Maren Uthaug
Foto: Mew. Illustration: Maren Uthaug | Maren Uthaug
ALT for damerne

Maren Uthaug

Maren Uthaug: Alt, jeg laver, er ikke nødvendigvis mig

Maren Uthaug er tegneren bag den nye stribe i ALT for damerne. Men i virkeligheden skulle hun skrive og ikke tegne. Her fortæller hun, hvordan hun mere eller mindre tilfældigt kom til det alligevel. Og hvordan tegningerne måske – måske ikke er selvbiografiske.

Af Maren Uthaug 07.nov.2013 Livsstil

Kimen til min karriere som stribetegner startede en søndag morgen for tre år siden. Jeg havde lige taget tøj på og skulle til at spise morgenmad med min kæreste, Allan, og vores tre børn, der på det tidspunkt var 2, 5 og 8 år.

– Jøsses dog, en underlig kjole, sagde Allan og pegede på den kjole, jeg havde taget på, som min gudmor lige havde sendt til mig.

– Den klæder dig virkelig ikke. Jeg tror faktisk, den ville være pænere til mig, fortsatte han.

Jeg tog den selvfølgelig straks af, og rakte ham den, så han kunne tage den på. Og han havde ret. Den klædte ham bedre. Vi lo højt, og jeg fik ham til at posere og tog et billede.

– Men du lægger ikke billedet på bloggen! sagde han.

– Selvfølgelig ikke, svarede jeg.

– Ved du egentlig, hvor mine skistøvler er, spurgte han så og satte sig ved morgenbordet.

– Nej, hvorfor?

– Fordi jeg skal på skiferie i morgen.

– Hahaha, sjovt.

– Jamen, det skal jeg.

– Nej, du skal sgu da ej.

– Jo, det skal jeg. Det ved du da godt.

– Nej. Det ved jeg da ikke!

– Jo, du gør.

– Hold nu kæft, du skal da ikke på skiferie, hvor og med hvem?

– Med drengene, det har været aftalt totalt længe.

– Altså hvad? Jeg har aldrig hørt om en skitur med nogen drenge.

– Jo, du har.

– Nej, jeg har ikke.

– Jo, du har.

– Nej, jeg har ikke.

Og sådan fortsatte vi noget tid. Sådan cirka helt til Allan fandt sine skistøvler i kælderen, fik pakket sit gear og tog af sted for at stå på ski i et par dage. Skal vi ikke bare sige, at det ikke var de hede farvelkys, der prægede den afsked?



LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach: Dét faldt jeg for

Hamsterhjulet
Jeg ved godt, det lyder, som om jeg er verdens mest rådne kæreste, når jeg ikke lige under min partner en lille hurtig skitur med drengene, at det lyder, som om han skal have lov af mig, og hvis jeg ikke er informeret, så kan det sørme ikke lige lade sig gøre. Sådan er det jo ikke. Og så er det alligevel sådan. Sagen er, at når man har småbørn, er mængden af ting, der skal gøres, alt for mange. At få det til at gå op med to job og en hverdag er et planlægningsarbejde, der kræver et særligt organisatorisk talent. Hvilket ikke er min stærke side. Eller min kærestes. Set i bakspejlet har vi nok fået raget lige lovlig mange unger til os i forhold til, hvad vi egentlig er i stand til at håndtere. For eksempel har ingen af os nogen hukommelse tilbage, hvilket hele konflikten, omkring hvem der har fortalt hvad til hvem omkring skiferien, jo er et herligt bevis på. Men nu er ungerne her jo, og ingen kan undvære dem. Problemet var, at lige præcis den uge, der lå foran mig, havde jeg en stor reklameopgave på mit freelancejob, hvor der både skulle findes på, skrives og præsenteres for en ny kunde. Samtidig med jeg nu alene skulle få de tre små til at løbe den samme vej i hamsterhjulet.

