"Parforholdet skal være den trygge havn, hvor man kan være den, man er, samtidig med man udvikler sig"

Så du er altid på arbejde?
– Ja, sådan har det altid været. Jeg leger. Det er den måde, jeg er på.

Er det ikke somme tider lidt belastende?
– Jo, det er da sygt. Kunsten er en sygdom, fordi du hele tiden er på jagt efter noget nyt. Succes interesserer mig ikke, det er det næste projekt, der interesserer mig. Det er noget med at formulere erkendelser. Det handler vel om at finde sig selv. Og kunne være sig selv. Hvem er Peter A.G.? Det synes jeg er meget mere interessant end: Hvem er Donald Trump? Så jeg beskæftiger mig meget med Peter A.G.. Jeg dyrker ikke mig selv, går ikke til psykolog eller sådan noget, jeg er bare mig selv. Prøver i hvert fald på det. I alle de udgaver, der nu er.

LÆS OGSÅ: "Da turnéen var slut, lagde jeg mærke til, at jeg savnede ham Jan"

Peters lejlighed

Onsdag kl. 11.00 til 16.00
Resten af dagen frem mod aftenens koncert bruger Peter på at sætte sig op. Han behøver ikke bekymre sig om sit crew.

– Jeg er god til at organisere det hele, og jeg er god til at give ansvaret fra mig. Jeg ved, at der er nogen, der tager sig af det tekniske med lys og lyd. Og jeg ved, at de allerede er på vej til Koncerthuset. Jeg ved også, at arrangørerne har gjort det stykke arbejde, der skal til for at fylde salen. Jeg behøver ikke bekymre mig om noget som helst. I stedet bruger jeg dagen på at glæde mig til at spille. Når man har spillet mange turnéer, kan man godt komme til at tage succesen for givet, og det dur ikke. Så jeg siger til mig selv: "Nej, hvor jeg glæder mig til i aften. Tænk, hvor er jeg heldig, at jeg kan lave det, jeg laver." Alle omkring mig yder en virkelig god indsats, og det tvinger også mig til at yde en god indsats. Når jeg står bag scenetæppet, kigger ud på publikum, ser forventningen og hvordan de sidder opstemte i deres pæne tøj, så ville jeg jo være et røvhul, hvis ikke jeg greb den. Publikum er mine allerbedste venner. Sådan oplever jeg det vitterligt.

Allerbedste venner...?
– Ha, ha, nej altså, men jeg føler, at jeg står ved et lejrbål, og publikum er bålet, jeg varmer mig ved.

Din kæreste, Anouska, er også din tourmanager, hvordan kan det være?
– Jeg vil gerne fortsætte med at spille, indtil jeg dejser om. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at man opfører sig ordentligt, når man er ude og spille. Og det er jeg ikke altid i stand til selv. Det der med at hilse venligt på gud og hver mand. Jeg går ind i mig selv, fordi jeg skal yde noget. Anouska har været vores tourmanager på de sidste to Gnags-turnéer og også på mit seneste soloshow. Med Gnags kan vi godt være uforskammede og brølende, og vi har brug for, at der er en, der lige "oversætter" og siger: "Det, de i virkeligheden mener, er, at de er enormt glade for at komme, og de glæder sig til at spille". Det er Anouska vildt god til. Jo bedre alt det bag scenen fungerer, jo bedre fungerer det også på scenen. Anouska kender mig så godt og kan aflæse, hvornår jeg har brug for ro. Og så er det også hyggeligt at rejse sammen.

Hvad betyder det for jer som par?
– Det giver en masse fælles oplevelser. Og en fælles forståelse af, hvad det kræver. Hvor udbombet man kan være efter en tour. Når jeg står på scenen, er jeg bedst, hvis jeg bare får lov til at være mig selv. Og på samme måde i parforholdet. Parforholdet skal jo gerne være den trygge havn, hvor man kan få lov til at være den, man er, samtidig med, at man udvikler sig. Tit vil par gerne lave hinanden om, men det kan man ikke med mig. Det er for sent. Og det prøver Anouska heller ikke på.

