Overgrebet ingen tog seriøst

De sad i sofaen, første gang det skete. Katrines stedfar begyndte at røre ved hende og prøvede at kysse hende, mens lillesøsteren også var i stuen. Katrine blev bange for, at søsteren skulle opdage noget og rejste sig hurtigt op og gik ind på sit værelse. Overgrebene fortsatte, men Katrine turde ikke fortælle nogen om det. Hendes forældre var lige blevet skilt, og hun var bange for, at moren ville blive ked af det, hvis Katrine fortalte, at han rørte ved hende:

- Jeg var forvirret, fordi jeg vidste godt, at det, han gjorde, var forkert. Men jeg havde tillid til ham, og jeg kunne ikke sige nej, for jeg var bange for, at han ville sige det til nogen. Så jeg lod ham gøre det.

Katrine har en medfødt hjerneskade, der betyder, at hun ikke husker så godt og skal have hjælp til at strukturere sin hverdag. Da overgrebene ikke stoppede, fik hun en dag samlet mod til sig og fortalte sin lærer om de ubehagelige oplevelser. Men læreren troede ikke på hende. Hun affejede hendes historie med et behov for opmærksomhed ovenpå forældrenes skilsmisse, og overgrebene fortsatte. Først da forholdet mellem moren og stedfaren gik i stykker, sluttede de. Men der skulle gå mange år, før Katrine fik hjælp til at bearbejde de ubehagelige oplevelser.

LÆS OGSÅ: Hvordan taler man om overgreb, hvis man ikke forstår det?

Svært ved kærlighed og sex
Ti år efter overgrebene så Katrine en tilfældig dag sin stedfar i en park i nærheden af hendes hjem. Han sad og drak øl med sine venner og genkendte ikke Katrine. Hun blev trukket tilbage til de øjeblikke, hvor stedfaren lagde hænderne på hende, som det lige var sket. Katrine skyndte sig hjem til sin lejlighed med en tom følelse i kroppen og kastede op.

Traumet efter overgrebet påvirkede også hendes forhold til mænd. De grænser, som stedfaren havde overskredet, kunne Katrine ikke finde ud af selv at bygge op igen. Hun gik i seng med mange mænd, selvom hun ikke havde lyst. Nogen gange følte hun sig som en prostitueret, lukkede sig inde i sig selv og gik med selvmordstanker. Hun fik det dårligt, når hun havde sex med mænd, der ikke ville andet med hende – men hun vidste ikke, hvad der var galt med hende:

- Jeg kunne ikke finde ud af, hvad kærlighed og sex var, og jeg kunne ikke finde ud af at blive forelsket. Jeg tænkte på, at når jeg gik i seng med dem, så havde jeg også givet dem kærlighed. Men jeg havde jo kun givet dem sex.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt"

Nej til sex er okay
Der gik mange år, før Katrine igen fik mod på at fortælle nogen om overgrebet. Hun var bange for, at de igen ikke ville tro hende. Men da hun flyttede til et nyt bosted fandt hun en pædagog, som hun betroede sig til. Pædagogen var den første, der tog hende alvorligt og sørgede for, at Katrine fik hjælp hos en psykolog.

For første gang fik Katrine sat ord på, hvad der var sket dengang. Psykologen hjalp hende med at forstå sine egne grænser, og hvordan hun kunne sige fra. Skylden over overgrebet, der altid havde siddet i hende, fik hun bearbejdet, og der kom mere ro på. Hun er ked af, at hun ikke fik hjælp tidligere, for så var der mange ting, der havde set anderledes ud.

Men i dag – 30 år efter overgrebet - ser livet godt ud, synes hun. Katrine er nu 43 år og bor for sig selv i en lejlighed. Et par gange om måneden tager hun ud og holder foredrag for andre udviklingshæmmede om sine egne oplevelser. Og så har hun fundet sig en kæreste, der ikke valgte hende, fordi hun skulle gå i seng med ham:

- Nu har jeg det godt. Jeg kan finde ud af, hvad der er forskel på sex og kærlighed. Hvis jeg ikke har lyst til at gå i seng med min kæreste, så siger jeg bare, at jeg ikke har lyst i dag. Han siger, at det er helt fint, så finder vi ud af det. Sådan har jeg aldrig haft det før.

LÆS OGSÅ: ALT for damerne starter ny antivoldtægtskampagne

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

LÆS OGSÅ: #aldrigdinskyld samler danskere i kampen mod voldtægt