Michaela blev mobbet: ”Jeg fik dagligt at vide, at jeg var grim og fed”

Har du ikke hørt, at man ikke skal rende med løs sladder? spørger kvinden på Facebooktråden.

Kort efter har en anden kvinde givet hende en tommelfinger opad.

Modtageren af spørgsmålet er 40-årige Michaela Heller-Njor, som jeg gik i gymnasiet med.

Jeg læste med på tråden i efteråret, da de diskuterede noget på vores årgangs lukkede Facebookgruppe, hvor tonen blev hårdere og hårdere mellem Michaela og hendes opponent. Skældsord, som ikke var særligt klædelige for kvinder i deres voksenliv.

Men det mindede mig meget om dengang, vi gik i gymnasiet, og jeg genkendte tonen og den person, tonen altid var rettet mod: Michaela.

– Hvorfor er vi ikke kommet videre, spurgte hun igen og igen ud i det forum, hvor en enkelt mobbede hende, en anden vendte tommelfingeren opad, og resten af os gemte os bag computerskærmen.

Jeg ved ikke, hvad de andre bag skærmene tænkte, men undervejs fik jeg det skidt med det opslag, og jeg overvejede at gå ind i tråden og sige "Stop nu, venner", men jeg havde simpelthen ikke lyst. I stedet skrev jeg en privat besked til Michaela, som jeg ikke havde haft kontakt til i 20 år:

Glem hende. Kram.

Der stod ikke ret meget andet, men jeg kunne mærke på Michaelas hurtige svar, at hun var glad for den ringe trøst, og sådan fik vi kontakt igen.

LÆS OGSÅ: 11 mødre viser deres strækmærker frem på Instagram

De sidste minder

Det er mandag morgen, da jeg ruller ind på en lille gårdsplads i Fensmark, tæt på hvor vi gik i skole sammen for snart 20 år siden. Michaela har sagt, at hun gerne vil stille op til interview og fortælle om mobningen – dengang som i dag.
Jeg har ransaget min erindring for minder om hende og dengang. Først og fremmest dukker mindet om en stor pige på forreste række op. Hun var ikke bare stor. Hun var også lærerbarn. Og hun sad ikke på første række af lyst, men fordi vi på midterste og bageste række ikke lod hende sidde der sammen med os.

Sidste gang jeg så hende var til hendes studenterfest. Vi skulle køre i vogn ud til hendes forældres hus, og hun var – ikke tilfældigt – den sidste på listen. Da vognen kom derud, var stort set alle stået af, fordi de ikke gad tage hjem til Michaela. Jeg kan huske, jeg tog med sammen med et par andre, fordi vi syntes, det var synd for hende og hendes forældre, hvis der ikke kom nogen. Vi var sejlende fulde, så hvad gjorde et par ekstra øl, tænkte jeg.

Siden den dag har jeg ikke set Michaela. Jeg ved fra Facebook, at hun ligesom jeg er blevet mor, har fået et hjem og taget en uddannelse.

Michaelas liv er børnene Siemen og Saga, hendes mand og deres fælles hjem: et håndværkertilbud på Sydsjælland.

Lærerens datter

Hun ligner ikke en, der bærer nag, da hun åbner døren, smiler, beklager rodet, brygger kaffe og genner hunden ud i haven. Hun ligner faktisk mest af alt sig selv. Vi tager udgangspunkt i debatten for et par måneder siden, hvor det gik op for mig, at Michaela stadig – 20 år efter vores skoletid – bliver mobbet af de samme mennesker, mens de samme mennesker ser til.

– Jeg var jo lærerens datter. For nogle børn er det en god ting, for andre er det ikke. For mig var det ikke en god ting, advarer Michaela forud for sin fortælling.

– Det startede på dag tre, kan jeg huske. Der var nogen, der afleverede et falsk kærestebrev til mig i skolen. Det skulle kun bruges til at grine af mig, og så kørte den ellers derfra, husker hun om sin skoletid.

Michaela var blevet mobbet allerede i de første år i folkeskolen, så flyttede hun skole og fik fred, men da hun startede i gymnasiet på samme skole, som jeg gik på, tog mobningen til igen.

– Det var alt fra at blive skubbet, peget af og grinet af. Jeg oplevede, hvordan alt kunne blive til et emne for mobning. Hvis jeg havde præcis den samme kjole som de andre piger, var der noget galt med kjolen. Den var for grim, for billig eller købt det forkerte sted.

Et af de mange minder om mobning var til skolekomedien, hvor Michaela havde fået to replikker. Under en af prøverne stod hun klar på scenen.

– Pludselig var der nogen, der hviskede i kulissen, at jeg var grim, dum, fed eller sådan noget. Jeg tabte tråden i et par sekunder, og mens jeg samlede mig, var der en af drengene i salen, der råbte op på scenen: "Du kan sgu da heller ikke finde ud af noget som helst".

LÆS OGSÅ: Måske er det okay at have (meget) lidt sex

Hvor var jeg?

På et tidspunkt var mobningen så slem, at Michaela oplevede, at selv lærerne gik med på den.

