Huskeliste til din rejseforsikring
Foto: Getty | Det blå EU-sygesikringskort er ikke nok, når du skal på ferie, siger jurist Lea Markersen fra Forbrugerrådet Tænk.
Eurowoman

Huskeliste til din rejseforsikring

Rejseforsikring: 3 ting du (som minimum) skal huske

Vi har spurgt en jurist til råds.

Af Sara Wilkins 30.jun.2017 Livsstil

Hvordan er det nu lige med den rejseforsikring?

Er du tilstrækkeligt dækket med det blå EU-sygesikringskort? Er der særlige forhold, du skal være opmærksom på, hvis du tager på aktiv ferie, bilferie eller ferie uden for Europa?

Vi har talt med jurist Lea Markersen fra Forbrugerrådet Tænk om tre ting, du skal være særligt opmærksom på, inden du drager mod ferieland.

 

1. Tegn en rejseforsikring

Ja, det lyder oplagt. Men mange glemmer at tegne den rigtige rejseforsikring, og det kan blive en dyr omgang, fortæller Lea Markersen.

- Når du skal tegne din rejseforsikring, er det vigtigt at undersøge, om den dækker det rigtige geografiske område i den relevante periode, og om den omfatter alle de personer, der skal med på rejsen. Nogle forsikringer dækker for eksempel kun inden for EU, og det er langt fra alle forsikringer, der omfatter hele familien. Hvis du skal bestige et bjerg eller skal lave anden ekstremsport på din ferie, skal du også sørge for at din forsikring dækker dette. Der kan nemlig sagtens være undtagelser i forsikringens dækning på den slags.

- Du skal desuden være opmærksom på, om hjemtransport er inkluderet i din rejseforsikring – hvilket den normalt er – men hvis den ikke er, kan det blive utroligt dyrt at skulle akut hjem, hvis det går rigtig galt. Husk derfor altid at have en hjemrejsedækning – uanset hvor du skal hen på ferie i udlandet.

 

2. Husk det blå EU-sygesikringskort – og mere til

- Hvis du rejser inden for EU, skal du huske det blå EU-sygesikringskort, for dit gule gælder ikke i udlandet. Kortet sørger dog kun for, at du har ret til den samme behandling som borgerne i det pågældende EU-land, så hvis de selv skal betale for visse behandlinger på et privathospital, er du også nødt til det. Det blå kort dækker heller ikke hjemtransport, så det er vigtigt at tegne en rejseforsikring ved siden af. Husk i øvrigt at få bestilt det blå kort i god tid inden afrejse, for der er typisk et par ugers ventetid, og husk at bestille et nyt, hvis det er udløbet.

 

3. Rejser du ofte? Gå efter årsdækning 

- Hvis du rejser flere gange om året – også selvom det bare er et par weekendture – er det en rigtig god idé med årsrejsedækning. Det kan nemlig hurtigt blive dyrt at tegne forsikring for den enkelte rejse hver eneste gang, du skal afsted. Tegn for eksempel rejseforsikringen som tillæg til din indboforsikring eller undersøg, om der evt. hører rejseforsikring med til dit betalingskort. Det er for eksempel tilfældet for nogle MasterCard-kunder, og så er der jo ingen grund til at tegne en ny. Rejseforsikringer er nemlig ikke ligesom ulykkesforsikringer. Her får du nemlig kun dækning én gang, mens du ved ulykkesforsikringer kan få flere udbetalinger. Derfor skal du sørge for, at du ikke er overdækket – og selvfølgelig heller ikke det modsatte.

Gode råd til din rejseforsikring

Ifølge jurist Lea Markersen er det en god idé, hvis din rejseforsikring dækker følgende forhold - afhængigt af dine behov:

* Hjemtransport

* Sygeledsagelse

* Bagageforsinkelse

* Erstatningsrejse

* Hospitals- og lægebehandling

* Hvis du skal på en aktiv feire (klatreferie, skiferie eller lignende) skal du sikre dig, at forsikringen også dækker den type ferie.

Derudover kan du med fordel stille dig selv og dit forsikringsselskab følgende spørgsmål, inden du bestiller:

* Hvilke personer er omfattet af forsikringen? Hvad med delebørn eller voksne børn, der lige skal et smut med til Italien? Skal de også være omfattet af forsikringen, eller har de selv en forsikring?

* Hvor dækker forsikringen rent geografisk? Husk sondringen inden og uden for EU.

* Dækker forsikringen over den rigtige periode?

* Når du først har fundet ud af, hvilken dækning der er relevant for dig, så undersøg gerne prisen på rejseforsikringer i flere selskaber. Der er nemlig store prisforskelle, og pris og kvalitet hænger ikke nødvendigvis sammen på forsikringsområdet.


Henter...