Kan I lade være med at tage arbejdet med hjem eller privatlivet med til koncert?
– Vi skændes da, hvis det passer os. Men vi er også gode til at tale sammen, og vi har tillid til, at vi hver især kan gå efter det, vi længes efter. Mange mennesker bliver vrede over alt det, de savner. Og den vrede kan man ikke bruge til en skid i min verden. Slet ikke over for en mand. Så går han bare på værtshus eller laver noget andet. Man må sige, hvad man tænker og drømmer om, også selvom det gør en sårbar, og selvom det måske er nemmere bare at være vred. Anouska og jeg lever efter det princip, at man ikke må lade solen gå ned over sin vrede. For så bliver næste dag også dårlig, og det er spild af tid.

Hvordan ser du helt overordnet på parforholdet?
– En mand viser sin kone, at han er glad for hende ved at ordne alt muligt. Han skifter pæren. Han renser filteret i vandhanen. Alt sådan noget. Det er vores måde at udtrykke, at vi godt kan lide kvinderne. Det er også noget med at skrabe penge sammen. Være jægeren, der kommer hjem med byttet. Sådan helt gammeldags. Jeg synes, det er så vigtigt, at der er respekt for de ting, fordi det er sådan, mænd er. Men tit og ofte tror kvinderne, at de skal være så fandens psykologiske. Men vi mænd er ikke en skid psykologiske. Det interesserer os ikke et klap. De kvinder, der har øje for det, får altid nogle gode mænd.

DR Koncerthuset

Onsdag kl. 17.15
En lydprøve før en koncert kl. 20.00 begynder altid kl. 17.00 – sharp – og Peter er ret hektisk, da han ankommer 15-20 minutter for sent til DR Koncerthuset med Anouska og Esther i bilen. Det var svært at finde vej. Myldretid. Det er første gang, Peter skal spille i DR Koncerthuset, og han har glædet sig helt vildt. Han er dårligt kommet ind ad døren, før jakken er smidt, og han står på scenen med sin guitar. I gang med at spille. Selvom det er hans solotour med "Det Scene Show 3", øver han også med gamle Gnags-numre, for dem spiller han i andet set. Han afprøver forskellige guitarer. For en ikke-musiker er det svært at høre forskel. Men Peter hører stor forskel. "Den her har mere body", siger han. Beder lydmanden om lidt mere diskant. Lidt mere stemme. Esther er med for første gang på soloturnéen, hun går rundt og lægger små foldere på alle stole i koncertsalen.

Hvordan er dit forhold til Esther anderledes end dit forhold til dine voksne børn?
– Jeg var 19 år, da jeg fik barn første gang, og når man er så ung, bliver man kammerat med sit barn. Man skal bare have det til at fungere. Når man er en gammel mand og får børn, er det sidste chance for at opleve det, så det bliver meget intenst på alle planer. Der er så meget, jeg gerne vil give videre. Når man ikke ved, hvor længe man er her på jorden, kan man ikke vente alt for længe med at fortælle ens børn alt det, man gerne vil. Jeg er 64, og folk i min familie plejer at dø, når de er i 70'erne.

Hvordan er den tanke?
– Jeg er ligeglad. Fuldkommen. Jeg har ikke nogen længde på. Jeg håber det bedste, men jeg har ikke nogen angst for det. Jeg tror, at slutningen er opturen.

Hvorfor?
– Det tror jeg bare. Hvis jeg var den, der havde kreeret det hele, så ville jeg da have lavet det sådan, at det, der ser ud som det store forfald og den store tristesse, det slutter af med en optur. The best is yet to come. Det tror jeg hundrede procent på. Jeg kan godt mærke alderen. F.eks. kunne jeg gå en større radius på mine morgenture, da jeg var i 40'erne. Hvis jeg har gået fem kilometer ud, så ved jeg, at der er fem kilometer tilbage, og så kan jeg godt mærke, at nu er det vist tid til at gå hjemad. Det tænkte jeg sgu da ikke over, da jeg var 30 eller 40. Der kunne jeg gå meget længere væk.

