Eurowoman

Prison Break-stjerne afslører hjerteskærende historie bag viralt billede

Del på

Wentworth Miller var på selvmordets rand, da en fotograf tog billedet, der blev til en internetjoke. Her er hans stærke svar.

Af Sofie Hviid 29.mar.2016 Nyt

Kendte mennesker skal finde sig i lidt af hvert, sådan er virkeligheden med sladderblade og sociale medier. Men for skuespilleren Wentworth Miller blev et billede af ham selv taget for fem år siden dråben, der fik ham til at skrive en hjerteskærende ærlig facebookpost i denne uge. 

Billedet er lagt op på drengerøvssitet The Lad Bable som en joke - men man holder hurtigt op med at grine, når man læser Millers opdatering. Det er nemlig taget på et tidspunkt i hans liv, hvor der var meget lidt at smile af.

 

I en rød t-shirt med en lille topmave slentrer Miller tilsyneladende glad og afslappet afsted på gaden, mens han taler med sin kammerat. Billedet blev brugt til at fortælle historien om, at den veltrænede skuespiller tydeligvis ikke havde helt styr på kalorierne og så ud til at være ligeglad med at passe på sig selv.

Men i virkeligheden var Miller ramt af en voldsom depression, der fik ham til at søge trøst i køleskabet for at undgå sine selvmordstanker:

- 2010 var lavpunktet i mit voksne liv. Jeg ledte alle vegne for at finde trøst/distraktion/lindring. Og jeg vendte mig mod mad. Det kunne have været hvad som helst. Stoffer. Sex. Alkohol. Men at spise blev den eneste ting, jeg kunne se frem mod, og kunne regne med ville få mig igennem. Der var tidspunkter, hvor højdepunktet i mit liv var yndlingsmad og et nyt afsnit af Top Chef. Nogen gange var det nok. Det var det nødt til at være. Og jeg tog på. Rigtig f—king meget på.

Mælkebøtten, der ikke giver op
Da han første gang så billedet i 2010 ramte det hans flossede selvværd hårdt. Men i dag er Miller et andet sted i sit liv, og billedet minder ham i stedet om styrke, heling og tilgivelse af andre og sig selv:

- Nu, når jeg ser det billede af mig i min røde-T-shirt, med et sjældent smil på mit ansigt, bliver jeg mindet om min kamp. Min udholdenhed og ihærdighed i kampen mod alle mulige slags dæmoner […] Som en mælkebøtte igennem asfalten, bliver jeg ved. Alligevel. Stadigvæk. På trods.

Han slutter sin opdatering med en opfordring til os alle om at tage imod hjælp og tage os af hinanden:

- Hvis du eller en du kender kæmper, er der hjælp at hente. Ræk ud. Send en email. Grib telefonen. Der er nogen, som bekymrer sig. De venter på at høre fra dig.

Medie undskylder
Millers opdatering er blevet liket næsten 300.000 gange og delt 83.000 gange. Den stærke respons har fået folkene bag The Lad Bible til at fjerne opslaget og skrive en undskyldning til Miller - de anede ikke, at baggrunden for billedet var så tragisk:

- Psykisk helbred er ikke en joke eller noget at grine af. Vi ville bestemt ikke såre dig ved at minde dig om dette lavpunkt i dit liv. At skabe bekymring og sorg hos uskyldige og skrøbelige mennesker er ganske enkelt ikke acceptabelt.

Man kan stille sig selv det spørgsmål, om det nogensinde er okay at udstille mennesker og gøre grin med deres udseende uanset, hvor berømte de er – men den har LAD Bible tilsyneladende deres egne svar på.

 

 

Today I found myself the subject of an Internet meme. Not for the first time. This one, however, stands out from the...

Opslået af Wentworth Miller på 28. marts 2016

Del på
Kommentarer (0)

Henter...