"Jeg trives bedst i kærlighedsforhold til mere end en kvinde samtidig"
Foto: Anja Kristensen | Ved du heller ikke, hvad det vil sige at være polyamourøs? Det forklarer Per Brændgaard i sin klumme om emnet.

Polyamourøs

"Jeg trives bedst i kærlighedsforhold til mere end en kvinde samtidig"

Del på

Per Brændgaard er sprunget ud som polyamourøs, men det betyder ikke bare, at man er interesseret i flere kærester, forklarer han i sin klumme om at sætte kærligheden fri.

Af Redaktionen | 16.nov.2015 | Nyt

Af: Per Brændgaard, ernæringsekspert 

KLUMME: Jeg er sprunget ud som polyamorøs. Det betyder, at jeg trives bedst i kærlighedsforhold til mere end en kvinde samtidig – i fuld åbenhed. Men fri kærlighed kan føre til meget mere end flere kærester.

"Din idé om kærlighed blev skabt af mænd som mig for at sælge nylonstrømper", sagde Don Draper til en ulykkelig kvinde i et afsnit af tv-serien Mad Men. Den reklameskabte kærlighed gør os ulykkelige det meste af tiden afbrudt af forbigående psykoselignende episoder med forelskelse. Den romantiske tro på den eneste ene afskærer os fra ægte kærlighed og blokerer for den dybeste kilde til glæde, sundhed og samhørighed. Det er på tide med et opgør.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd, du absolut ikke skal følge

Jeg sprang ud som polyamorøs for et år siden, men jeg har nok altid været polyamorøs, altså flerelskende. Før jeg sprang ud havde jeg i nogle perioder en kæreste ad gangen. Det var seriel monoamori, som reelt er polyamori med kæresterne fordelt ud over en længere og mere adskilt tidsperiode. I andre perioder har jeg haft kæreste og en anden kvinde ved siden af. Det er hemmelig polyamori – også kendt som utroskab. Det havde jeg det dårligt med. Jeg har også været single i mange år. Det gav anledning til den form for udbredt polyamori, vi kender som dating. Det var også en slags hemmelig polyamori, da jeg ikke var åben om, at jeg datede flere samtidig. Jeg har også prøvet at være gift, men der har ligesom ikke været nogen af disse forskellige levemåder, der føltes rigtig for mig i længden.

"Har du overvejet, om du er polyamorøs?", spurgte en af mine veninder mig for godt et år siden. Min første tanke var: "Nej, det er jeg i hvert fald ikke!", mens jeg for mit indre blik så et billede af polygami med en halvgammel mand med fire unge, modvillige koner iført gammeldags tøj i et primitivt hus i USA uden elektricitet. Men jeg gik alligevel og funderede over det, og hun opfordrede mig til at blive medlem af en hemmelig gruppe på Facebook om polyamori.

LÆS OGSÅ: "Som single forstår jeg SÅ godt, at mange er utro"

Da jeg begyndte at dykke ned i begreberne, fandt jeg ud af, at der er forskel på polygami (at være gift med flere – mere eller mindre frivilligt) og polyamori (at elske flere). Det var en stor befrielse at møde ligesindede og efter kort tid sprang jeg ud som åben polyamorøs. Det var virkelig fedt at være helt åben og ærlig over for alle. Ikke mere løgn og hemmelighedskræmmeri hverken over for andre eller over for mig selv. Jeg gav slip alle normer om "rigtig" kærlighed og lod kærligheden være min guide på en opdagelsesrejse i ukendt farvand mod en ukendt destination. Men følelsen i starten var var den samme, vil jeg tro, som hvis jeg efter mange års fortrængning var sprunget ud som bøsse.

Spirituel polyamori
Definitionen på polyamori er, at man elsker flere. Hvis man er til polyamorøse forhold, så har man det godt med at have flere kærlighedsforhold på samme tid – med 100 % åbenhed og ærlighed for alle involverede. Det er ikke det samme som utroskab, som betyder, at man lyver for hinanden og skjuler en del af sit kærlighedsliv.

