"Jeg har lært, hvad der står på parterapeutens håndbog side 1: Hvis nogen føler noget, så anerkend det"

Vi er hårde ved midaldrende

Den nye bog hedder "Øm". Intet saftigt plot, men en mere lavmælt funderen over livet. Hovedpersonen er mellemleder på et stort dagblad, han er anerkendt og vellidt, men kan ikke mærke noget af det. En dag kollapser han på jobbet med alle symptomer på stress.

Både i den første og i denne bog er hovedpersonen i en slags midtvejskrise – hvorfor?
– Jeg synes, det er sjovt at skrive om det her sted i livet, hvor jeg jo også selv står. Jeg ved godt, det er lidt en kliché at skrive om en mand i krise, men jeg synes, vi nogle gange er lidt for hårde ved mænd og kvinder i den alder – mellem 45 og 55 år. Det er så enormt nemt at gøre grin med os. Hvis en mand er blevet 50 og skal have en motorcykel, eller hvis en kvinde uddanner sig til hypnoterapeut, så er det bare "hahaha". Men jeg tænker, det er meget sejt, når folk stopper op og gør noget andet med deres liv.

Hans eget "andet" var, da han skrev sin første bog, mens han stadig var ansat på TV 2 Nyhederne. Dér mærkede han selv omverdenens fordomme.

– Folk opfattede det næsten sidestillet med at købe en motorcykel, få en 15 år yngre kæreste eller en af de andre midtvejskrise klicheer. "Nå, så skal du rigtigt til at være forfatter?" Hvad fanden er det for noget? Alt er jo ikke en krise. Det kunne også være, man bare havde fået råd til en motorcykel. Og jeg ville bare gerne prøve at skrive en bog.

Alderen betyder noget – men ikke på den desperate måde.

– Når man er her, så har man opnået mange ting: Man har fået karriere, og børnene er blevet store, så det er på en eller anden måde en opbrudstid. Nu kan man noget nyt igen. Det er her, man standser op og spørger sig selv: Har jeg nået dét, jeg gerne ville? Hvis ikke, er det nu, man skal træffe nogle beslutninger, for når man er 55, så er det svært for eksempel at lave en ny karriere.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Spørgsmålet alle nyskilte stiller sig selv - og svaret

Navlestreng blev klippet

Michael Robak er i dag 48 år. For to et halvt år siden stoppede han selv op og tog en beslutning, der sendte hans liv i en ny retning. I 17 år havde han arbejdet på TV 2 Nyhederne. Først som reporter, så som redaktør og til sidst som redaktionschef.

– Jeg havde et travlt job med mange ansatte, og jeg havde ikke tid til at skrive en bog mere, og det ville jeg gerne. Jeg var 45 og havde følelsen af, at hvis jeg skal prøve noget nyt, så er det nu.

– Det var virkelig navlestrengen, der blev klippet, for jeg havde været på Nyhederne det meste af mit journalistliv. Men jeg var også superglad og tænkte "nu kan alt ske", og den følelse havde jeg ikke haft i årevis.

Han lånte penge i sin lejlighed og havde ikke nogen klar plan for, hvad han nu skulle leve af. Men snart opdagede han, at alene dét at flytte sig får noget til at ske.

– Indtil da havde folk sikkert tænkt, at jeg sad derude på TV 2 og steg i graderne, og derfor ikke var interesseret i noget andet, så i mange år var der ikke nogen, der ringede med jobtilbud. Men nu ringede telefonen lige pludselig igen.

Et af opkaldene var fra Go'morgen Danmark, som manglede en afløser for Morten Resen.

– Først tænkte jeg "det skal jeg sgu ikke". Jeg var sporet ind på at prøve at leve af at være forfatter. Men på den anden side var det den sidste ting, jeg ikke havde prøvet inden for tv. Så jeg tænkte "der kan ikke ske noget ved at gå til casting". Og så bliver man jo i min alder en "sucker" for førstegangsoplevelser, fordi de kommer så sjældent.

Forskellen på andre "førstegange" og den her var, at den blev sendt direkte på landsdækkende tv.

– Forestil dig, at din første arbejdsdag kommer i fjernsynet. Det er jo så vildt, men det er vilkåret, så der har været masser af situationer, hvor jeg har været helt på udebane. Lige pludselig skal man forholde sig til, hvad man skal stille op med sin krop og sine hænder.

