Mor uden mave 3: ”Ikke et øjeblik var det faldet mig ind, at Sidsel gik rundt i IKEA med en frygt for at miste barnet”

Jeg hedder Kristina. Jeg er 31. Jeg er journalist, lærer, sprognørd og rejsetosse. Jeg er biseksuel. Jeg er gift med Sidsel. Snart er jeg også mor – og så alligevel ikke. For det er ikke mig, der bærer barnet. Det er ikke mig, der skal leve med kvalme og overhængende fare for at kaste op ud over kollega eller computer. Det er ikke mig, der får trang til obskure sammensætninger af livretter, og det er heller ikke mig, der om seks måneders tid skal presse noget alt for stort ud af en alt for lille åbning. Jeg bliver mor uden mave.

At være i IKEA med sin gravide kone tager shopping til helt nye dimensioner. Det måtte jeg sande, da vi forleden begav os derud for at finde en ny seng. Bedst som jeg troede, vi havde løst opgaven uden en masse ekstraindkøb, og jeg havde været den gode kæreste og afværget diverse potentielle hormonkriser, ledte pilene på gulvet os direkte ind i helvedes forgård: Børneafdelingen.

Her tog tingene en mere alvorlig drejning. Sidsel blev stille og begyndte at gå rundt mellem tremmesenge og pusleborde, mens jeg fortsatte mod udgangen. Det skal her tilføjes, at Sidsel normalt er enormt utålmodig, når det kommer til at shoppe – det plejer at være hurtigt ind og hurtigt ud, grib det første og bedste. Så da hun endnu ikke var kommet ud af børneafdelingen efter ti minutter, gik jeg tilbage og fandt hende med blanke øjne og et babytæppe i hånden. Er det okay at købe noget nu? spurgte hun mig, og lige der forsvandt alt omkring mig, og jeg blev en geleklump af kærlighed og tristhed.

LÆS OGSÅ: Mor uden mave 1: Kristina skal være mor - men det er hendes kone Sidsel, der skal føde barnet

Tro, håb og frygt
Ikke et øjeblik var det faldet mig ind, at Sidsel gik rundt i IKEA med frygt for at miste barnet, på trods af at hun jævnligt har fortalt mig om netop dén frygt, og jeg har beroliget hende efter bedste evne.

Vi havde aftalt, at vi ikke ville købe babyting og begynde at lægge en masse planer, før der var gået tre måneder, og risikoen for spontan abort dermed var noget mindre. Det viste sig at være langt lettere, end vi havde forestillet os, for ingen af os var tilnærmelsesvis i noget, der mindede om redebygningstilstand. Da de tre måneder var gået, og vi offentliggjorde graviditeten, var det for mig også en eller anden form for konstatering af, at okay, nu er der et barn på vej – selv om det der babynoget stadig lå (og fortsat ligger) mig meget fjernt. Og jeg gik egentlig bare ud fra, at det var det samme for Sidsel.

På sin vis var det da også det samme for hende, for hun fik ligesom jeg en stigende tro på, at det her ville munde ud i et barn. Men mens den tro gav mig ro, har det uden tvivl været mere ambivalent for Sidsel. For en større tro på, at det kunne lade sig gøre, har måske nok betydet en mindre konstant frygt, men til gengæld er frygten blevet intensiveret, når den så er dukket op, for nu er det pludselig ikke et diffust foster, men et voksende barn, vores barn, hun er begyndt at knytte bånd til. Og derfor har hun, både bevidst og ubevidst, prøvet at holde tanken om fosteret som et virkeligt menneskebarn på afstand – lige indtil nu.

Jeg ville også blive knust, hvis der gik noget galt nu, og vi mistede barnet, og den frygt har da også stukket hovedet frem hos mig. Men den fylder ikke; den er en sjælden gæst på et ubehageligt, men kort visit. Sidsel har langt mere komplicerede tanker og følelser i forhold til graviditeten og barnet, end jeg nogensinde kommer til at have, endsige at kunne forstå. Den spontane abort, hun havde før denne graviditet, har sat dybe spor og gjort det hele endnu mere usikkert for hende, og selvom man måske kunne fristes til at tro (eller blot ønske), at man som kvinde har en eller anden form for instinktiv forståelse for noget så unikt kvindeligt, graviditet og abort, så er det bare overhovedet ikke tilfældet for mig.

LÆS OGSÅ: ”Alle har en forventning om, at jeg er helt oppe i skyerne og tænker på baby hele tiden”

To forskellige steder
Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i det, uanset hvor meget jeg prøver, og det får mig til at føle mig som lidt af en lort, at jeg bare render rundt i min egen lille boble, mens hun skal gennemgå noget så hårdt. Mest af alt gør det mig virkelig, inderligt trist.

På den anden side må jeg jo acceptere, at det er en af de ting i livet, man simpelthen ikke kan forstå uden at have oplevet det på egen krop, selvom det er pissesvært at føle sig magtesløs. Men jeg kan ikke gøre andet end at være bevidst om det og spørge, når jeg fornemmer noget, og så støtte efter bedste evne.

Alt det gik op for mig, som vi stod der i børneafdelingen og lige så vel kunne have været de to eneste mennesker på jorden. Efterhånden kom der igen volumen på verden omkring mig, og da Sidsel fik bekræftet fra både sig selv og mig, at det var helt okay at købe babyting, gik vi en tur rundt i afdelingen. Vi snakkede om, hvad man mon reelt har brug for, og hvad der bare er gejl, og efterhånden blev Sidsel mere grebet af det og pegede begejstret nogle ting ud.

Jeg prøvede virkelig at engagere mig, det sværger jeg, men det er bare, som om min koncentrationsevne i forhold til baby er ret underudviklet. Og da vi nåede til området med reoler og kommoder, blev det helt klart, at vi er to forskellige steder i hele den her proces. For mens Sidsel gik og overvejede, hvilken seng der ville passe ind i børneværelset, så var mine tanker et helt andet sted, da jeg spottede en reol med kasseskuffer. Sidsel kiggede spørgende på mig, og jeg kunne jo kun konstatere det – for mig – åbenlyse: At den reol da ville være perfekt til affaldssortering. Og så brød vi sammen af grin og forlod IKEA nogle erkendelser samt et babyhåndklæde og en sovepose rigere. Sengen må vente til næste gang...

LÆS OGSÅ: 21-årige Julie vil steriliseres

LÆS OGSÅ: Pia oplevede et mareridt, da hun fik sit første barn

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far