Min egen rejse til fri kærlighed og polyamori er meget inspireret af buddhismens syn på ægte kærlighed (metta), der er helt fri, som omfavner alle (herunder en selv), og som er helt uden betingelser og begær. Buddhismen har ikke patent på spirituel kærlighed. Den findes i alle de store religioner. Buddhismen har blot rendyrket en mental metode (metta-meditation) til at udvikle spirituel kærlighed, som man kan dyrke helt uden at være religiøs, eller som man kan kombinere med en anden religion, hvis man ønsker det.

Jeg har selv praktiseret metta-meditation hver dag de sidste 10 år, og det er helt klart kilden til min egen polyamorøse udvikling. Spirituel polyamori er gavnligt for alle. Det er vejen til fred i verden – både i det helt store perspektiv og i forhold til hverdagens konflikter. Spirituel polyamori gør det muligt at sætte kærligheden helt fri og se, hvad der sker på alle områder – også i forhold til vores mere kødelige kærlighedsforhold.

Et kærlighedsprogram i 8 trin
Jeg har kun været åbent polyamorøs i et år nu, og den helt konkrete organisering af mit private kærlighedsliv er stadigvæk under udvikling. Jeg har her prøvet at beskrive min egen proces som en trinvis guide til andre, der ønsker at udvikle kærlighed, seksualitet og relationer.

1. Start med den spirituelle kærlighed
Dalai Lama er et godt eksempel på en meget polyamorøs mand. Han har dedikeret sit liv til at sprede kærlighed og medfølelse til alle levende væsner helt uden betingelser. Og helt uden sex. Polyamori behøver nemlig ikke omfatte sex. Du kan også springe ud som polyamorøs, uden du behøver knalde til højre og venstre. Du skal bare øve dig i at elske flere og udtrykke det i dine handlinger.

Øvelse: Lær mindfulness- og metta-meditation og kom ind i en rutine med at meditere i mindst 10 minutter hver dag.

2. Brug kærlighed som drivkraft for sundhed
Kærlig selvomsorg udviklet via metta-meditation er en utroligt kraftfuld drivkraft for holistisk sundhed. Du kan bruge kærlighed til at fremme både din fysiske, din mentale og din sociale sundhed. Det gør du ved at komme i kontakt med det dybtfølte ønske om tage dig af dig selv og andre. Kærligheden ønsker, at du selv og andre må have det så godt som muligt på alle måder. Kærlighed er sundhed.

Øvelse: Lad dig kramme af den spirituelle kærlighed og stil dig selv dette spørgsmål mange gange hver dag: "Hvad er det mest kærlige og venlige, jeg kan gøre for mig selv og min krop lige her og nu?". Ret kærligheden mod bl.a. kost, rygning, alkohol og motion.

3. Gå videre med kram
Noget af det første jeg selv indså som polyamorøs var, hvor dejligt det er at kramme inderligt og længe med flere på skift eller samtidig. Jeg opdagede – til min store overraskelse faktisk – at jeg hellere ville kramme end knalde. Jeg kan nu se, at det er ligesom, når man tillader sig selv at spise slik og kage. Gennem den fulde accept opstår indsigten i, hvad man egentlig hungrer efter. Jeg hungrede åbenbart meget mere efter kram end sex, og jeg var nødt til at tillade mig selv at have fri sex med alle, før jeg kunne mærke det.

Den indsigt prøver jeg nu at formidle videre til andre via krammemeditation og i min krammeklub, hvor vi kombinerer det at kramme med meditation i et fordomsfrit miljø med fri kærlighed. Der sker noget helt fantastisk, når det fysiske kram sker i en ånd af mindfulness og metta. Kramning er en slags kropslig metta – en fysisk måde at udtrykke spirituel kærlighed til flere. Det afgørende for et godt kram er, at det foregår med nærvær drevet af spirituel kærlighed.

Øvelse: Find en krammeven, lær krammemeditation sammen og aftal at mødes mindst en gang om ugen bare for at kramme. Øg gradvist antallet af minutter I krammer fra gang til gang. Gå frem i jeres eget tempo. Tag små skridt.

