"Min søn skal ikke se sin mor blive slået ihjel - hverken på film eller på scenen"

- Jeg kan godt blive oprigtig bange, når jeg ser gyserfilm. Det kan faktisk nemt tage overhånd. Tankerne flyver af sted, og pludselig er jeg otte år gammel igen, og det føles utrolig mørkt, når jeg skal sove, siger Laura Bach.

Hun griner lidt af sig selv. For den 36-årige skuespiller er om nogen klar over, at det blod, hun ser i tv'et, kun er teaterblod, og at de myrdede vågner op, så snart kameraerne slukker. I 2011 havde hun hovedrollen i TV2's dramaserie 'Den som dræber', og hver søndag aften opklarede hun brutale mord på TV2 i rollen som vicekriminalkommissær Katrine Ries Jensen.

Serien blev vist midt i primetime, hvilket mange kritiserede, fordi de mente, at serien var for voldsom, og at den var yderst uegnet for børn. Den kritik er Laura Bach enig i, og hun har personligt nægtet sin otte-årige søn at se serien, ligesom hun også nægter ham at se med, når hun i øjeblikket står på scenen i forbindelse med det dramatiske teaterstykket "Manden der ville huske".

LÆS OGSÅ: "Min datter er mere knyttet til sin far end til mig"

- Min søn skal ikke se sin mor blive slået ihjel - hverken på film eller på scenen. Han ved godt, hvad jeg laver, men han får ikke lov at se mig optræde, hvis det handler om mord eller andre voldsomme hændelser. Det er der simpelthen ingen grund til. Børn skal have lov til at være børn og skal ikke konfronteres med en masse forfærdelige ting, som de skal tage stilling til. Det er ikke noget, han er blevet spurgt om. Det er mit valg, og jeg har besluttet, at han endnu ikke er gammel nok, siger hun.

Mørket fascinerer os
Laura Bach er uddannet skuespiller i England og i USA. Hun har blandt andet medvirket i tv-serierne' Ørnen' og 'Taxa', men rollen som Katrine Ries Jensen i 'Den som dræber' var hendes første hovedrolle. Med sit lange lyse hår og sine smilende, blå øjne, ligner hun ikke umiddelbart en hård kriminalkommissær, og det var faktisk også lidt uventet, at hun fik rollen.

- Jeg var overhovedet ikke, hvad de ledte efter. Det fik jeg at vide, da jeg fik rollen som Katrine Ries Jensen. De sagde, at jeg var et vanvittigt wildcard. Jeg ligner jo lidt en tepotte, så jeg forstår det godt. Men som skuespiller er det mit job at kunne påtage mig nogle karaktertræk, så jeg fremstår anderledes end i virkeligheden, siger Laura Bach.

Selvom Laura Bach især er kendt fra de dystre fortælleuniverser, er det ikke noget, hun søger bevidst. Hun er vild med at få seernes nakkehår til at rejse sig, men hun kan også godt lide at få folk til at grine, og til sommer giver hun sig for første gang i kast med at lave revy. Alligevel indrømmer hun, at det oftest er de barske historier, der vækker hendes interesse.

LÆS OGSÅ: Pia Allerslev: "Min datters tegning viste to børn og en far. Der var ingen mor"

- Jeg synes, at der er noget interessant i mørket. De uhyggelige fortællinger rummer en enorm melankoli og handler om de dæmoner, som vi alle sammen bærer rundt på. Det, synes jeg, er utroligt spændende. Jeg tror, at alle er fascineret af det mørke i mennesker og er nysgerrige efter at finde ud af, hvem der har gjort hvad og hvorfor, siger Laura Bach.

Flydende grænse mellem arbejde og privatliv
Laura Bach er klar over, at det er vigtigt at kunne holde arbejde og privatliv adskilt – især når hun på arbejdet bliver konfronteret med mordsager og død. Og egentlig synes hun, at hun er god til at lægge skuespillet til side, når hun har fri, men indimellem bliver grænsen mellem arbejde og virkelighed så utydelig, at det kan være svært at holde det adskilt. 'Manden der ville huske' er for eksempel baseret på en virkelig hændelse, hvor en 32-årig mand fra Aarhus i sygelig jalousi dræbte sin ekskone, hvorefter han glemte episoden på grund af hukommelsestab.

