdistanceforhold til at fungere. Han snakker roligt og afdæmpet, og det er ikke svært at forstå, hvorfor Louise mener, han er klippen i forholdet.

– Det handler jo om, at man er ærlig. Hvis man er 110 procent ærlig over for hinanden, så er det jo trygt. Jeg tror på, at nogle af de ting, der går galt, hvis det går galt, er, når der bliver sagt et og gjort noget andet.
– Det var jo også, fordi vi begge to stod over for "der var du". Jeg vidste ret hurtigt, jeg havde fundet min soulmate. Og når det er
rigtigt, så er det jo bare rigtigt. Det er verdens største kliche at sige, at du ved det, når det opstår, men det er jo sådan, det er, siger Louise, og Kenneth supplerer:
– Man går igennem nogle faser i livet. Når du er 18 år, kan forelskelse være én ting, men når man så er i 30'erne, så er man ved at have fundet ud af, hvad det er, der betyder noget for en. Man har lært sig selv at kende, og så falder der en ro over en, når man finder den, der gør, at man er klar til det næste skridt. Jeg tror, det er sådan, jeg har haft det langt hen i forholdet. Det var et spørgsmål, om Louise kunne holde mig ud, for jeg var ikke i tvivlom, at jeg ville kunne holde hende ud.

LÆS OGSÅ: Det nemmeste er at være pæn og gå uden om konflikterne. Det er også den sikre genvej til at gå fra hinanden
LÆS OGSÅ: Dette er samtalen I burde have om sexl
LÆS OGSÅ: Ting der ændrer sig i parforholdet