Tegnede ugen
For at gøre en lang historie virkelig kort, så gik det ad helvede til. Både med kampagnen og med de zenfyldte aftensmåltider. Da Allan ringede, dagen før han skulle komme hjem, og sagde, at han havde taget fejl og først kom hjem om endnu en dag, havde jeg kun kræfter til at hvisle. Det samme gjorde sig gældende, da han endelig kom hjem. Han lavede noget aftensmad til os, og bagefter satte han og ungerne sig foran tv’et og hyggede. Jeg orkede ikke noget som helst. Ikke engang at hygge. Satte mig i stedet hen til min computer for at blogge lidt. Men i stedet for at skrive om ugen, begyndte jeg at tegne den. Det blev til over 40 tegninger, som jeg kaldte ”Sidste uge i tegninger” og smed på bloggen. Afslutningen på striberne var den passende straf, jeg mente, Allan måtte lide for at være taget af sted: at jeg lagde billedet af ham i den underlige kjole på bloggen.

Dagen efter var mit læsertal eksploderet. Folk lå flade af grin over mine tegninger hele vejen ud over kommentarsporet og delte dem på Facebook, på Twitter, på mail. Min karriere som tegneserieskaber var begyndt.

Det var dog ikke første gang, jeg tegnede. Jeg havde haft en stribe i et tillæg i Politiken et halvt år. Og havde haft en i BT i et år. Men det var efterhånden mange år siden, og jeg syntes slet ikke, jeg var god nok til at plage folk med mine tegneserier. Desuden var jeg jo slet ikke tegner, jeg var og har altid været hende, der skrev. Desuden var der jo den der roman, jeg efterhånden havde skrevet på i flere år, som jeg hellere ville bruge den smule tid, jeg havde tilovers, på.

Begejstrede læsere
Begejstringen over tegningerne, jeg havde lagt ud på bloggen, smittede af på mig, og snart lagde jeg en til ud. Og en til. Det var tydeligt, mine læsere morede sig lige så meget over dem, som jeg gjorde ved at lave dem. Hver gang, jeg lagde en tegning på, steg mine læsertal drastisk, så det var svært ikke at følge op med endnu en tegning. Sådan hyggede vi os i to år. Til Politiken udskrev en tegneseriekonkurrence, hvor vinderen, hvis striben var god nok, ville blive hyret som avisens daglige stribetegner. Jeg sendte et forslag af sted, tænkte ikke et øjeblik, jeg havde en chance. Faktisk undskyldte jeg lidt over for den postmand, der tog mod mit bidrag fem minutter før deadline. Kuverten, jeg havde lagt striberne i, var for stor til at komme ind i Politikens postkasse, så jeg måtte cykle ned til et eller andet postomdelingssted, hvor en mand i orange kedeldragt dovent tog imod min kuvert. Han havde intet med Politiken at gøre. Alligevel hørte jeg mig undskylde over for det, kuverten indeholdt, og fortælle, at det jo ikke var noget, jeg sådan satsede på, at jeg jo havde andre småjob, og hoooold nu kæft kvinde!


Holy crap, jeg vandt!
Jeg vandt konkurrencen. Avisens kulturredaktør ringede mig op en fredag sent om eftermiddagen, hvor jeg sad og spillede Monopoly med to af ungerne. Vi var midt i en diskussion om, hvor vidt man måtte smølfesparke sin bil rundt på brættet, da telefonen ringede, og jeg fik overbragt den overraskende og chokerende nyhed: Jeg havde vundet Politikens tegneseriekonkurrence. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle besvime eller drikke mig fuld på stedet, så jeg gav mig i stedet til at løbe rundt i huset, hoppe i sengene og lave upassende bevægelser med underlivet. Børnene løb i hælene på mig og råbte, ”hvad sker der, hvad sker der?”. Jeg prøvede selvfølgelig at høre efter, hvad kulturredaktøren sagde, men til sidst forstod hun vist, jeg var i en tilstand, hvor det var bedst at udskyde resten af snakken til på mandag. Vi sagde farvel, og jeg løb op til min veninde, der bor ovenpå, flåede hende ud af badet for at fortælle, hvad der var sket. Hvorefter hun blandede nogle uhyre stærke gin-tonics til os.

Jeg sov ikke de næste par nætter – af ren og skær benovelse over mig selv. Kun afbrudt af, da jeg måtte stå op for at tjekke det nummer, ”kulturredaktøren” havde ringet fra, for et øjeblik stod det mig klart, at nogen selvfølgelig havde taget pis på mig. Ifølge Kraks nummerviser var den dog god nok – og jeg gik tilbage i seng og tænkte holy crap, jeg vandt?!

