Mille Dinesen
Foto: Franne Voigt | Mille Dinesen
ALT for damerne

Interview med Mille Dinesen

Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

I 15 år har hun kæmpet for aldrig at skulle høre lægerne bruge ordet sklerose igen – med et fokus på sundhed, der i perioder har gjort hende ensom og isoleret. De sidste ti år har hun også kæmpet for at blive gravid. Nu har Mille Dinesen skrevet en bog om den livsstil, som holder hende i sund balance.

Af Majbritt Lacuhr 26.sep.2016 Livsstil

April 2007. Mere end tusind gæster har taget plads i Falconer Salen for at fejre Scleroseforeningens 50-årsjubilæumsfest. Men i det øjeblik Mille Dinesen rejser sig fra sin stol og bevæger sig op mod scenen, er det, som om alle lyde bliver suget ud af salen. Kun lyden fra hendes sorte støvler slår som et ekko i det akustiske rum. Klonk, klonk, klonk.

Bag mikrofonen bliver ansigtet badet i de skarpe lamper. Hun overvejer et kort øjeblik at stikke af. Ordene på de hvide papirer, hun holder i hånden, er alt for personlige og fyldt med smerte og sorg. Men hun har sagt ja til at læse dem højt, og nu ønsker hun bare at gennemføre, uden at stemmen knækker over.

"Du kom ind i mit liv på en onsdag, jeg ­husker det tydeligt. Det svimlede for mine øjne, og mine ben gav efter under mig. Det var en følelse, jeg aldrig havde følt før: Jeg var ramt sådan for alvor. Men jeg ville ­ikke se det i øjnene, jeg var en kvinde i min ­bedste alder og ikke klar til på den måde at binde mig – så jeg slog det hen; det var nok bare noget forbipasserende, men du ­ville ikke acceptere min afvisning, så du blev stædigt ved med at gøre opmærksom på dig selv. Jeg forsøgte at stritte imod, men lige meget hjalp det – for det er jo dig og mig, det er os to for evigt. (...) Jeg lever sammen med dig, men jeg elsker dig ikke. Og selv om det er dig og mig, til døden os skiller, skal du ikke forhindre mig i at ha' en lang affære med livet. Du er en tankestreg, ikke et punktum i mit liv!"

Nej til medicin
Talen var en kæmpe overvindelse for Mille Dinesen. Og gjorde også indtryk blandt tilhørerne. Dronning Margrethe, som er protektor for foreningen, ­sendte efterfølgende bud efter den unge skuespiller for at takke hende personligt for den fine prolog. Mille var stolt af sig selv. Hun havde ikke lagt afstand til noget eller prøvet at virke stærkere, end hun var. Hun havde stået ved sig selv. Og ved den melding, hun fik seks år tidligere af lægerne på Rigshospitalet.

Lægerne mente nemlig, at de muligvis kunne påvise sygdommen sklerose hos Mille Dinesen. Og selvom den kun har rørt på sig en eneste gang rent fysisk, kom den mentalt til at ændre på hendes liv. Den har bragt hende i den dybeste kulkælder – men også fået hende til at sadle radikalt om i livet og søge nye, sunde og alternative veje. Og det har hun nu – efter mange overvejelser, men på manges opfordring – skrevet en bog om: "Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance".

Tilbage i 2001, da hun fik udmeldingen om den mulige alvorlige sygdom, valgte hun nemlig at sige nej til den medicin, lægerne tilbød hende.

– Jeg havde ret svedige håndflader, da jeg sad der over for overlægen, men jeg havde bare en eller anden fornemmelse... Jeg var med på, at der var en ubalance – jeg ­havde fået et seriøst vink med en vognstang i forhold til, hvordan jeg levede mit liv – men medicin, det skulle jeg bare ikke, var jeg ret sikker på. Jeg kunne jo ikke, før jeg stod midt i det, vide, hvilken type jeg var, når jeg kom ud for sådan noget. Og der var det da bare virkelig heldigt, at jeg var sådan en, der sagde "det skal kraftedeme være løgn!". Det sagde jeg så heller ikke lige med det samme, for det var jeg alt for skrøbelig til. Men det var jo det, der var i mig. Jeg var med på selv at tage ansvar. Og ­handle på det.

Ekstrem stress
Når Mille Dinesen har gjort sig så mange overvejelser i forhold til overhovedet at skrive bogen, så skyldes det, at hun helt fra starten har syntes, at det var en meget privat sag. At hun på ingen måde ønskede, at omverdenen og folk i hendes branche skulle kigge anderledes på hende.

