"Kære Isabella og Alexander, jeg elsker jer over alt andet her i livet og er ked af, at jeg ikke er hos jer mere..."

"Kære Isabella og Alexander, jeg elsker jer over alt andet her i livet og er ked af, at jeg ikke er hos jer mere..."

Hvordan indleder man et afskedsbrev til sine børn? Kan man overhovedet skrive sådan et brev? Thomas Kristensen kunne ikke. Alt i ham skreg, at det var helt, helt forkert, for selvfølgelig skulle han ikke dø fra sine børn. De havde brug for ham. Han skulle blive hos dem mange, mange år endnu.

Thomas Kristensen er jagerpilot. Han er en af de F-16-piloter i Danmark, der har allerflest flyvetimer bag sig, og han har været i krig fire gange. Balkan. Afghanistan. Libyen. Og Irak. Han har smidt bomber, og han har slået mennesker ihjel. Fordi det er hans job. Fordi han har udført de opgaver, som den danske stat har bedt ham og hans kollegaer om at udføre. Men Thomas er også far til tvillinger på 11 år, og netop børnene har ændret hans syn på livet og det job, som ellers var hans identitet helt ind i sjælen. Tidligere skulle han bare tage vare på sig selv, sådan er det ikke længere. Hans nye bog, "Kysser himlen", er da også dedikeret til de to børn, for det var faktisk afskedsbrevet, som han forsøgte at skrive til dem i 2011 – da han igen var på vej i krig – der blev det afgørende afsæt for bogen. I stedet for at skrive det brev, som han slet ikke kunne få ned på papiret, har han valgt at fortælle hele sin historie, så børnene en dag – når de er store nok – kan læse, hvem deres far er, hvad han har oplevet, og hvad han har været drevet af.

Alle, der har set 80'er-filmen "Top Gun" med Tom Cruise i hovedrollen som den lækre, hårdkogte og alligevel følsomme jagerpilot Maverick, ved, at livet i cockpittet på et jagerfly ikke er for tøsedrenge. Som ung og lidt famlende gymnasiedreng så Thomas da også filmen i Amager Bio med en stille drøm om at bytte plads med Maverick. Både på grund af jagerflyet, men i høj grad også fordi Maverick kørte motorcykel og kyssede piger. Da studenterhuen var i hus, søgte Thomas ind som reserveofficer for at følge i sin fars fodspor, og efter to år i militæret så han tilfældigt en hverveplakat for Flyvevåbnets pilotuddannelse. Han søgte, kom ind og begyndte sit liv som pilot for 26 år siden. Et liv, han hurtigt kom til at elske på grund af sammenholdet med sine kolleger, det vilde byliv, pigerne og rushet ved at flyve.

– Cockpittet i en F-16 er ganske lille, det er, som om man nærmest tager flyet på. Man sidder behageligt 30 grader tilbagelænet for at kunne modstå alle de G, sådan et fly kan trække, og alt kan stort set betjenes via gashåndtaget og styrepinden. Kigger man tilbage, kan man se halen på flyet, og kigger man frem og ned, er det simpelthen den mest fantastiske udsigt i verden. Det er et visuelt rush, når man popper op gennem skyerne, bum, og så ligger solen der og lyser på det hvide "landskab". Eller som forleden, hvor jeg fløj sent hjem fra Bornholm, og solen var på vej ned. Det der orange skær i vandet, som gør, at skyerne får samme farve på undersiden... jeg får kuldegysninger bare at tænke på det. Det er en ekstrem følelse af at være til stede i nuet. Man lever bare.

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

En fornuftig justering

Livet på pilotuddannelsen smagte allerede lidt af "Top Gun".

– Det var da totalt wild boys. Vi boede tæt på hinanden, vi var unge, og vi fik et helt unikt sammenhold på flyvestationen. Du tager på arbejde med de mennesker, du flyver jagerfly med dem, nogle gange går du i krig med dem, du tager på ferie med dem, du handler ind med dem. De blev som en familie nummer to. Det er folk, jeg stadig har kontakt med, og som, jeg ved, vil stå der for mig, hvis jeg pludselig ligger ned. Ligesom jeg vil stå der for dem.

Dine forældre og andre venner, var de bekymrede for det vilde liv og de mange hestekræfter?
– Min mor har sikkert syntes, det var en ufattelig dårlig idé, at jeg skulle ind og flyve på hovedet. Men vi er jo veluddannede til at lave det, vi laver. Man kan sige, at går det galt, så går det rigtig galt og ser grimt ud. Men i og med, at man kun tager toppen af poppen, når man vælger jagerpiloter, så er det altså ret dygtige folk, man sender i luften. Og ja, min mor ville nok også have haft bekymringer, hvis jeg var blevet grønthandler, ha, ha.

