Indretning
Foto: Pernille Kaalund/Pernillekaalund.dk
BoligLiv

Indretning

Ny duft i parfume fabrikken

Del på

I en tidligere fabrik på Christianshavn har en familie på fem slået sig ned og omdannet de rå lokaler til et varmt og indbydende hjem med plads til leg og gæster.

Af Louise Kamman Riising/Heyhome.dk 27.mar.2016 Nyt


Jeanette på et fund fra dba.dk, en Eames stol. Pendlerne er fra New Works, og maleriet har Rune malet. Det forestiller Sofus, parrets ældste søn.

HVEM: Jeanette Rosenberg Daugaard, læser kunsthistorie/design, og Rune Lindequist-Sørensen, grafiker og tatovør. Desuden deres tre børn, Sofus på 12, Vigga på 9 år og Lily på 6 år – og kaninen Ramona
HVAD: Stuelejlighed på 140 kvadratmeter i en gammel parfumefabrik
HVOR: Christianshavn, København

Når man som Jeanette Rosenberg Daugaard er bidt af indretning og tilmed læser kunsthistorie med fokus på design på universitetet, ved man et og andet om møbeldesign. Og det kan ikke undgå at smitte af på indretningen af hjemmet. Men det er ikke de udødelige, dyre klassikere, familien slænger sig i, for med tre børn skulle der tænkes kreativt og pratisk, da de 140 kvadratmeter nedslidte fabrikslokaler skulle indrettes. Lejligheden ligger i stueplan med udgang til gården, og lokalerne har igennem tiden fungeret som kiksefabrik, rationeringsmærkekontor og senest som parfumefabrik, og bar i den grad præg af tidens tand, da familien fandt den. Men det åbne rum med industrielt look havde masser af potentiale, og ideen om at skabe et hjem ud af ingenting trak i både Jeanette og Rune.

Sans for genbrugsguld
Fornemmelsen af åbenhed er bevaret med store døråbninger uden synlige døre. Lejligheden er dog delt op i sektioner, så f.eks børnene har deres eget område.

– Vi elsker den uhøjtidelige måde at være sammen på, når vi alle er hjemme. Man kan være i gang med sit eget projekt og samtidig se og høre hinanden, siger Jeanette. De åbne rum medfører dog, at der skal være en slags harmoni mellem alle rum. – Og det kan til tider være en svær balance at få pigeværelset til at matche stuen, griner Jeanette. Familien holder også af den afslappede atmosfære på Christianshavn, som har inspireret og hjulpet dem i deres byggeprojekt. Således har de byttet møbler med naboen, fundet gode ting på baggårdsloppemarkeder og klunset genbrugsmaterialer og møbler i Den Grå Hal på Christiania. Der er nærmest gjort en dyd ud af at indrette med møbler, der er billige og bæredygtige.

– Jeg har en god evne, ja, næsten en sjette sans for at spotte genbrugsguld på dba.dk. Jeg kunne meget nemt ryge i designerfælden og bare indrette med, hvad der lige er oppe i tiden, men heldigvis har de mange år på SU-budget gjort, at jeg sætter pris på ting med personlighed, humor eller bare en flot patina, fortæller Jeanette.

Plads til alle
Hvis møblerne ikke allerede har lidt knubs, inden de kommer inden for hjemmets fire vægge, så får de det hurtigt, understreger Jeanette. Hun er ofte hjemme, og børnenes skole ligger lige i nærheden, så deres venner kommer tit forbi om eftermiddagen.

– Der bliver både cyklet, skatet og løbet på rulleskøjter gennem stuerne. Her skal være plads til alle, små som store, og jeg gider ikke være sart og løbe rundt med en støvekost, siger Jeanette.

– Vi bruger hver en kvadratmeter. Her kan vi holde en kæmpe børnefødselsdag for en hel klasse eller bare lade kaninen Ramona hoppe rundt. Og vi kan flytte sofamøblerne sammen, så fem ekstra mennesker kan sove her. Det er definitionen på et hjem for os, smiler hun.



Stuen kan på kort tid omdannes til ekstra sovepladser, når sofa, lounge og puf rulles sammen. Alt er fra Hay, men fundet til en god pris på dba.dk. Sølvpendlerne er fra Tom Dixon, og reolen fra Muuto er en udstillingsmodel fundet hos Magasin.

IDE
Puderne er hjemmesyede og ‘malet’ med klorin for at skabe struktur og farvespil.