– Det var benhårdt at holde facaden. Ingen skulle kunne sætte en finger på mig. Havde jeg influenza, kunne jeg ikke lægge mig med det, for jeg var bange for, at folk ville tænke "nårh, men var der ikke også noget med hende...?"

Med til historien hører nemlig også, at sygdommen kun har rørt på sig én eneste gang – den søndag i november 2001, hvor hun havde mærket en underlig summen i sine fødder, da hun vågnede. Da hun stod ud af sengen, føltes det, som om hun gik på vat. Siden har hun ikke haft symptomer, der kunne bestyrke diagnosen, og i 2009 fik hun så en ny scanning, hvor alt var status quo. Derfor er det selvfølgelig også tvivlen, hun skal leve med. Tvivlen om, hvorvidt det overhovedet var sklerose, som er en meget kompleks sygdom og derfor også meget usikker at diagnosticere. Måske var det "bare" en virkelig voldsom reaktion på stress.

– Der gik mange år, før jeg for alvor læste min journal fra ende til anden og satte mig for at forstå den. Det hele var formuleret så vævende – "så må vi gå ud fra, at...", "det ligner..."...I mit tilfælde er det jo halvvejs en ikke-diagnose. Sygdommen har så mange ansigter, og mange af symptomerne ligner stress, og stress ved vi heller ikke nok om til, at vi kan skille tingene ad.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Én ting er sikkert: Mille havde presset sig selv alt for hårdt op til den dag, hendes krop sendte hende en kraftig besked om, at hun skulle skrue ned for blusset.

Sommeren før udmeldingen fra lægen havde hun pludselig fået et heftigt udslæt i ansigtet og nedad mod brystet. Og da fødderne pludselig summede så underligt, befandt hun sig også – set i bakspejlet – midt i en periode med dyb stress. Hendes mor fik en blodprop i lungerne, og samtidig var Mille midt i den mest krævende tid i sit voksne liv – hun søgte optagelse på Teaterskolen, sin drømmeuddannelse.

– Så mens jeg kæmpede som en gal med angsten i forhold til, hvordan det ­ville gå min mor, pressede jeg mig selv helt sindssygt. Dengang vidste jeg ikke, at jeg var det, min psykolog, Marianne Davidsen Eriksen, kalder tyndhudet, så jeg agerede ud fra det stik modsatte billede. Tromlede igennem. Og holdt facaden.

– Min mor har altid sagt, at jeg tager ­sådan nogle kraftfulde, hastige skridt. Donk-donk-donk. Meget hårde. Fremad, fremad, fart på. Jeg kommer lynhurtigt op i sådan en småvanvittig damptromleenergi. Det er egentlig et ret barnligt træk, men jeg kan ikke finde ud af at økonomisere med min energi. Jeg bruger den sådan her – kapow, bang, bang – og så er jeg helt færdig. Hvis jeg bliver opildnet, passioneret, lykkelig, glad, så ryger jeg helt op og tømmer energilageret i et sug, og så er jeg helt flad bagefter. Det er jo både godt og skidt. I dag ved jeg heldigvis, hvordan jeg skal lade op igen.

Sundhedsfanatiker
Det var den samme passion, der stak af med hende undervejs, hvor hun udforskede alternative måder at komme i balance på. Hun blev ganske enkelt for fanatisk.

– Jeg vil gerne gøre alting så godt som muligt. Man gør ikke tingene halvt, og man giver ikke op. Men det er jo sådan med grænser, at man skal ud over dem for at være i stand til at finde dem. Og jeg blev så passioneret omkring alt det, jeg selv kunne ­gøre, at det tog overhånd. For det første havde jeg noget med, at jeg skulle spare på mig selv – just in case. Og fordi jeg gik så meget op i den fysiske krop og kosten, ­hvilket var mit store fokus de første mange år, var der ting, jeg sagde nej til, fordi jeg tænkte, "åh, så skal vi drikke, og jeg skal forklare, hvorfor jeg ikke lige gør det, ­eller også skal jeg fake... skål!". Jeg orkede det ikke. Men det asocialiserede mig big ­time. Jeg endte med at sidde derhjemme og være så perfekt med al min sunde kost og ­mine hvidløgskure og hørfrømosekonedrik og chlorella og var pisse ensom. Det var en udmærket lærestreg, for herefter begyndte jeg at tage fat på alt det mentale også. Psykolog, meditation, åndedrætsøvelser.

