Mathilde Gøhler: "Kenya var ikke planlagt"

Hvis man ikke har været forelsket i en kvinde før, kunne man godt gå hen og blive det, når man overværer modellen Mathilde Gøhler, 23, bevæge sig foran kameraet. Og hvis man ikke har et barn i forvejen, kunne man godt gå hen og få lyst til at få et, når man oplever Mathildes ni uger gamle datter, Kenya, som hun har fået med kæresten, musikproduceren Remee, 41.

Blød som smør og nem som få bliver hun pakket ind og ned i barnevognen, Remee vinker og triller af sted. Vi går fra fotostudiet på Nørrebro over på den anden side af gaden og sætter os i baren på cafeen Bevar's, hvor Mathilde skal fortælle om livet som ung nybagt mor. Det er med at spidse ører, hvis man skal opsnappe de ord, hun afleverer med lav volumen, i langstrakt tempo og med anstrøg af nordjysk dialekt. Å'erne er fladere end på de københavnske kanter, hvor hun har boet de seneste to år.

LÆS OGSÅ: Mathilde Gøhler i weekenden: "Sove længe, putte i rigtig lang tid med min kæreste og vores hund og spise en laaaaang og hyggelig morgenmad"

Mathilde er født og opvokset i Hjørring, tog sin handelsgymnasium-eksamen i Aarhus, inden hun som 20-årig flyttede til København, hvor modelkarrieren tog fart. Mathilde bestiller en stor latte, en æggemad og en med hønsesalat. Hun lægger Chanel Boy-tasken på stolen ved siden af og iPhonen på bordet. To gange i løbet af interviewet vibrerer den, det er 'Min skat' efterfulgt af et rødt hjerte-emoticon, der ringer. Hun forklarer med Bamseline-blid og -blød stemme, hvor Remee skal finde, og hvordan han skal dosere, røre og give Kenya modermælkserstatningen hjemme på Islands Brygge. Mama knows!

LÆS OGSÅ: Mathilde Gøhler viser sin nyfødte på Instagram

- Vi var i Dubai i december, hvor vi holdt en tre uger lang ferie. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen om morgenen, og det ligner mig ikke. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at tage til lægen, når jeg kom hjem. Så sagde Remee: "Det kan også være, at du er gravid, skat." Da vi kom hjem, tog jeg testen, og ja, jeg var gravid.

Graviditeten var ikke planlagt. Slet ikke. Det gik så stærkt. Jeg var på p-piller, men holdt en pause, fordi jeg ikke havde flere, men jeg nåede ikke at få min menstruation, før jeg begyndte på en ny pakke. Det var fire måneder inde i vores forhold, og det er jo ikke optimalt, hvis man spørger alle andre. Så skal man jo lige være kærester et par år, så forloves, og så skal man giftes. Men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld føles det helt rigtigt for os.

Allerede efter vi havde været kærester i meget kort tid, sagde Remee til mig, at han var klar til at blive far igen (Remee har Emma, 16, fra et tidligere forhold, red.). Han vidste, at jeg var den, han ville have børn med. Så det var op til mig, hvornår vi skulle have et barn. Da han sagde det, regnede jeg ikke med, at jeg to måneder senere ville være gravid.

Vores pige hedder Kenya, fordi jeg blev gravid i Kenya. Vi var nede at besøge Remees velgørenhedsprojekt for SOS Børnebyerne. Dernede stod børnene i lort til knæene, og jeg fik et pludseligt behov for at dele ud af min kærlighed. Jeg havde lyst til at tage dem med hjem til Danmark, så jeg kunne tage mig af dem. Tænk, så havde jeg allerede min egen lillebitte baby inde i maven. Jeg tror, det var meant to be, at jeg skulle være mor og Remee far, lige der. Hendes fulde navn bliver Kenya Veneda Gøhler Jackman. Veneda var hendes storesøster Emmas forslag. Når Kenya engang skal præsentere sig selv, tænker jeg, hun vil sige: "Kenya Jackman." Det er powerfuldt, det er en stærk kvindes navn.



Jeg vil ikke sige, at jeg ikke havde oplevet kærlighed, inden jeg fik Kenya, men jeg havde ikke oplevet en så intens kærlighed. Jeg kan ikke få nok af hende og har lyst til at kramme hende hele tiden. Jeg er forelsket i hende. Det lyder åndssvagt, men jeg er vild med alt, hun gør. Selv når hun er ked af det. Og når hun smiler til mig, græder jeg hver gang, fordi jeg bliver så rørt.

14 dage før fødslen begyndte jeg at blive nervøs. Der begyndte jeg at blive rigtig stor, og jeg tænkte: "Hvordan skal jeg på nogen måde være i stand til at få det, der er inde i mig, ud af min krop?" Jeg vidste, det ville blive smertefuldt, men jeg ville ikke have noget smertestillende. Jeg ville gerne gøre det naturligt. Det er det, vores krop er skabt til. Jeg ville føde i et badekar, og jeg ville selv tage imod hende, når hun kom ud. Det skulle jeg overhovedet ikke regne med ville gå, som jeg gerne ville, sagde andre mødre. Men så skete det, og jeg fødte i vand, uden smertelindring, ikke engang en Panodil fik jeg, og jeg tog selv imod hende. Ja, det gjorde mega ondt, men det var smukt, at det gjorde ondt.

