Sardinien
Foto: Charlotte Brixen og PR | Hotellet Forte Village Resort Il Castello på Sardinien har egen billedskøn strand.
ALT for damerne

Sardinien

Nyd din sensommer på skønne Sardinien: Dette skal du opleve

Del på

Drømmer du om en lun sensommerferie (måske efter en staycation i vejr-ustabile Danmark?), så er Sardinien det oplagte rejsemål. Perlen i Middelhavet byder på smukke strande, vilde bjerge, subtropisk klima og vidunderlig mad. Og så er det mindre end 3 timers flyvetur væk.

Af Redaktionen 13.jul.2017 Livsstil

Oplev

Natur og strand
Parco Nazionale del Gennargentu i bjergene bag byen Cala Gonone er smuk og har mange vandrestier for et hvert niveau. Nationalparken har det højeste punkt på øen og en kløft, der går for at være Europas Grand Canyon. Grotta del Bue Marino er en imponerende underjordisk grotte. Tag en udflugtsbåd fra havnen i Cala Gonone til de små laguner. La Pelosa ved Stintino på nordkysten er nok den mest berømte strand på Sardinien. Den er meget smuk, men du skal komme tidligt, for den er noget af et tilløbsstykke. Ved Alghero på nordvestkysten kan den børnevenlige strand Maria Pia også anbefales, mens østkysten bl.a. byder på den lille eventyrlige lagune Cala Fuili og paradisstranden Cala Luna med lækkert kridhvidt sand.

Byliv

I Sardiniens nordvestlige hjørne finder du den lille by Alghero – Nordsardiniens turisthovedstad. I højsæsonen nærmest fordobles indbyggertallet, og hele byen og ikke mindst dens lækre strande summer af sommerliv. Her kan du nyde en afvekslende ferie i autentiske, sardinske omgivelser, se fæstningsværker tilbage fra det 16. århundende og opleve ægte middelalderstemning i de smalle stræder.

Castelsardo er en af Italiens smukkeste byer. Byens vartegn er den næsten 1.000 år gamle borg, der troner majestætisk over de gamle huse og snævre stræder, hvor bedstemødrene fletter kurve på trappetrinene, mens børnene leger tagfat.

Byen har kun 6.000 indbyggere, og indimellem føles det, som om tiden er gået helt i stå. Dagene går med at nyde solen og Asinara-bugtens smaragdgrønne vand, og med at gå hånd i hånd gennem de romantiske stræder.

Vil du opleve pulserende storbyliv kombineret med kort afstand til lækre strande og billedskønne landskaber, så er Sassari svaret. Byen har alt, hvad der hører sig til en afvekslende solferie – inklusiv fristende forretninger, gourmet-restauranter og et livligt natteliv. Sassari har i århundreder været en særdeles velhavende by, og gadebilledet er elegant og sofistikeret med storslåede nyklassicistiske palæer, museer med rige kunstsamlinger og hyggelige pladser med kunstfærdige skulpturer og fontæner. Her er både eksklusive forretninger og specialbutikker, der sælger lokalt kunsthåndværk. Byen har også et fornemt udvalg af rigtig gode restauranter, der har forfinet den traditionelle sardinske kogekunst.

LÆS OGSÅ: Feriedestinationen til dig, der elsker Toscana - men ikke turister

Rejs & bo

Det er nemt og overskueligt at komme til Sardinien. Øen ligger kun cirka to timer og 50 minutters flyvetid fra Danmark. Flere flyselskaber flyver direkte fra København og Billund, men du kan også booke pakkerejser med fly og overnatninger på hotel eller hyggelige B&B-steder.

Du kan leje en bil i de større byer og i lufthavnene. Bestil evt. over nettet hjemmefra, så bilen står klar, når du ankommer. Det er gratis at benytte motorvejene. Der er også rimelig god offentlig transport på øen, men der kan være langt mellem afgangene, og man skal være lidt tålmodig med tiden.

Det bedste tidspunkt at feriere på Sardinien er for- og eftersommer, med mindre du elsker meget høje varmegrader. I august kan det blive op til 35 grader.

Se mere på Atlantisrejser.dk, Arst.sardegna.it og på Sardegnaturismo.it

Kom ned i gear på det 5-stjernede og børnevenlige Forte Village Resort Il Castello, der ligger i Santa Margherita di Pula. Her får du bl.a. privat balkon, lækker pool og fantastisk udsigt. Læs mere på Atlantisrejser.dk.

Spis

Cikappa
En dejlig restaurant og pizzeria, der måske ikke ser ud af meget udefra, men indenfor venter overraskelserne. Køkkenet er familiedrevet og her serveres lokale retter, der følger årstiderne, gode pizzaer og varme fladbrød pane carasau.
Via Martin Luther King 2/4, Oliena

Il Pescatore
Skønt sted at spise fisk og skaldyr, beliggende ud til havet ved havnen.
Via Acqua Dolce 7, Cala Gonone

Gelateria Fancello
Fantastisk isbar med den lækreste hjemmelavede is!
Lungomare Palmasera 26, Cala Gonone

Daps
Stort og livligt sted i Lido-kvarteret med god pasta og en dejlig muslingesuppe. Sid ude i den store patio omgivet af levende akvarier, og nyd stemningen. Tidligt på aftenen er der flest turister – senere kommer italienerne.
Via Fratelli Cervi 16, Alghero

Gelateria Igloo
Sød, lille isbar i den gamle bydel, med dejlig cremet is. Skønt sted at nyde solnedgangen.
Bastioni Marco Polo 27, Alghero

Del på
Kommentarer (0)

Henter...