Så efter 15 års søgen har Mille Dinesen nu fundet vejen til balance i livet. Og det er den, der er omdrejningspunktet i hendes bog, som med stor sandsynlighed kan hjælpe andre til et sundere liv – fysisk og mentalt. Opskriften er Body SDS-behandlinger og træning, psykologsamtaler og meditation kombineret med en lang række kosttilskud. Men selvom bogen er en guide til andre, er det vigtigt at forstå, at opskriften er individuel, ­understreger Mille Dinesen. Hvad der virker for ­hende, virker ikke nødvendigvis for andre. Men bogen er tænkt som inspiration til at tage ansvar for det liv, man lever og for, hvordan man tackler de udfordringer, man møder på sin vej. Stoppe op og passe på sig selv.

– Mit håb er, at min bog kan være med til at inspirere til, at mange flere tør tage livet på sig. Og at vi i forhold til at håndtere alle slags sygdomme eller ubalancer kunne blive bedre til at bygge bro imellem lægevidenskaben og den ­alternative verden.

LÆS OGSÅ: Sådan trækker du vejret rigtigt og undgår stress

– Vi burde gå ind og kigge meget ­mere indgående på forskellen mellem at årsags- og symptombehandle. Men igen: det handler om tid. Quickfixes. "Jeg skal på arbejde i morgen – fiks mig!". Min bog er ikke en af de der "Ti år yngre på ti uger". Det har været meget vigtigt for mig at formidle budskabet på en simpel måde. Det skulle være sådan, at enhver kan inkorporere det i sit liv. Det måtte ikke blive for mystisk eller for avanceret, for så giver man op. Man har jo også et liv. Og tid har ingen af os for meget af. Det har taget mig 15 år, hvor jeg har prøvet alt fra C-vitaminindsprøjtninger, tarmskylninger og hvidløgskure til ayurvediske behandling med bl.a. karry-bodyscrub og mange former for træning og kostomlægning. Og nu har jeg omsider fundet frem til nogle metoder, der virker for mig. Og som er fuldstændig inkorporeret i min hverdag. Handlinger, jeg udfører lige så naturligt, som jeg trækker vejret eller børster tænder.

Fordi der ingen udvikling har været i forhold til diagnosen fra 2001, kan Mille selvfølgelig ikke vide, om alt det, hun har gjort, har gjort en forskel. Men det føler hun selv.

Dødsangst
Det har været en hård nyser at blive stillet ansigt til ansigt med en så alvorlig sygdom. Blandt andet fik hun, efter første tur i scanneren, voldsom klaustrofobi. Men i bund og grund handler det om en helt fundamental følelse.

– Basically handler det om dødsangst. Simpelthen. Vi har den jo alle sammen, men jeg blev tvunget til at forholde mig til den. Indimellem skyller der en kæmpe ensomhedsfølelse ind over mig – som vel også hænger sammen med dødsangsten: Vi er ­alle sammen alene, vi bliver født alene, og vi dør alene. Det er nogle meget store ­følelser, man bliver kastet ud i.

Familien og hendes nærmeste havde også svært ved at tackle det dengang.

– De ville for alt i verden gerne hjælpe og være der for en, men det kunne gøre mig helt rasende nogle gange... "I forstår jo ikke, hvordan jeg har det! I ved ikke, hvad det er!". Det var sejt. Man bliver så meget klar over, at det er ens egen ting. Det er din udfordring.

En "sjælsrystelse" kalder Mille Dinesens psykolog, Marianne Davidsen-Nielsen, det, som Mille har været udsat for.

– Det er faktisk et virkelig godt udtryk, for man bliver oprigtigt rystet i sin grundvold, sit fundament. På den måde har det også gjort noget ved mig som menneske og gør det stadig. Jeg vil gerne have kontrol over det hele og have fingrene i det ­hele. Styre. Jeg har ikke tillid til at overlade noget til andre. Det er klart noget, jeg skal arbejde med, for det bider også sig selv i halen på den måde, at det også er for hårdt for mig. Jeg kan ikke magte det. For man skal huske at få slappet af. Der skal være balance i tingene. Det positive i det er selvfølgelig, at det genererer en vild drift og energi rent kreativt. Den skal bare styres.

– Jeg stiller kæmpestore krav til mig selv og er megaperfektionistisk. Stadigvæk. Jeg har enormt svært ved ikke at være mine hundrede procent. Jeg hader ikke at være på toppen, og det er jo et kæmpe krav at stille til sig selv, for det er man jo ­virkelig sjældent.

LÆS OGSÅ: Førstehjælp til et liv i ubalance

Men Mille har efterhånden lært sig nogle forholdsvis simple greb, som kan få balance i tingene igen. For eksempel får hun en helt anden og mere rolig tilgang til sin hverdag igennem meditation. Og på samme måde har hun lært nogle helt simple måder at tackle den angst, hun også er blevet udstyret med, så den i dag fylder ­meget mindre end tidligere.