Og hvad med dig selv, har du aldrig været bange?
– Nej. I min tid er der da folk, der er drattet om eller er fløjet i jorden, men jeg har aldrig haft det sådan, uh, det kunne også være mig. Jeg oplevede dog helt klart en ændring, da jeg blev far. Hvor jeg før gik til kanten og måske lidt længere engang imellem, så tænker jeg i dag, okay, måske ikke helt så hurtigt. Måske ikke helt så lavt. Måske ikke helt så vildt. Det er en ubevidst ting. Noget, der bare sker. Ligesom man holder op med at drikke og gå i byen på sammen måde som før. Der sker en fornuftig justering.

Hvornår gik det op for dig, at det også kunne være et meget alvorligt arbejde?
– Det var i 2002, hvor vi skulle i krig i Afghanistan som reaktion på 9/11. Inden vi skulle på vingerne, fik vi en efterretningsbriefing af en amerikansk seniorsergent. Han sluttede af med at sige: "I skal bare vide, at hvis I kommer ned på jorden og bliver taget til fange af Taleban, så bliver I slået ihjel." What? Det er sgu da ikke fair, tænkte jeg, og det var faktisk en stor stressfaktor for mig de næste dage, hvor jeg sov meget dårligt. Jeg blev klar over, at den "støj" kunne jeg ikke have, hvis jeg skulle kunne performe max, så jeg fik den brillante idé at fylde lommerne i min vest med en masse ekstra magasiner til min pistol. De andre grinede af mig, men jeg tænkte: Står jeg på jorden dernede, og kommer der en med sandaler og en AK-47 Kalashnikov, så skyder jeg ham. Jeg vidste, jeg var pissedårlig til at skyde, og at jeg måske aldrig ville gøre det, men det gav mig alligevel en eller anden form for tryghed.

Men havde du ikke fra starten vidst, at dit job kunne indebære sådan en fare?
– Jeg havde accepteret, at ja, jeg kan blive skudt ned med mit fly, men at man bare kunne blive plaffet ned, hvis man stod på jorden – nej, det havde jeg ikke tænkt. Jagerpiloter er flasket op med rules of engagement. Hvis du ikke er sikker, kaster du ikke den bombe. Og vi gør alt, hvad der er teknologisk og menneskeligt muligt for at undgå, at civile kommer til skade.

LÆS OGSÅ: Hotelkongen: Hvad betyder millioner af kroner, når ens kone er dødeligt syg?

Prisen på mælk...

Thomas fortæller, hvordan han føler sig frakoblet virkeligheden i Danmark, når han er i krig. At det var skræmmende i sin tid at kaste den første bombe, men hvordan det at kaste bomber på en eller anden måde bliver den aktuelle virkelighed. Han forstår godt, hvordan og hvorfor forråelse af mennesker opstår, når de befinder sig for længe i ekstreme situationer, og han er glad for, at man som pilot kun er ude på mission i begrænsede perioder. Alligevel har han oplevet, at det hele blev for meget.

– I 2011 havde vi været på tre missioner inden for en uge, og jeg havde set mere ødelæggelse, end jeg næsten kunne rumme. Da jeg fløj tilbage mod basen, tænkte jeg over, hvad vi egentlig havde gang i. Samtidig fik jeg øje på en bananflue til højre for mig. Normalt ville jeg have klasket den med det samme, men ikke denne gang. Jeg tænkte: "Du får lov til at leve, der er ikke mere, der skal dø i dag." Jeg var simpelthen fed up og følte mig helt tom indeni. Jeg tør ikke tænke på, hvilket menneske, jeg ville være blevet, hvis jeg havde været udsendt på den måde i længere tid.

Hvordan er det at komme hjem til familien efter sådan et oplevelse?
– Jeg har en omstillingsperiode, når jeg kommer hjem, hvor jeg bare er glad for at være i live. Samtidig kan jeg i de første par uger have meget svært ved at høre på små problemer. Vaskemaskinen, der ikke virker. Det roder i stuen. Mælken er steget til 15 kroner. Jeg får det sådan, hør her, jeg har været i krig, jeg er blevet skudt på, jeg gider ikke høre på det...

Men det kan du vel ikke tillade dig i længden?
– Det gør jeg heller ikke. Det er kun lige i begyndelsen. Så vænner jeg mig jo til den normale virkelighed igen.

