Præst Kathrine Lilleør: "Du bør gøre dig nogle nogle tanker og ønsker om din egen død. Det vil hjælpe dine efterladte"

Når du mister et menneske, du elsker, mister du kærligheden til og fra det menneske. Men du mister også en masse historie. En masse viden. Og du bliver stillet over for en lang række praktiske beslutninger om kiste, blomster, gravsted, kirke og hvem, der skal arve hvad. Beslutninger, som kan være utrolig svære at træffe, fordi sorgen fylder, og fordi du måske slet ikke er klar over, hvad afdøde egentlig ønskede. Hvilke salmer elskede din far? Hvilke blomster var din mors yndlingsblomster? Og ville din ægtefælle egentlig kremeres eller begraves? I sine 24 år som præst har Kathrine Lilleør gang på gang oplevet, at afdødes pårørende har været i tvivl om, hvordan deres elskede skulle komme bedst herfra. Derfor har hun nu taget opfordringen fra forlaget Lindhardt & Ringhof op og lavet bogen "Med kærlig hilsen – Tanker om livets afslutning". Bogen er en slags guidet notesbog, hvor man kan notere alt, hvad der kan være relevant eller bare dejligt for de efterladte at vide.

– Som årene er gået, har jeg opdaget, i hvor høj grad det kan trøste de efterladte, at afdøde har noteret nogle tanker og ønsker. At der til afskedsstunden i kirken, men også til den første tid efter dødsfaldet, ligger små kærlige hilsner fra afdøde. Det er meget værdifuldt. Som præst er jeg sat på jorden for at trøste, og det er en stor hjælp i samtalen med de efterladte, at der er de her små noter og tanker. Det er med til at hjælpe mig til at forstå, hvad det er for en sorg, de pårørende sidder med. Når jeg skal begrave et menneske, er det nemlig ikke kun et spørgsmål om at lære afdøde lidt at kende, det er lige så meget et spørgsmål om at forstå, hvad det er for en sorg, han eller hun efterlader sig. Hvad var det, de pårørende fik og nu ikke længere får af den, der er død? Hvad er det, de sørger over? Dertil kommer, at sådan en bog med afdødes tanker og hilsner også kan være en meget værdifuld gave til familien. Tænk, hvis min bedstemor eller bedstefar havde skrevet sådan en bog. Tænk, hvis vi havde haft sådan en bog i familien. Det ville have været fantastisk. En bog, hvor der stod noget om, hvad de største sorger og glæder havde været. Hvilke minder fra barndommen eller ungdommen, der havde sat sig særlige spor. Eller bare noget så enkelt, som hvornår min oldemor blev født, og hvornår hun døde.

Hvornår tænker du, at man skal begynde at skrive sådan nogle tanker ned?
– Jeg vil selv begynde på det med det samme. Jeg kunne godt tænke mig allerede nu at skrive i bogen, hvilke salmer og sange, jeg synes er vidunderlige, og som man kan vælge imellem, når man skal sige farvel til mig. Det er ikke en bog, man behøver at vente med at skrive i, til man synes, livet går på hæld.

På det tidspunkt er det måske også sværere at skrive den slags?
– Bogen er båret af den frimodighed i forhold til døden, som vi har i kirken. Døden er ikke det sidste af alt. Selvfølgelig græder vi og er kede af det, når et menneske dør, ellers var det ikke grund til at trøste, men grundstemningen i en kirke ved en bisættelse eller begravelse er altid, at døden ikke er det sidste af alt. Selvfølgelig kan man blive lidt vemodig, når man skriver sine tanker omkring de her ting ned, men jeg tror også, at man vil glæde sig over at sende en kærlig hilsen. For det ER en kærlig hilsen, som bogens titel også siger.

Hvis døden ikke er det sidste i din og kirkens optik – hvad er der så efter døden?
– I Johannesevangeliet har vi historien om, hvordan Jesus forvandler vand til vin til et bryllup i Kana. Vinen slipper op, og Jesus bliver af sin mor bedt om at forvandle vand til vin, og det gør han. Den vin viser sig at være bedre end de forrige vine, og man plejer ikke at vente med at drikke den bedste vin til sidst. Vintjeneren er frustreret over, at denne fantastiske vin bliver serveret på et tidspunkt, hvor alle er godt berusede. Men det er det, der bliver lovet os. At den bedste vin bestandigt venter foran os. Uanset hvor vidunderligt det her liv er, og hvor meget glæde, vi oplever, lover Kristus os, at den bedste vin – det allerskønneste – ligger foran os. Efter døden. Der er altid mere glæde i sigte. Noget mere glædeligt og større, end vi havde regnet med. Den lignelse er en af måderne at sige det på.

Det lyder som et liv efter døden?
– Ja. Bestemt. Vi har i den vestlige verden en tendens til at tænke lineært, som om livet kulminerer der, hvor vi er friske, og hvor livet er i sin blomstring. De færreste synes, at det bedste tidspunkt er, når vi bliver gamle. Men det modsiges på en vis måde af evangelierne, forstået på den måde, at man ikke skal tro, at alt det lykkeligste ligger bag en. Heller ikke når man bliver gammel. Der er altid noget at glæde sig til. Noget endnu større, end vi kan forestille os.

LÆS OGSÅ: BS' 6 råd til et godt parforhold

Tryghed i kirken

I samtalen med præsten forud for en begravelse eller bisættelse kan man som pårørende godt være lidt nervøs for, om præsten nu helt forstår, hvilket menneske man har mistet. Hvilke af de ting, man fortæller om afdøde, vil præsten mon bruge i sin tale ved kisten? Ifølge Kathrine Lilleør udvikler præster gennem årene en stærk intuition for, hvem afdøde var, men det er samtidig en hjælp for alle, hvis afdøde selv er "med" via sine egne tanker og ord.

