Sommerhus fra 40'erne
Foto: Dianna Nilsson | Sommerhus midt i naturen
BoligLiv

Sommerhus fra 40'erne

Sommerhus midt i naturen

Del på

Sommerhuset i Skiveren har været rammen om Anne Mette og hendes families ferier, sålænge hun kan huske. Se det skønne sommerhus her.

Af Rikke Graff Juel 08.okt.2015 Nyt



HVEM: Arkitekt Anne Mette Johnsen og hendes familie
HVAD: Hus på ca. 120 kvadratmeter tegnet i slutningen af 1940’erne af arkitekt Eigil Hartvig Rasmussen
HVOR: I området Skiveren, som ligger ud til Tannis Bugt midt mellem Skagen og Hirtshals

Anne Mettes forældre købte huset i Skiveren mellem Skagen og Hirtshals i 1964. Siden da har stedet dannet rammen om alle somre for Anne Mette. Hendes egne børn har også tilbragt deres somre der, ofte sammen med familie og venner.

– Nogle gange har vi været 15-20 mennesker, levet det meste af tiden udendørs og sovet i telte, biler og på feltsenge i værkstedet, fortæller Anne Mette, som er arkitekt og til daglig bor og arbejder i København. Afstanden til storbyen er stor både mentalt og geografisk. Det giver ikke mening at drage af sted bare for en weekend – der skal afsættes en uges tid, før det batter, siger Anne Mette, der har en gammel firhjulstrækker stående i Aalborg Lufthavn for at lette rejsen. Men når familien er her, er det som at komme i himlen. Anne Mette elsker den særlige følelse, hun får her.

– Det er farverne, lyngen, marehalmen, sandet og duftene af hav og fyrrenåle. Det er bølgernes evindelige baggrundsbrus og rovfuglene, som svæver over marken, fortæller Anne Mette.

ARVET, BYTTET OG KLUNSET
Huset har noget autentisk over sig, som Anne Mette værner om. Det blev tegnet i slutningen af 1940’erne og er udført helt enkelt af gedigne materialer. Lofter og vinduer er af teak, og de indbyggede skabe er af det fineste kernetræ. Huset er indrettet næsten udelukkende med ting, der har en historie. Noget er overtaget eller arvet fra familie eller venner, noget er klunset, og noget har Anne Mette byttet sig til som den bænk, hun fik af naboen, der til gengæld fik en dør. Anne Mette vælger ting til sommerhuset ud fra, om de f.eks. er rare at røre ved eller spiller i samme nuancer som havet, der ligger 10 minutters gåtur væk.

– I forhold til mit temperament og min økonomi giver det lige præcis den stemning, jeg synes, et sommerhus skal have, fortæller Anne Mette.

HYGGELIGE PROJEKTER
Tiden flyver og står samtidig stille, når Anne Mette og familien er i Skiveren.

– Vi besøger dejlige fastboende venner, vi fælder træer, går ture i klitterne og langs vandet. Vi glor og er andægtige, sylter hyben, plukker kantareller, reparerer bil og lytter til stilheden, fortæller Anne Mette, der også altid har gang i et par projekter. Brænde skal kløves, noget skal males og møbler skal bankes sammen. En del af møblerne er bygget af Anne Mette og hendes  familie som f.eks. bordet og bænken på morgenterrassen. Hyggelige projekter, som ikke har en egentlig deadline. Fornemmelsen for tid bliver nemlig efterladt i Aalborg Lufthavn, når firhjulstrækkeren starter og sætter kursen mod huset ved havet.


Stuen ligger centralt placeret i huset, og her går det smukke teakloft helt til kip. Langs det store vinduesparti er der bygget en bænk, hvor man kan sidde eller ligge og kigge ud på den storslåede natur.


Skiveren er et område, som ligger ud til Tannis Bugt og Vesterhavet, ca. midtvejs mellem Skagen og Hirtshals.


Både kommoden og de mange messingstager er arvestykker. Stolen er fra en marskandiser på Nørrebro, og skindet er købt på en gård i Klokkerholm i Vendsyssel.

TIP
Messinglysestager kan ofte findes billigt på loppemarkeder, og hvis du samler dem i en gruppe som her, får de et moderne udtryk. Kig efter stager i forskellige højder og former.


På Hans J. Wegner sofabordet, som Anne Mette gav en 20’er for på et loppemarked, står der blandet keramik fra 60’erne og 70’erne, købt hos marskandisere og på loppemarkeder.


Spisebordet købte Anne Mette hos Blå Kors Genbrug i Bindslev. Det var meget medtaget og blev derfor malet lysegråt. Stolene fandt hun tilfældigt hos en mand, der havde et komfur til salg i Den Blå Avis. Billedet er et arvestykke fra Anne Mettes forældre, og skålen er købt på en rejse i Kenya. Keramikken er købt på lokale loppemarkeder.


På terrassen på vestsiden af huset står en bænk, der stammer fra en højskole på Ærø. Anne Mette byttede sig engang til den for en dør. Taburetten er klunset, og bordet er købt for mange år siden. Vasen er fra Ditte Fischer.


Badeværelset med de lysegule fliser er det oprindelige, fra da huset blev bygget i 1940’erne. ‘Vasketøjskurven’ stammer fra en kiksefabrik og er fundet på et loppemarked på en lokal gård.


Op ad huset vokser de smukkeste græsser.


Huset ligger på en storslået naturgrund med lyng, marehalm, klitter, fyr – og 700 meter til havet.


Den gule stol har Anne Mette fundet på et loppemarked. Hun gik i gang med at skrabe malingen af, men opgav på halvvejen, og nu får den lov at være. Puderne er hjemmesyede og fundet på loppemarkeder.


Både bord og bænk på terrassen foran huset har familien selv lavet, og stolene stammer fra en cafe i København, som lukkede. Keramikken er nordjyske loppefund med buketter af græsser, som vokser rundt om huset.


Langt det meste køkkengrej har boet i huset, så længe Anne Mette kan huske. Kantarellerne er egen høst. De vælter simpelthen op af jorden hele sensommeren og efteråret. Familien elsker dem stegt i smør med lidt fløde på ristet brød.


Køkkenet står, som da huset blev bygget, men køkkenbordpladen er nyere og sidder højere end den gamle. Skabe og hylder er af massivt træ, skydelågerne af finer. Lamperne er skærme fra gamle fotolamper, som har fået nye fatninger og ledninger.


Skabene rundt om sengen i soveværelset stammer fra, da huset blev bygget i slutningen af 1940’erne. Hylden fungerer som sengebord. Sengetæppet er fra Tyrkiet, og puden har en veninde syet.

IDE
Byg et skab rundt om din seng, det udnytter pladsen og rammer sovepladsen fint ind.


Fra soveværelset er der direkte udgang til den rå og smukke natur, der omkranser huset. Gardinerne er fra Ikea.

► SE OGSÅ: Hele familiens sommerhus
► SE OGSÅ: Smukt og simpelt sommerhus
► SE OGSÅ: Enkel idyl i sommerlandet

Del på
Kommentarer (0)

Henter...