Heldigvis har han den bedste coach lige ved hånden. Privat danner Michael Robak par med Cecilie Frøkjær, der nærmest har opfundet dansk morgen-tv.

– I begyndelsen kunne jeg godt have det svært med kokkene. Det er jo ikke et journalistisk interview, så hvad spørger man lige om. Eller hvis der kommer en svær case i studiet, så har jeg spurgt Cecilie, hvordan jeg finder det rette toneleje, når jeg skal fra det ene til det andet.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Jeg ender altid med at blive skuffet over vores kæresteferier"

Døden er nærværende

Han tager de tidlige morgenvagter med mødetid klokken 4.15 alvorligt. Sørger for at komme i seng og få sin søvn. Fysikken er en faktor i slut-40'erne.

– Jeg er også stoppet med at ryge og har købt et kort til et fitnesscenter, fordi det nu betyder noget at passe lidt på sig selv. Før har kroppen bare været en legeplads, og man har brugt den til fest og fornøjelser, nu tænker jeg over, at den er afgørende for resten af mit liv.

Lige nu har han haft ondt i ryggen i 14 dage og er lidt bekymret. Kroppen skal helst holde 30 år endnu.

– Det har jeg aldrig tænkt over før. Det er noget, der er kommet inden for de seneste år. For otte år siden fik jeg konstateret kræft i et modermærke på mit ben, og seriøst, det kostede mig kun en halv sygedag. Det var bare sådan "ok, hvad gør vi ved det? Vi fjerner det. Og hvad så? Så går vi ud fra, du er rask. Okay".

– For en god ordens skyld ringede jeg og underrettede min chef, som er 10 år ældre end mig, og han var SÅ alvorlig omkring det og ville næsten presse mig til at holde nogle dage fri. Jeg var sådan lidt "det er lige meget". Så havde jeg haft kræft. I dag forstår jeg, hvorfor han tog det så tungt. Hvis det havde været nu, ville jeg være død af angst over at have fået konstateret kræft. De år gør en kæmpeforskel.

Døden bliver nærværende, siger han. Og græmmes lidt ved at høre sig selv lyde som en 80-årig.

– Men det kommer jo af, at jeg nu har en alder, hvor jeg kender nogen eller hører om nogen, der var 52 og gik og slog græs og lige pludselig faldt død om, og ingen vidste, at han var syg. Lige pludselig er det realistisk. Jeg fejler ikke en skid, og jeg har egentlig også masser af energi, og det er jo også, fordi børnene ikke længere er små og ikke kræver så meget. Men jeg kan jo bare mærke, at jeg bliver hurtigere træt, og at rygsmerter ikke længere kan tages med Panodil.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber mødte sin kone, da han var blot 11 år

Har droppet Converse

I bogen konstaterer hovedpersonens usentimentale bror, at 40'erne er ren afvikling. For Michael Robak hænger den følelse sammen med den aldersrelaterede selvcensur, vi underlægger os selv.

– Jeg synes, vi skal passe på med at lave for mange regler for os selv: "Kan man blive ved med at tage til Roskilde Festival?", "Hvornår er man for gammel til at gå i Converse-sko?" og "Hvor længe må kvinder blive ved med at have langt hår?".

– For dem, der i virkeligheden er fede, dem, vi alle sammen ser op til, er dem, der slet ikke går op i den slags og slet ikke censurerer sig selv. Lise Nørgaard, Jørgen Leth, Ulla Therkelsen, dem synes vi jo er megacool. Vi bliver meget begejstrede for folk, som kan blive ved med at holde en energi og have noget drive. De har jo så meget vitalitet.

Hvad er koden til det?
– Lad være med at være optaget af, hvad andre tænker. Hvis man stadig gerne vil til Roskilde, når man er 50, hvorfor skulle man så ikke?

Går du så stadig selv i Converse og tager på Roskilde Festival?
– Ha, nej, jeg har droppet Converse-sko, fordi jeg tænkte, det var børnesko. Jeg har været til Roskilde samtidig med min søn, og det var fint nok, for så kom jeg med nogle penge og nogle burgere, men jeg kan heller ikke lade være med at have det der blik på mig selv: Jeg skal ikke være til grin. Men jeg mener, at vi burde være mindre optaget af det.

Han savner hverken lærredsskoene eller festivalpitten.