– De fleste præster er faktisk langt bedre, end folk tror, til at se ting og høre det, der ikke bliver sagt til sådan en samtale. Vi opfatter alt det, der ligger mellem linjerne og danner os et indtryk af afdødes personlighed, så det ikke kun bliver et skønmaleri. Der er ingen mennesker, der er helgener, men derfor behøver man jo ikke stå og sige alt det dårlige i kirken. Det er dog godt at kunne tegne et rids af, hvem der er død, for på den baggrund at kunne sige noget opløftende ud fra evangelierne. Den sidden-på-nåle-følelse, som mange pårørende alligevel har i kirken, håber jeg, at min bog kan være med til at afhjælpe. Der er blandt andet et afsnit i bogen, der hedder: Det vil jeg gerne have sagt ved min begravelse, og det vil jeg under ingen omstændigheder have nævnt. Og det er ikke det samme som, at man som præst ikke skal have at vide, hvad man taler ind i, men det er udmærket – også for de pårørende – at have en vis tryghed i, at det, der kommer med, er aftalt. På den måde kan man forhåbentlig sidde trygt i sædet og ikke være urolig i kirken.

Det bliver mere og mere almindeligt, at pårørende rejser sig op i kirken og siger noget, og det er vel også fordi, folk er bange for, om præsten nu har fanget det hele?
– Præcis. Men det er meget, meget svært at sige noget ved en kiste, hvis man ikke er vant til det, og især hvis det er ens nærmeste. Det kan blive sådan en præstationsting, der gør, at man ikke på kirkebænken kan læne sig ind i sin sorg. Hvis man skriver sine tanker og ønsker ned, kan de pårørende være mere sikre på, at det hele bliver i afdødes ånd, og så kan de slippe noget af kontrollen.

LÆS OGSÅ: Iben Marie Zeuthen: "Jeg bliver altid utrolig overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen"

Find midten af vejen

Når man oplever, at ens venner eller andre i omgangskredsen mister en nær pårørende, sidder man ikke med alle de svære beslutninger, men man har en udfordring i forhold til, hvordan man omgås den, der har mistet. Og det er ikke altid lige nemt.

– Der er mange "what not to do" i den situation. Du skal ikke gå over på den anden side af gaden, når du møder den, der har mistet. Du skal ikke lade være med at ringe, fordi du tænker, at du nok forstyrrer. Nej, du SKAL forstyrre. Du skal se vedkommende i øjnene og sige hej. Du skal smile og være naturlig, og du skal aflægge dig alle former for nedadrettede mundvige og slæbende gang i forhold til, at du tror, at nu møder du en, som bærer på en meget stor sorg. For det kunne jo være, at det faktisk var en lettelse, at den døde er død. Der findes også "gode død". Så det med at stå på forhånd og hykle en ked-af-det-hed – eller endnu værre – at begynde at fortælle om sit eget tab for 14 år siden eller i sidste uge, det skal man lade være med. Stil op, vær til disposition, ræk ud og spørg: Hvad kan jeg gøre for dig? Og så skal man være lidt opfindsom og pågående. Selvom du måske får en afvisning, ringer du igen i næste uge og inviterer. Og husk, at man ikke kun skal gøre det med enkemændene. Man skal også gøre det med enkerne. Af en eller anden grund er det sådan her i landet, at enlige mænd inviteres ud, hjælpes og løftes, mens enlige kvinder forudsættes stadigvæk selv at kunne stege deres frikadeller og være glade for det. Men allermest afgørende skal man gøre sig klart, at man overhovedet ikke aner noget om et andet menneskes sorg, medmindre man får talt med det menneske. Og det skal man helst gøre så fordomsfrit og åbent, at man virkelig hører, hvad den anden har at sige.

Oplever du, at døden er et tabu?
– Man har jo sagt i mange år, at døden er tabu, men er den det? Jeg tror, der er en hårfin grænse imellem at tale om døden og dyrke den.

Hvornår dyrker man den?
– Hvis man er bange for den og slet ikke tør tale om den, dyrker man den også på en eller anden mærkelig måde, for så løber man jo fra den hele tiden. I forhold til døden gælder det om at finde midten af vejen, så man ikke ryger i hverken den ene eller den anden grøft. Jeg håber, at min bog kan hjælpe med til den balancegang, fordi man ved at skrive i den kan forholde sig til både de praktiske og de følelsesladede emner. Når tingene er skrevet ned, kan man lægge bogen til side, fortælle sine nærmeste, hvor den står, og derefter være sammen om andre ting.

– Vi ved jo ikke, hvornår vi dør, heller ikke selvom vi får en alvorlig diagnose. Og det værste, man kan gøre med livet, er at lade det overgå til en afvikling. At begynde at afvikle livet på vej mod døden sker indimellem, når døden banker på med en diagnose eller i en høj alder, der får en til at tænke: Jeg er syg eller ældre, så nu er det nok snart min tur. Men de pårørende kan også komme til at afvikle, fordi de får travlt med de praktiske ting, der skal ordnes, når der er en diagnose. Eller de står hen over sengeenden på hospice og taler om, hvad de skal til sommer, uden at inkludere den, der ligger i sengen. Jeg håber, at man ved at skrive sine tanker ned kan få det ud af verden, så man kan lukke bogen, sætte den på reolen og leve livet med sine kære, mens man har det. Når dødens praktiske detaljer er lagt ned i en bog, er du sat fri til at tale om nuet og fremtiden og den sommerferie, som alle forhåbentlig skal med på.