Mette Haulund
Mette Haulund
ALT for damerne

Mette Haulund

Parforhold: Tjek om du er sammen med den rigtige

Hvad består et godt parforhold af? Parforholdseksperten har svaret.

Af Mette Haulund 24.jun.2013 Livsstil

Hvor meget skal der til, for at man passer godt sammen som par? Er det nødvendigt, at man er gode til at tale sammen? Skal man have fælles interesser? Når vi taler om grundholdninger, så kan parforholdet sammenlignes med en stol med fire ben.

De 4 ben består af:
Kærtegn og sex.
Kommunikation.
Ansvar.
Værdier (eksempelvis oplevelser, motion, karriere, børn, fritidsinteresser osv.)

Det er okay at sidde på en stol med et enkelt knækket ben, men det bliver straks værre med to knækkede ben, og nærmest umuligt med kun et ben intakt.

Det betyder med andre ord, at man har nemmere ved at leve med forskellige opfattelser af et godt og kærligt sexliv, hvis blot man har nogenlunde identisk opfattelse af de andre tre parametre (ben). Dog kan det være umådeligt svært at leve med et knækket ben, hvis det er værdi-benet, der er knækket. Sexlivet, kommunikationen og det fælles ansvar i hjemmet og i parforholdet kan være nok så godt, men hvis ens værdier er vidt forskellige, så er det svært at findes fælles fodslag til, hvordan man mødes på midten.


LÆS OGSÅ : Krise i parforholdet: Her er faresignalerne

Lad mig komme med et eksempel:

Jette og Hans som er kommet i klinikken gennem længere tid, er gode til at tale sammen, de er fysisk meget tiltrukket af hinanden og har en god fordeling af ansvaret, både i forhold til børnene, de praktiske gøremål i hjemmet. Deres problem er, at Hans helst vil arbejde mindst muligt, for at få fri til at motionere og passe haven. Jette er karrierekvinde og synes, at Hans har en helt forkert prioritering i forhold til økonomi og tid. Når de skal på ferie vil Jette gerne slappe af ved stranden, hvorimod Hans gerne vil være aktiv. De diskuterer også alt for ofte økonomi. Deres forskelligheder fylder mere og mere hos dem, og selvom de er gode til at tale sammen, så har de svært ved at se, hvordan de skal komme til en fælles forståelse af, hvordan de skal leve livet.

De er ikke alene om at have det sådan. Det er desværre så nemt at fokusere på forskelligheder, svagheder i parforholdet og uoverensstemmelser, at man helt glemmer lighederne og til sidst har svært ved at få øje på dem.

Tjek om du er sammen med den rigtige
For at finde ud af, om du er sammen med den rigtige og ikke mindst for at vurdere, om du kan leve med jeres forskelligheder, er det afgørende, at du gør op med dig selv, hvordan DU ønsker at leve livet. Dvs. at gøre dig klart:

Hvilke egenskaber der er vigtige for dig hos din partner.
Hvilke positive aspekter I har i jeres parforhold.
Hvilke positive sider din partner har.
Hvor meget de positive ting vægter i forhold til de forskelligheder I har.
Hvordan du selv kan bidrage til jeres gode parforhold.

Vigtigt er det dog at understrege, at I sagtens kan passe godt sammen, selvom I har områder, hvor I er uenige. Hvis man stiler efter at passe 100 procent sammen, så er det nærmest umuligt at finde den helt rigtige partner. Hvis du besvarer ovenstående spørgsmål, så har du grundskabelonen for, hvordan du gerne vil have dit parforhold. Tag så en snak med din partner og find en fælles forståelse for, hvordan I ønsker at leve sammen – og lad det fylde mere end forskellene.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Få hemmeligheden bag god sex

KRISE I PARFORHOLDET? Få hjælp til at afklare dine værdier med opgaven 'Værdiafklaringsproces', som kan købes på parforholdsraad.dk.

Mette Haulund
Mette Haulund er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der blandt andet driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.

Henter...