– De seneste 15 år har givet mig en kæmpe kropsbevidsthed. I vores stressede liv har vi ikke kontakt til os selv, vi lytter ikke til signalerne og mærker efter. Eller i hvert fald giver vi ikke signalerne nogen opmærksomhed. Det har vi nemlig ikke tid til. Vi er hele tiden to timer foran os selv.

Uforløste moderfølelser
Sideløbende med vejen til et mere afbalanceret liv har Mille Dinesen også kæmpet med en anden – lige så ufrivillig – udfordring. Trods ti års forsøg på at blive gravid er det endnu ikke lykkedes.

– Min natur siger mig, at når jeg gør noget, så gør jeg det 110 procent – om det så er arbejde eller fertilitetsprojekt, men det er jo også en egenskab, der har lært mig, at hvis jeg giver den fuld skrald, så når jeg også mit mål. Det er bare ikke tilfældet her.

– Jeg havde brugt ti år af mit liv på at rense ud i min krop og være übersund, og pludselig skulle jeg til at proppe mig med medicin og hormoner. Værsgo! Jeg fik det megadårligt. Blev helt blown-up – og der er man bare kvinde og forfængelig. Men det psykiske var langt værre. Jeg skøjtede rundt humørmæssigt.

– Det har fyldt så meget, og der er så mange dumme følelser i spil i sådan en proces. Hele tiden skal man svinge sig op på hesten igen. Det er bare svært, at det er ude af kontrol. Vi er vant til at kunne opnå de fleste af vores mål, hvis vi handler på dem – her er der bare en biologi, der ikke følger med. Og jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at føle den skuffelse igen. Jeg er blevet lidt bange for den følelse.

– Samtidig kan jeg virkelig mærke, hvordan den skide tid bare går. Jeg vil jo så ­gerne og kan mærke det helt tydeligt – hormonelt – i min krop. Jeg skal tage mig af noget, af nogen. Så nu har jeg købt mig en hundehvalp! En lille labradoodle. Hun er det sødeste. Og hvem ved... måske sker der det helt magiske, at jeg rent faktisk får tankerne hen på noget andet og på den måde snyder systemet og mig selv. Haha – ny taktik!

På samme måde som med diagnosen så ligger hele udfordringen i at håndtere noget, hvor der ingen løsning er ude i horisonten, forklarer Mille Dinesen. Noget, der ikke bare er en periode, men on-going.

– Hvis man ved, at man kun liiige skulle igennem det her, så kan man leve med rigtig mange ting. Hvis jeg vidste, at der kom et barn ud af det, så skulle du se mig tage hormoner og gøre alt. Der er bare nogle ting, man ikke kan styre. Hvor meget man end tager livet på sig.

Og udmeldingen fra lægerne dengang i 2001 har lært Mille Dinesen en masse – om sig selv og måder at tackle livet på, men så er der heller ikke mere positivt at sige om det, mener hun.

– Jeg synes tit, jeg hører folk udtrykke – i forbindelse med, at de får konstateret f.eks. kræft – at "jeg ville ikke have været foruden min diagnose". Sådan har jeg det slet ikke – at det skulle være en gave, fordi jeg har lært så meget om mig selv. Dét har jeg. Heldigvis er der kommet noget godt ud af det på den måde. Jeg har lært at tage fat og tage livet på mig. Men en gave? Nej! For alt i verden ville jeg da gerne have været alt det her foruden. Heldigvis har det jo "kun" været en psykisk modstand, jeg har mødt – ikke en fysisk. Jeg har fundet balancen i livet, og det er jeg lykkelig for. 

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

LÆS OGSÅ: “Nu kan jeg se mig selv i spejlet og være glad og tilfreds”

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

Mille Dinesen, 42

Skuespiller bl.a. kendt for tv-serien "Rita" og "Nynne" (tv-serie og film, 2005-2006).

Deltager i "Vild med dans".

Snart filmaktuel i komedien "Swinger" og bogaktuel med "Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance", Lindhardt & Ringhof. Desuden på vej med netbaseret sundhedsportal under navnet "Balance by Mille Dinesen".

Bor i lejlighed i Brumleby på Østerbro i København med sin labradoodlehvalp Marlee.

Kæreste gennem ti år med Thomas Busch, kreativ direktør hos Carlsberg Group.
Parret bor ikke sammen.

"Min egen vej - inspiration til et sundt liv i balance"

"Min egen vej – inspiration til
et sundt liv i balance" af Mille Dinesen, Lindhardt & Ringhof, 208 sider, 249,95 kr.


Henter...