"Jeg er i gang med mit fjerde sabbatår, og jeg fortryder intet"

Lige nu fylder fremtiden rigtig meget. Jeg glæder mig, men jeg har også lidt krise. Hvad der skal ske, hvor jeg skal ende, og hvad er mit kald? Jeg stopper her (som modeassistent på Eurowoman, red.) om lidt og forsøger at finde ud af, hvilken vej jeg skal gå. Jeg vil skabe, jeg vil stimuleres, jeg vil gøre en forskel, og jeg vil være stolt af mig selv, når jeg stiller træskoene. Jeg synes, det er svært, for jeg bliver fascineret af mange ting, og mine drømme stritter i mange forskellige retninger. Jeg håber bare, at jeg kan få mulighed for at kombinere dem.

Jeg er i gang med mit fjerde sabbatår. Jeg har taget en lidt alternativ vej, men jeg fortryder intet. De sidste par år har givet mig livserfaring, indre styrke og minder for livet. Jeg har lært at udfolde mig og er ikke længere bange for at stå frem. Jeg vil gerne have en uddannelse, som jeg kan falde tilbage på, men jeg er bange for at vælge forkert. Det skal jeg holde op med.

Jeg vil gerne arbejde med noget kreativt. Det kan være alt fra at skrive et manuskript til at style en modeserie eller sy en kjole. Da jeg var yngre, ville jeg gerne være psykolog, så advokat, så forfatter, så filminstruktør. Nu er det styling, der tænder mig. Jeg kunne også vildt godt tænke mig at læse filosofi. Jeg er meget optaget af livets store spørgsmål. Jeg kan gå helt i baglås over dem. Hvad er meningen med livet? Hvad skal jeg her?

Jeg kan godt lide at eksperimentere med min stil. Da jeg var 13, blev jeg en del af punkmiljøet i København. Jeg spejlede mig meget i det, bl.a. i musikscenen, og begyndte at dyrke stilen meget. Jeg er opvokset i hjertet af Nørrebro og kom en del i Ungdomshuset, lige inden det lukkede, og derefter i det nye på Dortheavej. Det var et teenageoprør lige så meget, som det var en identitet og en tøjstil. Farver og mønstre gør mig glad. Jeg synes, det er fedt at sprænge modens rammer og provokere lidt.

LÆS OGSÅ: Line flyttede til L.A. for at forfølge drømmen: "Jeg troede aldrig, jeg skulle spille for Ellen DeGeneres"

Jeg led meget af angst, da jeg var yngre. Jeg tror bl.a., at det handlede om, at min far ikke var der. Jeg så meget op til ham som lille, men da jeg var ni år, flyttede han tilbage til Stockholm. Det var ikke nemt. Jeg har haft rigtig meget hjemve. I den periode, hvor det var allerværst, kunne jeg nærmest ikke engang sove. Alt lys skulle være tændt, min mor skulle være vågen, og fjernsynet i stuen skulle køre. Det var mildest talt ulideligt. Da jeg fortalte det til min veninde og hendes mor, som er clairvoyant, spurgte moren, om hun måtte prøve at kurere mig. Jeg syntes, det lød skørt, men endte i desperation med at sige ja. Det var noget af en spirituel rejse, men bagefter var min hjemve næsten helt forsvundet. Det var en ret freaky oplevelse.

Frygten for at fejle fylder meget i min generation. Vi er bange for ikke at nå vores mål eller blive udstødt af vores omgivelser. Vi føler et stort pres fra samfundet i forhold til uddannelse og karriere. Der er tårnhøje forventninger til os, fordi vi er opvokset i en digital verden og burde kunne tage verden med storm.

Da jeg var 19 år, var jeg tæt på at gå ned med stress. Jeg arbejdede i en skobutik, og da den daværende bestyrer skulle på barsel, trådte jeg i hendes sted, indtil en afløser var fundet. Det var spændende, men gav bagslag, for jeg var ikke helt klar til det og måtte trække håndbremsen i en periode.

Jeg har tit fået at vide, at jeg er en gammel mand i en ung kvindes krop. Jeg embracer totalt alting, der er tudsegammelt. Jeg elsker musik som The Smiths, Fleetwood Mac, Joy Division og David Bowie og spiller det helst på min pladespiller. På det seneste har jeg dyrket 50'er- og 60'er-film som Funny Face med Audrey Hepburn og Bonnie & Clyde med Faye Dunaway. Og nu dykker jeg ned i kultgenren med film som Blade Runner, Donnie Darko og A Clockwork Orange.

Jeg nåede 1.000 følgere på Instagram for ikke så længe siden, og jeg nærmest væmmedes ved min glæde ved det. "Fedt!" og "Ad!" på samme tid. For det er jo lige meget, og så alligevel ikke. Det er åbenbart den måde, vi måler succes på i dag. Jeg synes, sociale medier har en ærgerlig effekt på os unge. Vi lader dem styre os, og det tror jeg ikke gavner os særlig meget. Medier som Instagram trækker os væk fra vores kerne, fordi de giver os mulighed for at modellere vores identitet. Vi glemmer at stoppe op, kigge os selv i spejlet og spørge, hvad vi egentlig godt kan lide, og hvad vi selv har lyst til. Jeg føler hele tiden, at jeg spejler mig i andre mennesker, og det gør mig usikker og utilfreds.

Jeg bliver let inspireret. Filminstruktøren Sofia Coppola rummer så meget talent og karisma, og jeg elsker hendes film. Den burmesiske politiker Aung San Suu Kyi er også én af mine kvindelige helte, og så er jeg inspireret af performancekunstneren Marina Abramovic. Hun er så klog og modig og siger nogle tankevækkende ting, som jeg har lyst til at leve efter. Fx at vi skal se stilheden i øjnene. Og så refererede hun i et interview i Eurowoman (fra maj 2017, red.) til designeren Issey Miyake, som har sagt, at man skal gå i løst tøj, så der er plads til sjælen. Det synes jeg bare var så smukt sagt.