Det markante køkken fra Køkkensnedkeren er spottet som en udstillingsmodel ligesom lamperne af Tom Dixon og den lille hund på gulvet. Grafittimaleriet uden for vinduet forestiller familiens mellemste datter Vigga og er malet af Rune selv.

IDE
I store åbne alrum kan det skabe hygge at markere et område ved f.eks. at male en del af gulvet som her, hvor gulvet i spiseafdelingen er hvidt.


Der er en smule italiensk stemning over gården, som køkken-alrummet vender ud mod. Om sommeren mødes naboer og venner til kaffe og grill her.


Spisestuen ligger med udsigt til den hyggelige gård. Bordet fra Fredericia Furniture er købt på auktion. De sorte ‘skolestole’ er et fund fra dba.dk. Det sorte skab er et af tre, som Rune kom hjem med fra en butiksrenovering. De er alle blevet malet og har fået hjul på.


Smukke grene og umage lysestager skaber fint liv på toppen af et rosa skab. Lysestagerne er købt hos Søstrene Grene, og vasen er fundet på et loppemarked.


Den sorte stol er en prototype og fundet på dba.dk. Det fritstående køleskab fra Smeg er selvfølgelig også sort, så det matcher køkkenelementerne. De sjove figurer har børnene produceret.

IDE
Opslagstavlen har familien lavet af en MDF-plade og korktapet fra Retro Villa.


Lejligheden fungerer som et stort åbent rum med kig til de forskellige zoner. Den cool brændeovn fra Hvam er fundet på dba.dk. Det rosa skab er et af dem, som Rune har klunset sig til og malet. Den grå puf er fra House Doctor.


For at udnytte pladsen optimalt på Sofus’ værelse har familien bygget en hems. Under den står et skrivebord på bukke fra Ikea. Stolene er alle købt på dba.dk og er dels en skolestol i grøn, en Eames kontorstol og en gammel kontorstol fra Kevi. Mosaikkerne på væggen er fra Ikea.

IDE
Brug OSB-plade som sengegavl eller skrivebordsplade for en rå effekt.


Sofus’ værelse fungerer som en ekstra stue, og der kommer ikke fodboldplakater op derinde, så længe lejligheden er uden døre, bedyrer Jeanette! Det markante vægur stammer fra facaden hos en marskandiser. Futonmadrasserne giver plads til, at Sofus’ venner kan overnatte.


Pigerne har også en dejlig hems af familiens eget design, skåret ud af krydsfiner og belagt med hyldepapir. Under den står en ekstra seng og et skrivebord til Vigga på ni år. Bordet er bygget af brædder fundet på gaden.

IDE
Hemse er gode fordybelses- og frirum for børn, hvis de deler et værelse.


Familiens døtre, Vigga og Lily, deler værelse. Brugte reoler fra Atbo giver plads til masser af legetøj. De fine dukkehuse er malet, så de passer til lamperne og tæppet fra Hay. Det meste herinde er fundet på dba.dk


1. Urter ved hånden
Familien elsker at lave mad, og med krydderurteholderne fra Menu hængt op ved vinduet har de altid friske krydderurter at frådse i.


2. Cool bad
Badeværelsets lækre look understreges af den kobberfarvede pendel – som er fundet i Netto og forsynet med en glødepære. Badekarret er fundet i Sverige og kan sagtens rumme flere børn. Det cool plasticskab på hjul er vintage fra Kartell.


3. Brug pladsen
... under en hems til et skrivebord eller, som her, en gæsteseng, som kaninen Ramona har indtaget. Ramona har et bur, men suser oftest rundt i stuerne og lever det fede kaninliv. Den er ansvarlig for en del huller i møblerne, men overlever pga. nuttethedsfaktor.


4. Gør et designkup
Cool design kan sagtens fås i billige butikker, og Jeanette er ekspert i at spotte den slags. Lysestagerne i træ er købt hos Søstrene Grene. Træskålen er fra et loppemarked. Kobbervasen er fra H. Skjalm P., og billedet er fra Hay.


5. Luftig løsning
Lejligheden har brede åbninger ind til de forskellige afdelinger, her pigernes fælles værelse. Det virker luftigt og åbent, men med tiden kan en skydedør give pigerne mere privatliv, hvis de vil have det.

► SE OGSÅ: Feminin bolig med designmøbler
► SE OGSÅ: Unik bolig med smukke etniske fund
► SE OGSÅ: Indiske detaljer i byhuset: Familiehjem med farver

Del på
Kommentarer (0)

Henter...