Jeg var meget rolig under min fødsel, og der blev ikke sagt noget på fødestuen. Der var helt stille. Sådan ville jeg gerne have det, ro og dæmpet lys. Remee og min mor var med. På et tidspunkt gik jeg op af badekarret og satte mig i brusekabinen for at skylle varmt vand over mig. Det hjalp meget på mine smerter. Remee og jeg græd til hinanden. Det var meget smukt. Det gjorde ondt på ham at se, at jeg havde så store smerter, som han ikke kunne tage på sig. Vi vidste, at 'nu var det nu', og en halv time senere var hun ude. Det var som et ritual, overgangen fra at være et par til at være forældre.

Lige da jeg blev gravid, følte jeg lidt, at jeg bare sad derhjemme fredag aften og var tyk, men nu hvor jeg har fået baby-præmien, tænker jeg tit: "Hvorfor gik jeg egentlig så meget ud før?" Jeg var ikke færdig med at gå ud, da jeg blev gravid, men det blev jeg lynhurtigt. Det hele var så naturligt. Alt er kommet til mig naturligt. Jeg har gjort, hvad der instinktivt har føltes rigtigt. Der er mange forskellige meninger om, hvordan man skal være forældre, men jeg følger mit instinkt. Jeg har fx valgt ikke at gå i mødregruppe, men har stor respekt og forståelse for dem, der gør. Jeg har ikke behov for at sammenligne bleer, udvikling og blive dømt som 'den unge mor'.

Hvis man skal sige én ting, der er irriterende ved at blive mor, er det den usikkerhed, jeg føler, hvis jeg ikke kan trøste hende med det samme. Nu er Kenya utrolig nem, hun har ikke grædt i mere end 10 minutter, og hun har på intet tidspunkt skreget. Men de der enkelte gange, hvor jeg ikke har kunnet trøste hende i løbet af 10 minutter, har jeg fået fornemmelsen af at være uduelig. Det kan ikke beskrives, hvor ulykkelig det gør mig. Følelsen forsvinder dog hurtigt igen, men bestræbelsen efter at være den bedste forælder i verden gør, at man bare ikke har lyst til at se sit barn ked af det.

Der har ikke været nogen ulemper ved, at Remee og jeg ikke havde kendt hinanden længere tid, inden vi blev forældre. Det har kun været alle andres problem. Vi har ikke været i tvivl. Skulle vi gå fra hinanden, vil jeg aldrig fortryde, at jeg har fået barn med Remee. Han er så godt et menneske.

Det har været helt fantastisk at gå fra at være kærester til at være forældre og blive en lille familie. Det får man ikke at vide, at man skal glæde sig til, når man er gravid. Når jeg ser Remee som far, smelter jeg. Den måde, han kigger på Kenya. Han er så kærlig og god til at se, når jeg har brug for en lille pause. Så tager han hende, vugger hende og synger for hende.

Det var kærlighed ved første blik med Remee og mig, og den kærlighed er vokset og vokset. Jeg havde aldrig troet, at det ville være så let at være i et forhold. Jo, han stiller skoene i køkkenet frem for at stille dem i gangen, og han bruger min tandbørste i stedet for sin egen. Men det er jo ikke problemer, det er bare tankeløshed. Vi har kun været oppe at skændes én gang, og det var et luksusproblem. Han ville gerne blive i Dubai og holde nytår, og jeg ville gerne hjem til min familie og min hund. Vi endte med at tage hjem.

Det passede rigtig dårligt med min karriere at blive gravid. Jeg havde arbejdet mig op gennem flere år og var booket seks måneder frem. Men selvfølgelig skulle jeg have barnet. Det var en forløsning efter det hårde arbejde at blive gravid. Jeg var så meget på farten, at jeg ikke havde tid til at tænke eller finde fodfæste. Under min graviditet fandt jeg mig selv igen.

Jeg var bekymret for, at jeg skulle give afkald på min krop, som jeg kendte den. Jeg har aldrig passet på den. Jeg er ikke glad for at gå på diæt eller motionere. Tænk, hvis jeg skulle kæmpe for at komme i form igen bagefter. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg skulle blive tykkere og tykkere, men det kan man jo ikke forhindre. Jeg vil også sige, at jeg gav den gas. Heldigvis fik jeg ingen strækmaver, og min mave er normal igen.

Jeg er startet stille og roligt op med modelarbejdet, og det har været fantastisk at komme i gang igen. Vi vil fortsætte med at leve vores liv, som vi har levet det med rejser og arbejde, bare lidt mere planlagt. Sådan en lille én kræver jo også nogle rammer. Men så længe hun har mig og Remee, sin storesøster Emma og Bom (Mathildes hund, red.), har hun, hvad hun skal bruge de første par år.


LÆS OGSÅ: Medina: "Jeg har aldrig haft en kæreste før, der gav mig overskud, aldrig"

LÆS OGSÅ: Casper C. og Isabel: "Der er kun ét problem i aldersforskellen"

LÆS OGSÅ: Zanka: "Næsten med det samme vidste jeg, at det var kærlighed"