Håbløse mænd: Gift ved første blik
SPONSORERET indhold

Eksperter: Sådan tackler du 3 "håbløse" mandetyper

Kunne du date mændene fra "Gift ved første blik"? Her er eksperternes råd til, hvordan du håndterer dem.

Af:: Tilde Mariann Andersen og Mi Skjold Brix Foto: Alamy
26. nov. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Skulle de elske og ære hinanden i medgang og modgang til døden skilte dem ad, eller til tv-programmet er slut? Det var det spørgsmål parrene i dagens mest omdiskuterede tv-program, "Gift ved første blik", skulle tage stilling til, mens Danmark så med fra sofaen tirsdag aften. Ét af parrene blev sammen: Jakob og Katrine, der tidligere har fortalt, hvor mærkelig en oplevelse det var at sige ja til en fremmed.

ALTfordamerne.dk's klummeskribent Pia Damsgaard Bach så også med fra sofaen, og det satte tanker i gang om mændene i de forhold, der endte i brat skilsmisse.

Der er noget genkendeligt ved den bløde machomand Lars eller den lidt forkælede Peter, mener hun. Alle fire mænd repræsenterer for hende nemlig hver deres mandetype. Og tre af dem, vil hun til hver en tid gå en stor bue uden om.

Derfor har vi spurgt to parforholdseksperter, hvad de tænker om Pia Damsgaard Bachs karakteristik. Er der noget om, at man skal passe på ham, der let bliver forelsket og måske i stedet satse på ham, der ikke ved første øjekast er hr-den-eneste-ene? Psykoterapeut Martin Østergaard og parterapeut og sexolog Rikke Thuesen har begge erfaringer med at rådgive par om deres forhold. De kan begge genkende de nogle af de karaktertræk, vores klummeskribent beskriver de fire mænd med

Blød machomand

"Den "bløde" machomand med den rå overflade, som mange kvinder falder for ved første øjekast - det gjorde Jeanette også. "Blød" er i anførselstegn, for han sætter en stor ære i, at han ELSKER kvinder og altid følger sine følelser. Men det er netop sine egne følelser, han tager hensyn til, mens han kynisk tilsidesætter andres. Jeg gætter på, at han er en type, som har mange forhold og knuste hjerter på samvittigheden og måske også er utro. Når byttet først er nedlagt, bliver det uinteressant."

Sådan beskriver ALTfordamerne.dk's klummeskribent Pia Damsgaard Bach den første mandetype i sin klumme.

- Udfordringen ved denne type mand er, at han er selvoptaget og styrende, siger Martin Østergaard.

- Det kan være rart for en kvinde, der er lidt selvudslettende og tilbageholdende, at være sammen med en mere klart defineret mand, der kan inspirere hende og få hende til at føle sig løftet. Men ofte vil kvinden vågne op længere inde i forholdet og begynde at bekrige ham, fordi hun synes, at han ikke lever op til hendes forventninger, efter at hun i en lang periode har undertrykt sine ønsker og behov, siger han.

Machomandens perfekte match er ifølge Østergaard en kvinde, der er lige så selvoptaget og styrende som han selv. Men udfordringen bliver samtidig, at de frastøder hinanden, fordi de begge er så dominerende. Vil du som kvinde have et forhold med denne type mand til at fungere, skal holde ham interesseret ved at aktivere hans jagtgen, mener Rikke Thuesen.

- Det holder ham på tæerne, at han ikke er helt sikker på, hvor han har hende. Så hun skal være mystisk, finurlig og indimellem svær at nå, måske en anelse kølig og afvisende, og så derefter overgive sig totalt til ham, så han ikke kommer til at føle sig for utryg og lille, sig hun.

Den forkælede
Den næste type, klummeskribenten beskriver, er af den forkælede selvoptagne slags:

"Den selvoptagne pedant, der er som en lille dreng, som havde håbet at få den kæmpestore Lego-borg i julegave, men kun fik den mellemstore og ikke rigtig gider pakke den ud. Han virker lidt forkælet og har nok urealistisk høje tanker om sig selv. Han er fanget i teenageværelsets billeder af Jennifer Lopez m.fl. og kan slet ikke se den søde, åbne kvinde - Carina - som vil gøre alt for at få forholdet til at fungere. Han vil sandsynligvis være single mange år endnu, indtil han begynder at hvile lidt mere i sig selv."

- Her handler det om at være lidt uopnåelig og nærmest filmstjerneagtig, siger Rikke Thuesen
- Han skal være stolt og benovet over at have fanget sådan en kvinde alle efterstræber og hvor han en stille stund kan undre sig over at han er så heldig. Hun skal virkelig kende sit eget værd og nok være lid af en strigle som aktivere hans usikkerhed på sig selv, så han bliver nødt til at holde fast på hende for ikke at tabe ansigt for sig selv. En han i hemmelighed kan se lidt op til og være bange for ser ham, som han virkelig er: nemlig ikke særlig meget, siger hun.

