Maggie Emilie Christensen
Foto: Kaare Smith
ALT for damerne

Maggie arbejder, mens du holder jul

Maggie skal arbejde juleaften: “Jeg glæder mig til at give gæsterne en særlig oplevelse”

De fleste spisesteder har sat lukket-skiltet i døren den 24. december, men på Allégade 10, en af Københavns ældste restauranter, er der fuldt booket. Maggie Emilie Christensen skal for første gang tilbringe juleaften i et tjenerforklæde, og hun glæder sig til at hygge om ­gæsterne og skabe julestemning med kollegerne.

Af Lene Roe Rasmussen 22.dec.2016 Livsstil

Vi plejer gerne at have fuld reservation den 24. december – og mere til faktisk. Flere af ­vores ekstra selskabslokaler bliver taget i brug, så det er hele huset, der er ­booket op. Mange af vores gæster juleaften er gengangere. De kommer simpelthen igen år efter år.

– Jeg har ikke været på arbejde på restauranten den 24. december før, men jeg ved, at der op til sådan en juleaften er meget forberedelse med borddækning. Vi dækker både op til to-, ­fire-, og seksmandsborde, så jeg kan forestille mig, at jeg skal møde ind på arbejde fra morgenstunden, så vi har god tid til at gøre klar. Vores gæster er inviteret til kl. 18.00, hvor der er velkomstdrinks, og så står den ellers på den helt store, klassiske julemenu. Som tjener handler det jo altid for mig om at give vores gæster en særlig oplevelse, og juleaften skal ­deres aften gerne være ekstra god. Det har selvfølgelig været svært for vores ­restaurantindehaver at finde assistance til den 24. december, for det er ikke en vagt, mange er særlig vilde med at tage. Det kan jeg også sagtens forstå.

LÆS OGSÅ: “Vi gør alt for, at juleaften i Lukashuset skal være en hyggelig aften for vores indlagte børn og deres pårørende”

– Jeg kan da også godt mærke, at jeg ­ikke ville have noget imod, hvis restauranten havde lukket juleaften, for jeg foretrækker da at fejre juleaften med min familie. Men det er nu ikke sådan, at jeg tænker "Åh nej, jeg kan slet ikke arbejde den 24. december", for der kommer jo atter en juleaften. De seneste år har jeg heller ikke haft de mest romantiske tanker omkring julen. Der har ­været en del på den ­personlige front, som har gjort, at julen har ­været en lidt svær tid. Min mor er flere gange blevet syg op til julen, og det har ­betydet, at vi måtte ­lave helt om i ­vores planer. Alligevel har vi altid formået at hygge os med hinanden – om det så ­lige bliver den 21. ­december eller den 28. december, at vi spiser steg, rødkål og brunede kartofler, gør ­ikke den store forskel for mig. Bare vi er sammen.

– Det er som sagt første gang, at jeg skal arbejde om aftenen den 24. december, så jeg ved ikke, hvordan det hele kommer til at foregå. En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil høre mine ­kollegaer, hvad vi kan gøre for hinanden for at ­gøre det til en særlig aften. Det ­plejer nu også normalt at være ret hyggeligt at være på arbejde. Der er altid en god stemning her på stedet, så jeg tror ­ikke, der skal meget til for, at det bliver en rigtig god jul. Jeg glæder mig i hvert fald enormt meget til den aften. ­Sommetider kan jeg da godt møde lidt træt og ­ikke særlig oplagt på arbejde, men med de mange søde gæster, vi får hernede, kommer jeg hurtig i en anden stemning. Og når det er sådan på almindelige hverdage, kan jeg da næsten kun forestille mig, hvordan en juleaften på mit arbejde bliver.

LÆS OGSÅ: Nidal arbejder, mens du holder jul: “Jeg vil gerne bruge aftenen på at hjælpe andre”

LÆS OGSÅ: Natpædagogen: “Jeg oplever en unik samhørighed”

LÆS OGSÅ: Milena arbejder med prostituerede kvinder: “Nogle kvinder kravler ind under huden på mig”

Maggie Emilie Christensen, 27

er tjener på restaurant Allégade 10 på Frederiksberg. Hun skal på arbejde fra om morgenstunden, hvor der skal gøres klar til de flere hundrede spisende gæster, der kommer kl. 18.00-22.00.


Henter...