– Der var en tysklærer, som var slem. I skoleårets første time fik vi uddelt tyskbøger. I min bog havde nogen oversat hele teksten med blyant. Jeg gik i gang med at viske ud, men han misforstod mig og troede, at jeg var i gang med at skrive i bogen. Han hev mig op foran hele klassen, som i forvejen var i mod mig, og skældte mig ud, siger hun og tøver.

– Puh, jeg kan godt mærke, det trækker tårer det her, siger hun og tørrer øjnene.

– Jeg fik dagligt at vide, at jeg var grim og fed, og at jeg ikke havde de rigtige ting. Jeg var ikke klog nok, ikke god nok og ikke pæn nok. I dag ville det ikke røre mig, hvad andre synes om mit tøj, men når du hver dag mødes af folk, der hvisker "har du set...", når du går forbi, kan du til sidst ikke give slip på tankerne om, at du vitterligt ikke er god nok.

– Når de andre spurgte mig, hvorfor jeg overhovedet var i live, kunne jeg også godt selv komme i tvivl.

Indtil videre har Michaela ikke nævnt mig, og måske har jeg ret i min formodning om, at jeg ikke var en af dem, der mobbede. Men jeg har sagt til Michaela, at hun gerne må være ærlig, og det er hun.

– Jeg kan huske engang, jeg havde inviteret til fødselsdag, men halvdelen af klassen kom ikke. Jeg gik ud i køkkenet til min mor og var ked af det. Hun sagde, at jeg skulle fokusere på dem, der var kommet. Det har jeg båret med mig siden. Du var der også. Du havde en deodorant med til mig. Jeg pakkede den ikke ud med det samme, så du kiggede på mig og spurgte lidt spidst, om den ikke var god nok?

Jeg må indrømme, at jeg hverken kan huske fødselsdagen, deodoranten eller bemærkningen, og jeg kan da slet ikke genkende mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg selv spillede en rolle i mobningen, men jeg er åben for, at hun måske vil anklage mig for netop det i dag. Jeg er nødt til at tage mig sammen og spørge hende: Var jeg også med?

Hun smiler, kigger ned i sofaen og nikker.

– Ja, Marie, du pegede også fingre af mig, selv om du ikke var den værste. Men du kan nok ikke huske det, fordi det ikke gjorde ondt på dig. Mobning gør kun ondt på modtageren, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

I skudlinjen igen

For Michaela Heller-Njor stoppede mobningen ikke i skoletiden. For ti år siden kom Facebook ind i vores liv, og med den var mobberne pludselig tilbage og havde igen Michaela, som i dag er 40 år, i skudlinjen. Nogle gange var det sårende bemærkninger, som at hun løb med sladder. Andre gange var det bare en mur af tavshed på hendes opslag. Nogle få gange har mobningen været så langt inde i hendes privatliv, at hun er blevet såret og rasende.

– De begyndte at ramme mig via mine børn. Min søn var på et tidspunkt meget syg. En af pigerne, vi gik i klasse med, skrev til mig, at hun var bekymret, og at nogen burde tage sig af min families problemer. På et tidspunkt skrev hun endda, at det måske var mig, der gjorde mine børn syge, husker Michaela.

En anden situation var meget værre, for her tog en person – anonymt – affære og kontaktede myndighederne.

– Der var en jul, hvor vi sad om bordet og hyggede os. Normalt drikker jeg ikke, men den aften var humøret højt, og jeg havde fået et halvt glas rødvin. Saga var ikke engang et år gammel, og på et tidspunkt hældte jeg saftevand i hendes sutteflaske og sagde "Så har du også fået din rødvin".

Billedet af den glade pige med sutteflas­ke og kommentaren om Sagas rødvin røg på Facebook som en sjov bemærkning til aftenen, men få dage senere var smilene stivnet.

– Jeg blev kaldt til møde i kommunen. De ville vide, om vi virkelig gav vores barn rødvin. Der var nogen, der havde angivet os anonymt, og jeg er ret sikker på, at det er den samme, som havde skrevet til mig tidligere.

Sagen blev henlagt som chikane, men kort tid efter var den gal igen.

– Jeg havde lagt et billede på Facebook af mine børn. Siemen var i bad, og uden jeg havde set det, var Saga kravlet ind i brusekabinen med tøjet på. På billedet sidder Siemen bagerst uden tøj på, men fordi Saga sidder foran ham – med tøj på – kan man ikke se hans krop. Kun hans arme og ben.

Alligevel blev billedet anmeldt – igen anonymt – til Facebook som børneporno.

Jeg har stadig svært ved at huske, at det var så slemt. Jeg kan simpelthen ikke huske alle de ord, som er blevet hvisket til den store pige på første række.

– Nej, du kan ikke huske det, for det sætter ikke spor i afsenderen eller i dem, der kigger på. Men mobning sætter spor for evigt hos dem, der udsættes for det. At sende lorten af sted tager et øjeblik for afsenderen, men den er hos modtageren resten af livet, siger Michaela, som senere selv er blevet skolelærer og har set mobning i praksis blandt sine elever.

– Jeg kan godt se, at nogle børn mobber, fordi de har brug for at udstille andre for at hævde sig selv. Men hvad får en voksen kvinde til at sidde på Facebook 20 år senere og kalde mig "en skide førtidspensionist", spørger Michaela retorisk.

Netop det spørgsmål har hun i de seneste måneder stillet til sin plageånd. Hun har aldrig fået svar.