– Der er heldigvis også ting, som man bare ikke gider mere. Det kommer jo til at passe sammen, fordi man gerne vil noget andet, end man har villet. Jeg vil gerne sidde i et sommerhus og glo ud over vandet – det ville jeg ikke for 20 år siden. Der ville jeg ryge smøger og gå i byen. Så på den måde kommer fysikken og det psykologiske til at passe sammen.

Han drømmer om at flytte ud af København. Ud på landet, væk fra larmen og alle menneskene. Og så vil han gerne skrive mere.

Skal den næste bog så handle om en journalist i begyndelsen af 50'erne?
– Ha, nej, jeg har en forestilling om, at jeg gerne vil skrive noget om alle de hemmeligheder, folk har i deres ægteskaber. Også de hemmeligheder, de har for hinanden.

Lige nu er forfatter/morgenvært en perfekt kombination, og han har ingen andre planer.

– Jeg er blevet ambitiøs på en anden måde med årene. Det bliver vigtigere at være glad for det, man laver, end at være på en rejse i sin karriere. Jeg har lavet noget, hvor jeg har tænkt, at det her er ikke vildt sjovt, men det kan bringe mig et nyt sted hen. Det tror jeg ikke, jeg gider mere. Jeg gider ikke at have halve og hele år, hvor jeg tænker, at det ikke er ret sjovt at gå på arbejde.

– Hvad jeg vil ud over at skrive, ved jeg ikke, men nu ved jeg, at hvis man flytter sig, så sker der noget nyt, og det, tror jeg på, kan ske igen. 

Michael Robak om...

At have store børn
– Jeg har en søn på 21 og en datter på 13. Det er skidesjovt, at man kan snakke med dem. Min søn flyttede hjemmefra for tre år siden, og jeg er helt usentimental omkring det. Jeg elsker at se ham springe ud og elsker at se ham gøre nye ting. De sidste år, før han flyttede hjemmefra, boede han hos mig, og det stillede fra tid til anden store krav til både min og hans tålmodighed. Vi clashede helt vildt, men i dag er jeg er så stolt af ham: Han er lige kommet hjem fra New York, og han ved alt om amerikansk politik, og jeg sidder bare og tænker "det er min dreng, hvor er han klog". Jeg er virkelig fan af unge mennesker. Jeg synes, alle hans venner er søde og sjove, og jeg sagde til ham i går: "Du er 21, du ser pissegodt ud, du har en pissesød kæreste, og du skal bo hele sommeren på Christianshavn – hvor fedt er det lige at være dig".

– Jeg er meget blødere over for Sally, end jeg har været over for ham. Jeg har altid syntes, det var pjat, når nogen sagde, at piger kan sno deres far om deres lillefinger. Men det er totalt klassisk, jeg har svært ved at sige nej til hende.

Årene som brevkasseredaktør på ALT for damerne
– Læsernes spørgsmål lærte mig, at alt handler om at om at tale med hinanden. Helt banalt. Det står på parterapeutens håndbog side 1: Hvis nogen føler noget, så anerkend det. Også selvom du slet ikke kan forstå, at vedkommende har det sådan. Mange spørgsmål i brevkassen handlede om kvinder med mænd, der ikke gjorde det der.

At gå fra nyheder til bløde historier
– Jeg har i hele min journalistiske karriere kun lavet besværlige ting, nyheder, dokumentarer og krimistof, hvor folk altid skal overtales til at stille op. Jeg synes, det er sjovt at lave noget, hvor folk gerne vil være med. Jeg kan godt lide humøret på Go'morgen. Vi er ligesom enige om at få det bedste ud af det, nu vi er stået op. Og det er ikke kun blomsterbindere og kokke, der er masser af politik og kultur, og så har jeg altid været meget mere interesseret i personhistorier end i systemhistorier. Det skal handle om mennesker og følelser.

At købe den motorcykel
– Man skal være overbærende over for midaldrende, for det er jo fedt, hvis nogen midt i livet tænker "nu vil jeg noget andet". Ikke tænke "prøv at se hende der, nu skal hun til at være hypnoterapeut, når hun ellers har været sygeplejerske hele livet" eller "se den idiot, nu har han købt en motorcykel". Det er sgu da fedt – og så kan det godt være, at det er motorcyklen, der gør nogen glad, and so fucking what.