Indretning
Foto: Martin Sølyst/Erik Bjørn & Kompagni
BoligLiv

Indretning

Sanselig indretning: Kontraster i det lille fiskerhus

Del på

Etniske tekstiler møder funktionelle stole møder patinerede loppefund … det lille fiskerhus fra 1830 ser traditionelt dansk og landsbyagtigt ud udefra, men indretningen er lækker og overraskende.

Af Eva-Marie Wilken/Mariesverden.dk 10.apr.2016 Livsstil



HVEM: Dorthe Ziegler Topp, blæksprutte i butikken De Fire Årstider og indehaver af butikken Dorthes Brocante i Nykøbing Sjælland, hendes mand, biolog Finn Topp, og hunden Hermann
HVAD: Fiskerhus fra 1830 på 110 kvadratmeter i to etager
HVOR: Ved Klint i Odsherred

Dorthe og Finn Topp har haft det lille fiskerhus ved Klint i Odsherred i syv år og forelskede sig hovedkulds i det, da de så det første gang. De havde tidligere haft sommerhus i området og søgte noget, der også kunne rumme butik, og som man kunne se fra vejen. Huset var lidt lille til formålet med sine 110 kvadratmeter, men der hører en stor have til, og stedet har en særlig stemning – lige det, parret ledte efter. – Vi var faktisk meget forelskede i huset, der godt nok ikke havde mange rum, men til gengæld smukke udskæringer i loftet i stuen. Og vi så store muligheder i haven, som i virkeligheden var en stor pløjemark, fortæller Dorthe.

Fejl førte til glæde
Parret bød over andre interesserede i et spontant og passioneret øjeblik, og det blev en dyr fornøjelse. Huset viste sig at have en del fejl. Efter halvandet år begyndte vandet at drive ned ad væggene, og de fandt ud af, at undertaget var konstrueret forkert. Kort fortalt måtte familien i gang med store ombygninger, der blandt andet omfattede nyt tag og nye vinduer. – Set i bakspejlet var det en lærerig historie. Men i dag har vi fået stor glæde af de fatale fejl, da vi jo måtte lave hele tagetagen om. Derfor har vi nu en fin udnyttelse af den etage med masser af lys og en helt ny trappe, siger Dorthe. Både Finn og Dorthe er æstetikere, Finn primært med billedkunst som sin store passion, og Dorthe som den mere udfarende, fordi hun får mange ideer og impulser fra andre kontinenter. Hun har boet nogle år i Portugal og rejser meget med sit nuværende job til bl.a. Vietnam, Laos og Burma. Her suger hun til sig og lader sig inspirere af de forskellige folkeslag og deres håndværksmæssige traditioner. – Jeg bliver stimuleret af de mange kulturer og deres forskelligartede udtryksformer og kan bedst lide, når interiører har en snert af noget simpelt eller noget håndværksmæssigt over sig. Jeg tænker på dekoration som et fællesanliggende verden over, blot kodet med forskellige ingredienser, siger Dorthe.

Tekstiler giver den røde tråd
Dorthes egen indretning består af en blanding af funktionelle møbler som f.eks. Eames-stole designet i 50’erne, masser af etniske tekstiler, moderne kunst og en stor samling af hånddrejede krukker i skulpturelle former og fra mange kulturer og epoker. – Jeg flytter meget om og bliver ved, til tingene er, som jeg vil have dem. Jeg opfatter rummene som et samlet hele og prøver altid at lade en rød tråd gå igennem rummene, så man får den samme følelse, uanset om man befinder sig i dagligstuen eller i spisestuen, forklarer Dorthe, der især elsker at bruge tekstiler som gennemgående farve-accenter for at få rummene til at hænge visuelt sammen.


Lyset vælter ind i stuen med det fantastiske loft med de originale paneler. I krukken står et pengetræ, også kendt som paradistræ. Det er nemt at holde, da det kan tåle både udtørring og lidt kulde. Det fås f.eks.i De Fire Årstider, der har specialiseret sig i sukkulenter.

TIP
Har du et spændende loft med fyldninger eller bjælker, så mal selve loftet mat og bjælkerne/fyldningerne blanke. På den måde opstår der en kontrast, der fremhæver det skulpturelle.


Finn har lagt gamle egetræsplanker oven på et antikt fransk smedejernsbord, og resultatet er et spisebord i rå og samtidig nostalgisk stil. Som en funktionel kontrast har parret valgt Eames-stole fra Paustian til bordet.


På puffen står en skiferplade, der er fundet på et loppemarked. Samme plade bruger parret også udenfor som skærebræt. Den lille bakke er fra Hay, mens de små sminkekrukker af porcelæn er fra Vietnam.


Haven lignede mest af alt en pløjemark, da parret flyttede ind i huset for syv år siden. Nu er her grønt og frodigt med uderum som her på terrassen. De lilla puder er ældgamle og bliver brugt i haven, fordi Dorthe synes, at farven er så smuk til det grønne.


Dorthe elsker at bruge tekstiler i indretningen for at skabe en farvemæssig sammenhæng. Sofaen er fra Raun, mens puffen er fra Istanbul og købt på en messe i Paris. Puderne er fra Dorthes Brocante, og litografien er af Per Kirkeby. Lampen til højre for sofaen er fundet på et loppemarked.


Soveværelset på første sal er nyistandsat med frie bjælker og nye gulve. Både sengetæppet og gulvtæppet er fra Marokko.

TIP
Gør som Dorthe, og fjern pyntelisterne fra det gamle karlekammerskab, hvis du vil give det et mindre romantisk look. Skabet her er blevet malet med hvid højglansmaling bagefter.


På første sal er indrettet en lille arbejdsafdeling. Bukkene er bejdsede og fra et byggemarked, mens pladen af marmor er et genbrugsfund. Lampen er fra Muuto, stolen er et loppefund fra Belgien, og krukken er fra Vietnam. Akvarellerne af Isak Samuelsen er købt i parrets yndlingsbutik, Tikøb Antik.


Tusch-tegningerne er en gave fra Dorthe til Finn. Hun fandt dem på et marked i Vietnam. Kunstnerens navn er ukendt.


Dorthe samler på krukker, og her ses et par smukke af slagsen. Den store er en gammel sag fra Søholm, den lille er også gammel og fra Knabstrup, mens kanden er fra Vietnam.


Køkkenet er åbnet delvist op til stuerne. Gulvet er af travertin, og alle hvidevarer er fra Asko. På væggen hænger et litografi af Eilar Bille. Krukken i forgrunden er fra 20’erne og fra et loppemarked.


De patinerede kar er loppefund og bruges til opbevaring af krydderurter, citroner og løg.


Havemøblerne er af teaktræ og kan tåle at stå ude hele året. Med tiden får træet en fantastisk grå farve.


Krukkerne her er unika, men lignende findes hos De Fire Årstider eller hos Dorthes Brocante. Spejlet er fundet på en rejse, og gulvtæppet er fra Dorthes Brocante. Dorthe har plukket blomstrende vild gulerod og sat ned i den ene krukke.

► SE OGSÅ: Kreabolig: Kreativitet i det gamle slagteri
► SE OGSÅ: Nye tider i den gamle herskabslejlighed
► SE OGSÅ: 50'er villa med langsigtede løsninger

Del på
Kommentarer (0)

Henter...