LÆS OGSÅ: "De spurgte om jeg var mormor til min datter"

Stopper ikke med at blogge
Oplevelsen med at vinde blev til en længere serie tegninger på bloggen, der viste, hvordan jeg svingede mellem at være skræmt fra vid og sans over at have vundet – til at være så selvfed, at min kæreste næsten ikke kunne holde mig ud. Serien blev delt i et for mig endnu uhørt antal på de sociale medier. Det gode ved at have en masse læsere, der er glade for at følge med hver dag – og derfor godt ved, at vi først kæmpede for at spare sammen til døre i vores hus, så til et bad (vi har næsten et bad nu) – er, at de jubler sammen med én, når der sker gode ting. Som for eksempel, når jeg får et nyt job som stribetegner. Det betyder også, at lige meget, hvor travlt jeg har det med min nye tjans, så kunne det aldrig falde mig ind at holde op med at tegne og skrive på bloggen.

Nye tider
Fra for kort tid siden at være én, der for sjov tegnede små tændstikmænd til sin blog, er jeg nu blevet professionel tegner. En af mine venner har sagt, det snart vil være passende, jeg holder op med at undskylde for mine tegninger. Så det er jeg holdt op med. Jeg undskylder ikke mere. Men når ingen hører det, øver jeg mig stadig på at sige, at jeg er tegner. Og jeg fniser lidt, når jeg ser mit navn i et program eller på tv og der står ”tegner” under. Ingen skal dog være i tvivl om, at jeg elsker mit job. Faktisk så meget, at jeg ofte ærgrer mig fredag eftermiddag – fordi der så er to dage til, jeg igen kan få lov til at sidde ved mit tegnebræt. At lave tegneserier er det sjoveste, jeg ved!



Hvad med forfatterdrømmen?
Få uger før, jeg vandt tegneseriekonkurrencen, fik jeg antaget den roman, jeg havde skrevet på i årevis, hos Lindhardt og Ringhof. Og brugte tiden, frem til jeg begyndte på stribetjansen, på at få den redigeret færdig. Den udkom i september, og nu sidder jeg lidt forpustet og er lykkedes med både at få en roman ud og få et drømmejob på ét år. Indrømmer gerne, jeg havde en kort periode i september, hvor jeg lagde mig i hjørnet, trak en dyne op over hovedet og sagde, ”nu har jeg givet alt, jeg havde i mig, må jeg godt sove nu?”.

ALT for damerne
Jeg er dog ikke typen, der har tålmodighed til at sove særlig længe, for jeg kommer hele tiden i tanker om noget nyt, man jo kunne lave en lille historie over. Så det varede ikke længe, før jeg stod op og var klar til endnu en fantastisk udfordring: At tegne for ALT for damerne. Sjovt var det især at skulle lave en lidt anden udgave af mit sædvanlige alter ego.

Tegner mig selv
Jeg får ofte spørgsmålet om, hvor meget af det, jeg tegner, der er selvbiografisk. Og nogle gange, når jeg har lavet en lidt trist stribe i avisen om for eksempel at blive forladt af sin kæreste, så får jeg mails fra folk, der gerne vil trøste mig og være med til at svine mænd til. Men min kæreste er altså ikke er gået nogen steder. For alt, jeg laver, er ikke nødvendigvis mig. Reglen er, at på bloggen er jeg altid tro over for sandheden, der kan man regne med, at jeg rent faktisk har oplevet det, jeg tegner og skriver. Men i avisen – eller her i bladet – tager jeg mig den kreative frihed at lave historier, der ikke nødvendigvis er selvbiografiske. Så spændende et liv har jeg jo heller ikke. Derudover er der selvfølgelig også de historier, jeg ikke vil indrømme, er mig, så man ved det aldrig helt. For måske var det mig, der gemte mig for mine børn en hel søndag, røg smøger, mens jeg lavede yoga og kom til at bløde igennem på chefens kontorstol…?!

LÆS OGSÅ: Se anmeldelsen af Maren Uthaugs bog

Maren Uthaug er…
…tegner, blogger og forfatter. Tegner striber til Politiken og nu også ALT for damerne. Har netop udgivet den anmelderroste roman ”Og sådan blev det”.

…født i 1972.

…kæreste med Allan og mor til tre piger.

…med egne ord halv samisk, halv norsk. Ret dansk.

Henter...