4. Få dine mandevenner med på vognen
Almindelige mænd møder ikke op til krammemeditation frivilligt. De mænd, der møder op, er mænd, der i forvejen er meget interesseret i tantra eller lignende. Og de synes, at krammemeditation er for let, og at vi har alt for meget tøj på. "Almindelige" mænd skal lokkes med af kvinder. Vi har brug for kvinder til at pege på det feminine i os selv og til at påpege, at en krammekærlig mand faktisk kan være maskulin og tiltrækkende samtidig. Nogle kvinder synes ligefrem, at en mand der kan kramme uden at knalde er mere attraktiv.

Mænd vil gerne sætte pikken fri, men de har svært ved at forstå, at det faktisk slet ikke er det, fri kærlighed og polyamori handler om. Det er hjertet, der skal sættes fri. I den moderne kultur bliver kærlighed forbundet med noget feminint, mens seksualitet bliver forbundet med noget maskulint. Det gør, at kvinder bliver mere draget af fri kærlighed, mens mænd bliver mere draget af fri sex. Den primitive, maskuline seksualitet bliver markedsført i en helt ekstrem grad af porno, og det gør det svært for mænd at åbne sig for en helt anden form for kærlig berøring.

Mænd forbinder det at kramme med en attraktiv kvinde med forspil til samleje. Mænd har meget svært at kramme uden at blive seksuelt ophidset, og mænd har svært ved at være ophidset uden at lade sig fange af begæret og begynde at tage tøjet af kvinden. Men mænd kan lære at slippe begæret og acceptere lysten som energi i kroppen, der beriger, uden man behøver gå videre.

Øvelse: Send denne artikel til tre mænd i din nærmeste omgangskreds med spørgsmålet "Hvordan har du det med at kramme?"

5. Sæt kærligheden fri i dine relationer
Prøv aldrig på at blive polyamorøs. Prøv altid på at blive friamorøs. Sæt kærligheden fri og se, hvad der sker. Måske trives du bedst med én kæreste. Måske trives du bedst med flere. Eller slet ingen. Måske er det noget helt andet end kærester, du har brug for. Kærlige relationer kan organiseres på uendeligt mange forskellige måder, og de kan være i mange forskellige antal. Hver enkelt må den måde, der føles mest rigtigt for en. Det starter altid med, at vi sætter kærligheden fri og så vidt muligt slipper alle normer og konventioner om, hvordan vi bør leve vores kærlighedsliv. Fri kærlighed kan føre til et lykkeligt ægteskab. Men det kan lige så vel føre til et lykkeligt liv som single i cølibat med mange krammevenner. Kærlighedens kødelige udtryk er mangfoldig, og det ene er ikke bedre end det andet. Det er den spirituelle kærlighed, der forbinder os alle med hinanden på tværs af mono/poly, kvinde/mand og kærlighed/sex via vores fælles eksistentielle grundvilkår som mennesker.

Øvelse: Hvis der ikke var nogen normer om rigtig og forkert kærlighed, hvordan ville du så leve dit kærlighedsliv?

6. Find krammevenner og hjertevenner
Kæreste, mand, ven, elsker, date, bolleven. Vi har allerede forskellige begreber til at beskrive vores intime relationer og deres forskellige betydninger. Jeg foreslår to nye kategorier: krammevenner og hjertevenner.

Krammevenner er dem, jeg mødes med bare for at kramme. Altså uden sex i konventionel forstand. Jeg har mange krammevenner. Nogen ser jeg tit. Andre ikke så tit. De fleste af mine krammevenner er kvinder, men der er også en del mænd iblandt. Hjertevenner er dem, jeg har et helt tæt forhold til, som også omfatter sex. Dem er der ganske få af, og de er alle kvinder. Utroligt dejlige kvinder, som jeg harmonerer med på alle planer. Hjertevenner er mere frie end kærester, mere åbne end elskere og mere kærlige end bollevenner.