Hvordan kan du håndtere tanken om, at du slår ihjel?
– For det første fordi jeg mener, det er det rigtige, vi gør. Jeg ved, at vi overholder alle spillereglerne, og er jeg i tvivl, smider jeg ikke bomben. Der er ikke noget pres på mig for at skulle kaste en bombe overhovedet. Der er et pres på mig for at gå ud og gøre det rigtige. Det gør det også nemmere, at "min krig" foregår på en lille skærm. Jeg kan ikke høre folk skrige på deres mor. Jeg kan ikke lugte døde eller se arme og ben ryge til højre og venstre. Jeg ved godt, hvad der sker, men mine sanser er ikke påvirket på samme måde som soldaternes på jorden. Derfor er det nemmere at have en distance til det. Men jeg må samtidig sige, at jeg ikke kan stå ud af flyveren og gå direkte hen og ringe hjem til familien. Pulsen skal lige ned, før jeg kan se mine børn på Skype.

Og hvordan er det så at se sine børn på skærmen, når du ved, at du måske lige er kommet til at ramme en far til to?
– Jeg får helt klart sådan nogle flash, hvor jeg tænker, jeg håber ikke, jeg har slået en eller andens far ihjel dernede. De, der står og skyder mod os, de kunne være blevet hjemme. De ved, hvad de går ind til, ligesom jeg ved, hvad jeg går ind til. Vi gør ekstremt meget for at undgå at slå uskyldige ihjel, men det kan være, at vi har et meget højt prioriteret mål, hvor lige præcis de fem mest grumme mænd er, og så er der måske også et par chauffører... Så ja, jeg får de flash, men jeg kan ikke bruge dem til noget. Jeg ved godt, at der er mennesker nede på jorden, som bliver ramt, men langt, langt de fleste gange er det ikke personer, vi er ude efter, men bygninger.

Men i mange bygninger er der jo mennesker?
– Ja, for der ligger jo en snigskytte derinde og skyder, men jeg har ikke set ham.

Nej, men du ved jo, at han er der – og måske er der også andre?
– Mit target er en bygning. I mit hoved er det bare sådan. Vi sidder heller ikke og tæller, hvor mange bomber vi har kastet.

Hvad vil du sige til dine børn, når de en dag spørger dig, om du har slået nogen ihjel?
– Formentlig.

Er det det, du vil svare?
– Ja. Men det er jo ikke mig, der har slået dem ihjel. Det er den danske stat, der har besluttet, at vi skal gå i krig. Og den danske stat består af de mennesker, vi har stemt på, og som vi har vedtaget skal styre landet. De har godt nok brugt Flyvevåbnet og nogle redskaber, der hedder F-16, og ja, jeg har tilfældigvis fløjet en af dem, men jeg har ikke et personligt forhold til det. Hvis staten ikke havde bedt mig om at udføre den opgave, havde jeg aldrig gjort det.

LÆS OGSÅ: Kvinderne strømmer til Lailas branche

Hjulpet af NLP

Krig, død og ødelæggelse er langt væk her og nu, hvor Thomas sidder i sit og ægtefællens skønne, store køkken med en kop te. Da hans kone kommer hjem midt i det hele, er snakken lige faldet på netop hende og hendes tanker om, hvordan det er at have en mand, der flyver med to gange lydens hastighed og tager i krig. Thomas er overbevist om, at hun ikke er særlig bekymret, men kalder alligevel på hende, så hun selv kan svare. Og jo, hun er bekymret. Særligt efter de har fået børn.

Taler I om risikoen for, at du kan dø, når du tager afsted?
– Nej. For jeg kommer hjem igen. Det er min helt klare indstilling. Jeg ved, det er farligt, men jeg tænker ikke for meget over det. Det dur ikke. Og det er i virkeligheden langt mere farligt at køre på motorvejen.

Har du aldrig oplevet uheld?
– Jo, jeg havde en voldsom landing i 2005, hvor begge hovedhjul sprængtes. Det kunne være gået helt galt. Det sad i mig i lang tid, og det irriterede mig. Helt tilfældigt kom jeg på et NLP-kursus med en af mine kammerater. Jeg anede ikke, hvad Neuro Linguistic Programming var, men jeg tog med, selvom jeg var skeptisk. Vi lavede nogle mentale øvelser, som gik ud på at genopleve ubehaget og derpå finde nogle ressourcestærke følelser, som kunne have gavnet i situationen. Det lyder helt vildt, men det virkede, og fra det øjeblik var tankerne om uheldet væk.

Hvad har det betydet for dig at lære om NLP?
– Det har gjorde mange ting ved mig og min identitet. Før havde jeg det sådan: Jeg ER jagerpilot. Via NLP begyndte jeg at tænke: Hvis jeg ikke er jagerpilot, er jeg så ingenting? Jeg nåede frem til, at jeg først og fremmest er Thomas. Jeg er far. Jeg er ægtemand. Og ja, så flyver jeg F-16. Hvis jeg en dag ikke flyver mere, så gør jeg noget andet. Det var en hel befrielse pludselig at tænke sådan. Verden går ikke under, når jeg en dag ikke flyver mere.