Indretning
SPONSORERET indhold

Sommerstemning hele året

Velkommen til scenografen Trine Padmos lyse, luftige og poetisk indrettede lejlighed midt i København.

Foto: Pernille Kaalund
30. apr. 2016 | Bolig | BoligLiv


HVEM: Trine Padmo, produktionsdesigner, scenograf og medejer af butikken Padmo & Vig
HVAD: Lejlighed på 80 kvadratmeter i ejendom fra 1800-tallet
HVOR: Indre København

Nogle vil måske tænke, at med et job som produktionsdesigner og scenograf inden for filmbranchen, så har man sikkert nået et mætningspunkt med hensyn til at indrette, når man kommer hjem i privaten. Men det har Trine Padmo på ingen måde. Trines lejlighed ligger i en af Nansensgade-kvarterets gamle ejendomme, og det ses tydeligt, at her bor en talentfuld kunstner, der ved, hvad hun vil med sit hjem.

– Jeg har boet her i 20 år og nyder alle lejlighedens kvadratmeter, som jeg har valgt at lade beholde sin gamle charme. Og så er kvarteret her også rigtig skønt, fortæller Trine.

Nænsomme ændring
Når man træder ind i lejligheden fra ejendommens smalle gamle opgang, bliver man mødt af lys fra køkkenet, der strømmer ud i entreen. Selvom man kan gå ind i næsten alle rum direkte fra entreen, så er det lyset fra køkkenet, der lokker. Herude er der blevet plads til et hyggeligt spisehjørne. Selvom lejligheden stadig er i gammel stil med både stuklofter og plankegulve, så har Trine moderniseret den nænsomt og forbedret den med nye kreative ideer. Hun har malet næsten alle de gamle mørke gulve i blanke, lyse nuancer, så dagslyset bliver reflekteret. Og det er ikke fra den grå og hvide farvepalet, hun har valgt maling til gulvet. Derimod har hun valgt en fin sommerlig grøn farve. Trine har også lavet et nyt badeværelse med et par små vinduer i væggen ind til soveværelset, så begge rum virker
luftige. Soveværelset er ganske lille og er genialt indrettet med en høj seng med kasser til opbevaring under. Dørene mellem køkkenet og den lille stue har hun fjernet, og stuen er indrettet i en stil inspireret af både Østen og Grækenland.

Passion for gamle ting
Trine er meget passioneret omkring gamle smukke ting, en passion, hun har arvet fra sin far, der opkøber skønne fund i udlandet og sælger dem videre til kunder i Danmark. Og Trines nøjes ikke med at dyrke interessen derhjemme. Som det sidste nye kreative tiltag har Trine sammen med scenograf Sussie Vig åbnet en eventyrlig butik, Padmo & Vig, med alt, hvad hjertet kan begære af spændende anderledes genbrugsmøbler. Padmo & Vig ligger naturligvis i Nansensgade.


I den ene døråbning ind til stuen har Trine stillet et tandlægeskab, hun har fået af sin far. Det danner nu en dekorativ ramme omkring Trines service. Sifonflaskerne er fra Padmo & Vig. Gulvet er malet en skøn pistaciegrøn nuance.


Trines hyggelige spisekøkken og den lille stue smelter nærmest sammen til et rum, fordi Trine har fjernet dørene imellem dem. De gamle franske stole har fulgt Trine næsten altid, og lysekronen er et af hendes fars fund. Lamperne er fra House Doctor. Puden er fra Casa Shop.


Også døren mellem arbejdsrummet og entreen er fjernet. Så kan lyset nå helt ud i entreen. To forskellige tapetrester giver liv til hver sin væg. Knagerne er fra Stilleben.

TIP

Du kan sagtens tapetsere med flere forskellige slags tapeter, så længe de er i farveharmoni.


Et af Trines finurlige stilleben, der består af ting i et fint materialemiks: en keramiktallerken fra et loppemarked, stofblomster, som er en gave fra en veninde, og trykbogstaver af træ og metal.


Det lyse, hvide køkken danner en fin baggrund for kulørte køkkenting – og Trines vilde gule støvler, som hun fandt i Napoli, da hun lavede en dokumentarfilm om H.C. Andersen.


En briks med puder og et kelimtæppe er yndlingsstedet, når Trine skal slappe af. Der er lidt Østen med et strejf af Grækenland over stilen. De gamle røde frisørstole i stål og skind giver en sjov kontrast
til sofaen. De stammer fra Trines fars teenagetid. De turkise taburetter, der her bruges som borde, kan fås hos Padmo & Vig.

TIP
Mal dit gulv en lys grøn eller lyseblå nuance for en sommerlig effekt som her.


Den smukke blå rulle tapet til venstre på billedet fandt Trine i et forladt hus, hvor hun var med til at lave en film. En skøn vintagekjole fundet på Camden Market i London har også fundet vej til opslagsvæggen i arbejdsværelset.


Trine er glad for religiøse symboler. Her har hun samlet lidt forskellige fra Indien, Italien og Mexico på en væg.


Oven på køleskabet står dekorative grønne olivenglas fra Frankrig. De forhandles hos Padmo & Vig.


Sengen fylder det meste af det lille soveværelse, men små vinduer i væggen ind til badeværelset får begge rum til at virke luftigere, end de er.


Det nye badeværelse er lille, men indeholder alt, hvad der brug for. Det er helt moderne indrettet, med lækre blanke hvide fliser, der fanger dagslyset.

► SE OGSÅ: Cool loftstil: Familieliv i fabrikken
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Designer Mia Kappelgaard Lauridsen
► SE OGSÅ: Funkis med hygge