- 'Manden der ville huske' er en svær historie at fortælle, fordi det er sket i virkeligheden. Og fordi det stadig sker. Selve det at spille rollen som ekskonen, der bliver dræbt, er ikke barskt. Det er mit job. Men det er barskt, fordi jeg bliver nødt til at forholde mig til en forfærdelig historie og tage stilling til, hvordan verden er. Nogle gange slår det mig pludseligt, at de historier, som jeg lever af at fortælle, er virkelighed for nogle. Mens jeg står på scenen eller foran kameraet, sker de forfærdelige ting et sted derude.

Alligevel tager Laura Bach sine karakterers følelser på sig – også selvom det til tider er hårdt.

- Forståelse og indlevelse er en vigtig del af mit arbejde, og når jeg er i en proces og skal arbejde med en rolle, kan det godt påvirke mig. Det er en heftig oplevelse at leve sig ind i en karakter, som nogle forsøger at slå ihjel, og lige når man står i situationen, føles det som om, at det er virkelighed. Det rører mig selvfølgelig, siger Laura Bach, som er klar over, at det også er den følelse publikum søger.

LÆS OGSÅ: "Er jeg en blød mand? Ja. Det allerbedste er da at blive ramt emotionelt af noget"

- I virkeligheden går vi jo alle sammen og drømmer om at blive følelsesmæssigt berørt hele tiden. Vi er også bare pissebange for det, fordi det kan gøre ondt. Men hellere det, end ikke at føle noget. Det er derfor, jeg laver det, jeg laver.

Arbejdet må ikke fylde så meget, at man mister kontrollen
Ifølge Laura Bach er det netop, når skuespillerne slipper kontrollen, at skuespillet bliver interessant at se på. Kunsten er så at kunne lukke af igen, når man er færdig med scenen, og det er ikke altid nemt.

- Engang gik jeg grædende til frokost efter en optagelse. Vi havde fået en rigtig fin og meget ærlig scene i kassen. Men efterfølgende kunne jeg slet ikke lukke for følelserne. Jeg var simpelthen så ulykkelig, og det væltede ud af mig. Lige dér følte jeg mig ultra sårbar, og jeg blev nødt til at gå væk fra mine kollegaer og bare sidde for mig selv og være ked af det, så følelserne langsomt kunne forlade systemet. Sommetider bliver man ramt. Sådan er det bare.

Hvis det hele er ved at blive for meget, gælder det om at træde på bremsen, inden man kommer for langt ud. Og det er noget Laura Bach øver sig på. For selvom det er i orden at være ked af det, bliver man også nødt til at kunne lægge følelserne væk igen. Ellers bliver det 'for meget hoved oppe i egen røv', som hun siger.

- Når jeg forbereder mig til en rolle, kan jeg af og til gå rundt og have det lidt smådårligt og være fraværende uden helt at vide hvorfor. Min søn mærker det hurtigt. "Hallo mor, er du der?", siger han, og så ved jeg, at det er på tide at tage sig sammen. Så skriver jeg lidt i mine notesbøger og hakker lidt ekstra hårdt, når jeg skærer grøntsager til aftensmaden. På den måde kommer jeg af med nogle af mine følelser – og så er jeg klar til at være mor og spille kort med min søn igen bagefter. Det er vigtigt, at man ikke lader arbejdet fylde så meget, at man mister kontrollen og glemmer at tage ansvar for sit liv og dem, man holder af. Jeg vil gerne blive husket som den mor, der var til stede," siger hun.

LÆS OGSÅ: "Mobningen har i høj grad defineret, hvem jeg er"

LÆS OGSÅ: "Jeg har kraftedeme arbejdet meget – det har været dyrt på det personlige plan"

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: Det lærte jeg af at blive mor til et for tidligt født barn