Faktisk skal en mand som denne type helst have en kvinde, han er en lille smule bange for, ser ham, som han virkelige er, fortæller terapeuten. I al hemmelighed skal han helst kunne se op til hende.Og måske er der noget om det, for Martin Østergaards råd til, hvordan man håndterer et forhold med denne type mand går faktisk ud på at pille ham lidt ned:

- Den største fejl, man kan begå over for denne mand er at forsøge at overbevise ham om, at man er den rette. Det bedste er at trække sig væk fra ham. Skulle han så fortryde og vende tilbage, må man tvinge ham igennem at gøre ordentlig kur til en, før man vælger ham igen. Og begynder han igen at vise tegn på at være utilfreds, så vender man bare ryggen til ham igen.

Den forelskede
"Manden, som vil forelske sig i alt, der går på to ben og har antydningen af bryster - bare for at være sammen med en eller anden kvinde. Det er virkelig demotiverende for en kvinde at være "den første den bedste", og måske er det derfor Pia trak sig så hurtigt fra ham. Han har vist allerede fundet en kæreste, men om hun er rigtig for ham, glemmer han at mærke efter. Hun er der i hvert fald," skriver Pia Damsgaard Bach med inspiration i den meget forelskede Frank, der allerede inden bryllupsrejsen sagde farvel til sin brud.

- Mange mænd er parate til både dybe kys og sex fra dag et, og her har de fleste kvinder lige brug for at lære ham lidt bedre at kende, før de hopper i kanen med ham, siger Martin Østergaard.

- Det betyder ikke, at kvinder ikke også kan springe på en mand på første date, men det er dræbende med en mand, der står med stor, våd trutmund og bare er på-på-på uden overhovedet at forholde sig til, hvor kvinden er henne følelsesmæssigt.

Kvinden der passer til denne amourøse type, er ifølge Østergaard hende, der i forvejen synes, han er helt fantastisk, spændende og flot. Og så skal hun være virkelig glad for tosomhed:

- Vil du have det godt med denne mand er det virkelig en fordel, hvis du ønsker at blive puttet og nuttet og nærmest gro sammen. Gå altid med ham hånd i hånd, sid altid tæt, vær altid tilgængelig. Her kan man virkelig få mulighed for at gemme sig fraverdens farer i tosomheden. Hvis man ikke bliver kvalt.

Seriøs og realistisk
Den sidste type tager udgangspunkt i Jakob, der som den eneste af programmets mandlige deltagere blev sammen med den kvinde, han blev matchet op med i programmet.

"Måske ikke "the man of your dreams" lige ved første øjekast, men han går seriøst ind i forholdet og stiller ikke urealistiske krav til kvinden. Han er ikke lalleglad – jo, på mange måder, men lige præcis ikke når det gælder forholdet - og han overvejer virkelig seriøst, om det skal fortsætte, inden han træffer en beslutning og står ved den. Han vandt virkelig ved nærmere bekendtskab. At forholdet virker lige lovligt omklamrende for min smag er en anden sag."

- Denne type mand kan umiddelbart fremstå, som om man får et lidt kedeligt forhold. Og det er også forholdsvist udramatisk, for her kan man pleje forholdet ved samtale, gensidig respekt, anerkende hinandens behov, give plads, og reflektere modent over det forhold, man er i. Altså et godt givende kærlighedsforhold, siger Rikke Thuesen om klummeskribentens betragtninger.

Spørger man Martin Østergaard, så vil mange kvinder passe med en mand som denne type.

- Han er både sig selv og samtidig er opmærksom på, hvem han er kæreste med. Og det er ikke vanskeligt at forholde sig til ham, fordi han altid er indstillet på at forhandle, siger han.

- Rigtig mange kvinder føler sig mere set af en mand, der både kan give udtryk for sine varme og positive følelser, samtidig med at han også kan forholde sig lidt til de ofte lidt indviklede realiteter omkring en opstart på et forhold.

Skulle nogen føle sig trådt over tæerne, er der dog et plaster på såret. Martin Østergaard påpeger nemlig, at selv om vores klummeskribent langt hen ad vejen har ret, når hun karakteriserer de forskellige mandetyper, afhænger deres opførsel også af, hvilken kvinde, de er i et forhold med:

- Man skal bare være klar over, at sat over for andre kvinder, ville disse mænd muligvis fremstå helt eller delvist forandrede. Sådan er kærlighed og mand-kvinde-dynamik så uforudsigelig. Vi ændrer os, alt efter hvem vi er sammen med. Ikke helt - men overraskende meget.

LÆS OGSÅ: "Gift ved første blik" endte med en kæmpe nedtur

LÆS OGSÅ: Gift ved første blik: "Jeg har aldrig prøvet noget så vanvittigt"

LÆS OGSÅ: Sådan får du et lykkeligt ægteskab