Øvelse: Prøv for sjov at putte alle dine venner, både mænd og kvinder, som du har lyst til at være tæt på, i en af to kasser – potentielle krammevenner eller potentielle hjertevenner – og prøv at tale med nogen af dem om det. Måske har de lyst til det samme med dig. Hvis du er på Facebook, så kan du lave øvelsen med dine Facebook-venner. Du kan også bare lave øvelsen for dig selv uden at sige noget til nogen.

7. Sæt seksualiteten fri
Jeg er stor tilhænger af fri seksualitet. Ikke fri sex som i 70'erne, men fri seksualitet som den frie lyst og energi, der cirkulerer i og mellem os. Jeg har energisex med alle mine hjerteveninder og mange af mine krammeveninder. Det er meget berigende og udvikler en slags livsenergi og livsmod, der nærer mig på mange områder i hverdagen. Energisex kan sagtens foregå med tøj på, og man behøver ikke engang kysse. Det er sikker sex med nydelse uden udløsning. Jeg undgår pumpesex med udløsning, da det omfatter tab af energi.

I stedet dyrker jeg energisex eller krammesex med fokus på følesansning og orgasmisk nydelse. Energi- og krammesex handler om at udvikle og ikke om at udløse energi. Seksualitet er en meget stærk livskraft, når den bliver rummet bevidst med mindfulness og metta. Det omfatter en helt ny forståelse af, hvad sex er. Man kan f.eks. sagtens knalde – altså have sex rent fysisk – helt uden gavnlig udvikling af energi. Helt uden nærvær, kærlighed, sanselighed og nydelse. Og omvendt man kan have et meget seksuelt energifyldt og udviklende forhold helt uden penetration.

Det er min erfaring fra polymiljøet, at mange bruger polyamori som en "undskyldning" for at begære den bevidstløse dyrkelse af sex med flere. En del, der kalder sig polyamorøse, er i virkeligheden bare polyliderlige. Den typiske organisering er da, at man lever i et åbent kæresteforhold eller ægteskab med en person, hvor den ene eller begge parter så har lov til at have sex med andre. Men det er "bare" sex, og det giver problemer, hvis der også er kærlighed med i de ekstra forhold. Disse personer er slet ikke polyamorøse; de er monoamorøse og polyseksuelle. Og det er også helt i orden at være det.

Øvelse: Prøv at dyrke sex med tøj på uden kys på munden og uden berøring af underliv.

8. Vær åben eller lukket
Mange sætter lighedstegn mellem åbne forhold og polyamorøse forhold, men et polyamorøst forhold kan sagtens være et lukket forhold. Det bestemmer man selv. Et lukket polyamorøst forhold kan f.eks. være en kvinde, der har et kærlighedsforhold til to mænd samtidig i fuld åbenhed over for de to mænd, og hvor de to mænd så ikke har andre kærlighedsforhold ud over hende.

Kvinden er så både polyamorøs og polyseksuel, mens de to mænd er monoamorøse og monoseksuelle, da de kun er intime med kvinden. Mændene er ikke polyamorøse selv, selvom de indgår i et polyamorøs forhold. Mændene er polytolerante, dvs. de accepterer at kvinden ønsker to mænd. Hvis alle elsker alle hele vejen rundt, så er det en lukket polyamorøs kærlighedstriade.

Øvelse: Sæt dem du elsker fri til at elske på den måde, der giver dem størst glæde og livskvalitet. Hvis det omfatter, at de også elsker andre end dig, så glæd dig over det. Hvis det omfatter, at du så ikke kan være sammen med dem længere, så accepter det og forlad forholdet. Find kærlighedspartnere med kærlighedsønsker, der har harmonerer med dine. Lad være med at prøve på at lave hverken dig selv eller andre om. Alle er gode nok, præcis som de er.

LÆS OGSÅ: Jeg har været utro med flere mænd

LÆS OGSÅ: Rikke forlod sin mand og familie for en ny kærlighed

LÆS OGSÅ: Flere er systematisk utro uden at fortryde det

Per Brændgaard

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring. Han har udgivet flere bøger om ernæring og sundhed. Læs mere på perbraendgaard.dk.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Del på
Kommentarer (0)
Henter...