Stephanie Gaarde Caruana
ALT for damerne

Stephanie Gaarde Caruana

Ny bog: "Menneskeklog erotisk thriller"

"Journalist Stephanie Caruana debuterer med en erotisk thriller, der formår at tilfredsstille den kræsne læser", mener en af denne uges boganmelder.

Af Katrine Nadia Jørgensen og Anna Pia Holmgaard 27.sep.2013 Livsstil

”Smerten Selv” Af Stephanie Gaarde Caruana
Rosinante, 384 sider, 300 kr.
"Smerten Selv" af Stephanie Gaarde Caruana
Journalist Stephanie Caruana debuterer med en erotisk thriller, der formår at tilfredsstille den kræsne læser. Dybdeborende personbeskrivelser forenes med et skarpslebet sprog og et usædvanligt makabert plot. En prisvindende fotograf bliver myrdet, og psykologen Mickey lander lige ”i bæstets mave”: drabsafdelingen.

Sideløbende med mordopklaringen introduceres vi til pigen Eva, der bliver svigtet af sin fordrukne mor og langsomt udvikler en lyst til at dræbe moderens mange mænd. Jeg er drevet frem af de præcise personbeskrivelser, der giver læseren en dybere indsigt i selv den værste psykopat og dennes handlinger. Selvom billederne af den myrdede står klart frem på nethinden efter læsningen, er det refleksionerne over menneskesindets afkroge, der lagrer sig i hukommelsen. knj


LÆS OGSÅ: Ugens bøger: Man går en klump i halsen

”Det evige folk har ingen frygt” Af Shani Boianjiu
Gyldendal, 368 sider, 300 kr. 
"Det evige folk har ingen frygt" af Shani Boianjiu
 ”Det evige folk har ingen frygt” er et smukt stykke politisk litteratur, der trænger dybt ind i militærlivet set med kvindeøjne. Lea, Yael og Avishag er tre unge piger, der vokser op sammen i en lille, israelsk landsby nær den libanesiske grænse. De keder sig i hjembyen, hvor det kræver mange timers søgen efter en mobilmast, hvis vennerne skal inviteres til fest. Efter gymnasiet skal de i militærtjeneste, hvor der skal arbejdes hårdt som henholdsvis grænsevagt, skarpskytte og militærpoliti. Den unge forfatter Shani Boianjiu skriver rytmisk, kontant og humoristisk om piger, der bliver til kvinder, mens de har fødderne plantet midt i krigens kaos. knj


”En mand der hedder Ove” Af Fredrik Backman
People’s Press, 350 sider, 300 kr.

"En mand der hedder Ove" af Frederik Backman
Svenske Fredrik Backman har med 59-årige Ove skrevet en virkelig morsom, meget rørende og dejlig roman om en mand, der hedder – ja, Ove. En mand der elsker regelmæssighed og mænd, der holder ord og orden – og Saab. Ja, og sin kone. Først, mest og sidst. Som mister formålet med livet, da hun dør. Som nu selv vil dø, og det er ærlig talt svært at få presset ind, når der hele tiden er nogen, der ringer på i rækkehuset, ikke mindst den nye nabo, hidsige og højgravide Parvaneh.

Doseret med umådeholden charme, poesi, kulsort humor og hooklines, så den får den helt rette smag af noget sødt, noget bittert og noget salt. I det hele taget fungerer den præcis så godt som også ”De urørlige”, ”Driving Miss Daisy”, ”Stegte grønne tomater ”, og den skriver sig ind i rækken af skønne romanskæbner, man bare må holde af og blive en smule klogere af. ap


LÆS OGSÅ: Efter Utøya: "Nu er der pludselig stille"


Henter...