Michael Robak
Michael Robak
ALT for damerne

Michael Robak om skilsmisse

Spørgsmålet alle nyskilte stiller sig selv - og svaret

Michael Robak om den tid, det tager at komme sig oven på en skilsmisse.

Af Michael Robak 16.aug.2017 Livsstil

Forleden blev jeg ringet op af en gammel ven, jeg ikke har set længe. I de senere år har hans liv været fyldt med små børn og alt for store banklån, men nu havde han pludseligt fået bedre tid og ville mødes til en øl på en aften i sommerferien.
Fra cafeens vinduer kunne jeg se ham ­låse sin cykel. Da han gik mod indgangsdøren, foregik det med tunge skridt. Det så ud som om, hans sko var fyldt med vådt sand. Inden tjeneren kom med ­vores ­fadøl, havde min ven i et udramatisk ­tonefald fortalt mig nyheden: Efter næsten ni års ægteskab var han blevet skilt.

Selvom det var mere end fem ­måneder ­siden, at han og ekskonen havde delt bøgerne, bestikket og børnene, så var han stadig ked af det. Rigtig ked af det. Han havde selvfølgelig bemærket, at der var blevet koldere i soveværelset og mere stille på de sidste ferier; alligevel stod Disney Sjov, lørdagsindkøb og weekender i svigerforældrenes sommerhus pludselig i et romantisk og trygt skær. Han savnede sin ekskone, sine børn og sit tidligere liv. Jeg havde hørt det hele før. I de senere år har jeg været til flere tavse skilsmisseflytninger end højtråbende polterabender, og det er bestemt ikke første gang, at jeg har drukket ægteskabs-gravøl med en duknakket og gennemtrist ven eller veninde.
For et par år siden betroede en rødøjet kammerat mig, at han på særligt sørgelige aftener fandt et af ekskonens glemte tørklæder frem fra skabet og med næsen nede i stoffet skamfuldt berusede sig i duften af hende – og deres fælles fortid.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Hvordan siger jeg fra, når folk overskrider mine grænser?"

En anden ven kunne fortælle, hvordan han ofte græd i sin bil, når datteren var blevet afleveret hos sin mor. Et tømt vinglas eller en opslået avis på hendes køkkenbord gjorde udslaget. Ekskonen var kommet videre og kunne både drikke Chardonnay og læse kronikker. Han var stadig lammet.

Skilsmisser er noget lort. Så kort kan det vel siges. Når flyttebilen er kørt med sidste læs, sidder de fleste tilbage med kolde knogler, iturevne drømme og regntunge tanker.

"Går det aldrig over?" spurgte min ven.

Det var næppe tilfældigt, at jeg var målet for hans klagende spørgsmål. Jeg er også blevet skilt, ligesom tusindvis af andre. Hvert år går mellem 15.000 og 20.000 gifte par fra hinanden, og mon ­ikke de fleste på et tidspunkt har stillet det samme spørgsmål: "Går det aldrig over?".

Svaret er så banalt, at det formentlig ­allerede har stået på flappen af en Gajol-æske: "Tiden læger alle sår". Selvfølgelig kan den værste smerte dulmes med hvidvin, solferier, psykologsamtaler, gamle venner og sex med nye mennesker. Men tålmodighed er det vigtigste. De ­kloge ­siger, at det nemt kan tage to eller tre år at komme over en skilsmisse. Ny lykke og solfyldt afklaring kan ikke tvangsmodnes. Desværre. Ting tager tid. Min ven hang med hovedet, da jeg havde ­afleveret de rå data, så jeg gik straks i gang med den mere opbyggelige del af ­historien. På trods af syndefaldet og de ­bristede ­drømme venter der nemlig et helt og fuldgyldigt liv efter krisen. En stor dansk ­undersøgelse fra i år viser, at cirka 80 procent af alle skilte ender med at få det bedre. På trods af buler og blå mærker er man blevet både klogere og mere erfaren. For mange venter der tilmed nye eventyr. De heldige vågner en morgen op og ser forelsket ind i øjnene på et nyt menneske. ­Andre ­realiserer deres drømme og flytter til Skagen eller Sydfrankrig.

Min ven kiggede på mig med et ­tvivlende blik.

"Det skal nok gå over," sagde jeg og tilføjede: "Det lover jeg. Men ting tager tid."


Henter...