Hvorfor er det vigtigt for jer, at Esther oplever dit show?
– Hun vil gerne se, hvad det er. Mit soloshow spiller jeg på hverdage, og der skal Esther op og i skole, og derfor er hun svær at få med, for hun vil ikke forsømme sin skole. Hun er meget fornuftig. Det er nemmere med Gnags-turnéen, for det er om sommeren, hvor hun har ferie. Det har altid være vigtigt for mig, at mine børn – og nu også børnebørn – ser, hvad det er, jeg laver, og at de er en del af det. De sælger bøger og plader og hjælper til, og de er pissego'e til det. Jeg har nemt ved at være sammen med børn. Jeg kan lide deres nysgerrighed, optimisme og leg med tingene. Jeg diskuterer også mine sange med dem. Forstår I, hvad jeg mener med den her sang? De lærer mig nye ord eller foreslår nogle mooves, jeg kan lave på scenen. Jeg lærer meget af børn. De har hele tiden en fod inde i fremtiden. Og de tager det for givet, at det er sådan. Jeg synes, at ældre mennesker tit glemmer at have en fod inde i fremtiden. Men det er vigtigt, og Esther og mine børnebørn hjælper mig med at huske på det.

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

DR Koncerthuset

Onsdag kl. 18.30
Peter går ud i sit backstage-rum. "Solist" står der på døren. Inde i rummet står der frugt, grøntsager og vand klar til brug. Og et strygebræt. Anouska begynder at stryge Peters hvide skjorte. Det er kun, fordi der er fotograf med i aften, siger hun grinende. Peter stryger normalt selv. Han griber da også strygejernet lidt senere og giver skjorten en tur mere. Det skal jo gøres ordentligt, siger han, men måske handler det også om ritualet i det. Om at have noget at tage sig til. Og så er der mad til hele holdet. Thaimad. Vin. Vand. Der hyggesnakkes over maden. Peter og hans crew kender hinanden rigtig godt. Lydmanden har været ved Peters side i 40 år.

Hvorfor har du valgt at lave et soloshow?
– Når jeg spiller med Gnags, er det nogle voldsomme energier, og det holder jeg meget af. Men jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg lide at være mere nuanceret til stede. Den der helt stille væren. De små øjeblikke af noget stort. Det "sted" kan jeg bedre besøge alene end med et stort band. Der er noget fin poesi i at synge de her folkesange om mit eget liv og fortælle historier undervejs. Og så tænker jeg da også lidt taktisk. Jeg ved, at jeg skal blive gammel med det, og jeg vil ikke stå og spjætte og hive efter vejret med bar mave, når jeg er 96, ha, ha.

Det er første gang du skal spille i DR Koncertsalen, hvad tænker du om det?
– Jeg ville gerne have været arkitekt, jeg kan godt lide rum og bygninger. Så jeg er lidt ydmyg over at skulle stå på den scene, for det er et fantastisk rum. Det er meget ekstravagant i sin udformning. Derfor tænker jeg også, at jeg skal huske at give showet lidt kant, så det ikke bliver for pænt. Jeg skal udfordre rummet.

Klokken nærmer sig 19.30, og Peter skal være alene. Han skal varme stemmen op. Og guitaren. Han skal ikke forstyrres. Kun af lydmanden, der tæller ned til showtime over en walkietalkie. Alle andre siver ind i salen. Klar til at lytte.

DR Koncerthuset

Onsdag kl. 20.00
Peter kommer ind på scenen med sin guitar og sin mundharmonika. Han ser lille ud oppe fra pladsen ved siden af lydmanden, men så snart han begynder at synge, fylder han hele rummet. Publikum elsker ham. Kender ham. Hele første set er de nye folkesange. De handler om hans barndom og ungdom, og han binder dem sammen med små historier. Publikum griner. Er stille. Nyder. Klapper. Og så er der pause. Peter er alene i pausen. Han skal ikke forstyrres. Og så er han på igen. 45 minutter med alle de kendte og elskede Gnags-numre. I dag kun med guitar og Peters meget personlige fortolkning. "Når jeg bli'r gammel" ender med, at mundharmonikaen lyder som en ambulance, og lyset i salen bliver helt blåt. Han har humor. Leger med sine virkemidler, der er helt anderledes, end når han har sit band med.

