Matador fan
SPONSORERET indhold

Er det her Danmarks største Matador-fan?

Lisbeth er stor fan af Matador, og hun har set serien mere end 80 gange.

Af:: Anette Sikjær Foto: DR Presse
18. okt. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Matador-maraton

– Som alle andre sad jeg klistret til skærmen i 1978, da Matador første gang blev vist. Jeg blev grebet af fortællingen, personerne og det historiske tidsbillede, og da den første genudsendelse kom, optog jeg alle afsnit på VHS, så jeg kunne se den flere gange. Min familie så med, og var der en weekend uden aktiviteter, tog vi nogle gange en Matador-maraton, hvor vi sad i timevis og så Mads Skjern bygge sit forretningsimperium op.

Svær quiz

– Det tidspunkt, hvor jeg for alvor blev nørd, indtraf lidt senere. Min bror fik et Matador-quizspil, og selv om jeg kendte serien så godt, kunne jeg ikke svare på ret mange spørgsmål, for eksempel hvilket nummer i Algade, Mads Skjern startede sin første butik i. Så måtte jeg se serien igen. Og igen. Og igen. VHS-båndede blev slidt op, men så skiftede jeg dem ud med dvd og så den nogle flere gange.

Kender alle replikker

– Jeg har set Matador mere end 80 gange, og nu kender jeg serien så godt, at jeg kan opføre hele scener med alle replikker. Når vi spiller quizspillet, kan jeg svare på næsten alle spørgsmål om Korsbæk og dens indbyggere. Det kan jeg også i den gruppe på nettet, hvor jeg og ligesindede dyrker vores lidenskab for verdens bedste serie.

Foto: Anne-Li Engström og Henrik Bjerg

Frk. Jørgensens serviet

– Når man har set Matador så ofte, som jeg har, er det ikke samme oplevelse som de første gange, men jeg holder ikke mindre af den. Hen ad vejen dukker der nye detaljer op, også de sjove "bøffer" – for eksempel er der en scene hjemme hos familien Varnæs, hvor frk. Jørgensen sidder og dimser med en serviet, der skiftevis sidder i en ring og er foldet ud, men så pludselig sidder i ringen igen. Selvfølgelig fordi scenen er taget om flere gange og klippet efterfølgende. Den detalje så jeg først efter mange gensyn.

Bryllup og Herbert

– Det kan ikke udelukkes, at jeg skal se Matador 80 gange mere. Det synes nogle mennesker er mærkeligt, men så plejer jeg sige, at det er ligesom at have et stykke yndlingsmusik. Det hører man jo også igen og igen. Alt afhængig af hvilket humør jeg er i, vælger jeg de afsnit, jeg har lyst til at se. Mine favoritter er Agnes og Rødes bryllup og det, hvor Herbert kommer hjem fra krigen. Nederst på hitlisten er Ernst Nyborgs indtog i Korsbæk og det afsnit, hvor Laura får en medalje. Men tager jeg den store marathon, ser jeg dem alle.

Anbefalet til dig