Hvad tænker du, lige inden du går på scenen?
– Jeg tænker: Nu skal du huske, at de har betalt for at komme, de har glædet sig – så gør det ordentligt, Peter! Når man står derude på scenen alene, kan man ikke skyde skylden på nogen, hvis det ikke går godt.

LÆS OGSÅ: Tina Dickows følelser for Aarhus er så store, at hun skrev en kærlighedssang til sin hjemby

DR Koncerthuset

Onsdag kl. 22.30
Så er det slut. Men Peter har lovet sine fans, at han står ude i foyeren og signerer bøger og cd'er bagefter. Så han smider bare sin guitar backstage og tager turen med den store elevator ned til foyeren og det lille podie, hvor han bliver modtaget af begejstrede fans. "Hvor var det fedt, Peter". "Tak for en skøn aften, Peter". Han smiler. Kører hånden igennem det lange, scenevåde hår. Takker. Og signerer. I en halv time. Stiller op til selfies, smiler og ser faktisk slet ikke træt ud. Det gør Esther til gengæld. På vej tilbage til garderoben siger Peter til hende: "Nå, Esther, nu skal du da bare sove tre timer, så er du frisk igen – sådan er det at være rock'n roll!". Hvortil Esther svarer: "Så er det godt, jeg ikke er det!"

– Esther er slet ikke fristet af det liv, jeg lever. Hun skal ikke være musiker eller skuespiller eller noget som helst, siger hun. Hun vil hellere være advokat eller sådan noget.

Peter har en håndfuld gæster med til et lille afterparty backstage. Men alle er trætte, så det bliver ved den ene øl, og omkring 23.45 sætter han og familien sig ind i bilen.

– Med Gnags fortsætter festen. Enten i bussen eller på hotel, men jeg er som regel ikke den sidste, der går i seng. Jeg fester ikke efter mine soloshows. Det kan jeg ikke holde til. Det er i højere grad en mental præstation at stå på scenen alene, det suger meget energi. Når jeg kommer hjem, sidder jeg alene og drikker et par stærke øl, mens jeg ryger pibe og morer mig over noget sjovt, der er sket i løbet af aftenen. Og så går jeg ind og sover.

Du sagde, at du vil fortsætte med at spille, til du dejser om, hvad er dine planer helt konkret?
–Planen er at...

Han holder en lang pause.

– Altså, det kan lyde helt åndssvagt for andre, men da jeg blev 60, besluttede jeg, at nu gør jeg lige hvad fanden, jeg har lyst til. Jeg vil prøve alt det, jeg ikke har gjort. Jeg siger ja til det, jeg synes lyder interessant, uden at tænke på følgevirkningerne. Så længe jeg er i sving med noget, tænker jeg ikke over, hvornår det hele er slut. Jeg er ligeglad med det, så længe jeg bare er i gang.

Peters lejlighed

Torsdag kl. 6.30
Peter står op med lyset.

– Og så begynder jeg dagen med en udstrækning. En hilsen til solen. Det er en måde at komme i balance på. Da min søn studerede i Kina, besøgte jeg ham flere gange, og jeg var så fascineret af, at kineserne begynder dagen med langsom Tai Chi. Jeg er blevet helt afhængig af at lave sådan nogle stræk. Jeg tager også altid lige ti armbøjninger. Bare for at vise, at jeg kan. Jeg skal kunne lave ti, ellers er det for dårligt.

Og så sidder du og kommer dig oven på koncerten?
– Jeg sidder sgu ikke og kommer mig! Der skal tømmes opvaskemaskine, der skal... Der er hele tiden noget, der skal ordnes. Og det er godt.