Stephania Potalivo
Foto: Thomas Sjørup
Hendes Verden

Stephania Potalivo

"Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

Efter at Stephania Potalivo medvirkede i Vild med Dans, har danskerne for alvor fået øjnene op for den lattermilde skuespiller med de italienske rødder. Her fortæller hun bl.a. om, hvordan hun mødte sit livs store kærlighed, om sin glæde ved mad – og om at skrue ned for rastløsheden.

Af Birgitte Bartholdy 24.feb.2017 Livsstil

Om min fortid som barneskuespiller ved jeg nu ...

– At det at jeg var med i flere film som barn, bestemt ikke fik mig til at tro som en selvfølge, at jeg skulle være skuespiller som voksen. Jeg var blandt andet med i Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringen Albert, som blev en stor succes, og i filmen Mirakel, der blev endnu større. Dengang var jeg slet ikke klar over, hvor vildt det var. Da jeg blev teenager, tog en ny bølge af børneskuespillere over, og så tænkte jeg egentlig, at det var slut med skuespilleriet for mit vedkommende. Det krævede virkelig mod af mig som voksen at indrømme overfor mig selv, at det var skuespiller, jeg ville være. Efter at jeg var droppet ud af gymnasiet, arbejdede jeg først i en periode som ekspedient og pædagogmedhjælper. Heldigvis gav min mor mig et godt spark og fik mig overtalt til at tage på filmhøjskole i Ebeltoft. Der blev jeg bekræftet i min drøm og søgte ind på en nyåbnet filmskuespillerskole. Da jeg efterfølgende kom med i komedieserien SJIT Happens på TV2 Zulu, følte jeg, at jeg virkelig var på rette spor. Den serie er jo også bare vokset og vokset i popularitet. Jeg er også meget taknemlig for den rolle, jeg har i dramaserien Mercur, som kan ses på TV2 Charlie om kort tid.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg rangordner mine venner med post-its

Om min barndom ved jeg nu ...

– At den var god og tryg. Jeg er vokset op i Charlottenlund i Nordsjælland som den yngste i en søskendeflok på tre. Min far er italiener, men har boet i Danmark i mange år, så det har mest haft indflydelse på den mad, vi spiste, som ofte var italiensk. Vi boede på en vej, hvor der var mange andre børn, som jeg legede med, og alt var rart og godt bortset fra, at jeg ikke var glad for at gå i skole i de ældre klasser. Jeg havde svært ved at sidde stille. Det gjorde det ikke bedre, at jeg tit var væk på filmoptagelser. Når jeg kom tilbage, blev jeg mobbet rigtig meget af dem, der var misundelige. Jeg var temperamentsfuld og lavede en stor scene hver gang, så det var nok ret tiltrækkende at drille mig.

Om mænd ved jeg nu ...

– At de er svære at generalisere om. Men de har måske nok det til fælles, at de er herligt udramatiske og sjældent bagtaler andre. I de første tre sæsoner af SJIT Happens var jeg den eneste kvinde på settet. Jeg spillede sammen med fire mænd, og instruktøren og alle i den tekniske afdeling var også mænd. Men jeg passer godt ind i et mandefællesskab. Jeg er ikke den pæne pige, der bliver forarget, når der går mandehørm i den, tværtimod. Jeg har dog været glad for, at der er kommet en kvinde mere med. Og så har jeg også hele tiden haft min stylist, som er en af mine bedste veninder i dag. Når jeg møder ind på settet, sidder jeg først en time hos hende i sminken og får talt alle de bløde emner igennem. Vi har udviklet et særligt bånd.

LÆS OGSÅ: To nye tøseserier på vej til Netflix

Om kærlighed ved jeg nu ...

– At den er så meget bedre, når den gør mig glad og tryg og ikke er en rutsjebane, hvor jeg det ene øjeblik er vildt forelsket og det andet øjeblik er dybt ulykkelig. Det, jeg har sammen med min nuværende kæreste, Nils Petter, er helt fantastisk. Han er medejer af restaurantkæden Madklubben. Første gang han lagde mærke til mig, var, da jeg kom og spiste med min mor på en af hans restauranter. Efterfølgende kom jeg der også med en fælles ven. Da lagde jeg også mærke til Nils Petter og spurgte vores fælles ven ud om ham. Senere mødte Nils Petter så samme ven i byen og spurgte ham ud om mig. "Hun er også interesseret i dig," sagde vores ven. Nils Petter fik fat i mit nummer og skrev den sødeste sms, jeg nogensinde har fået, men jeg turde ikke svare og havde også for travlt til at mødes. Der gik tre måneder, før jeg fik taget mig sammen. Og så mødtes vi uden at kende ret meget til hinanden. Jeg var sindssygt nervøs. Især fordi jeg ikke havde den store datingerfaring. Men det gik over al forventning. I dag bor vi sammen, og det føles bare så rigtigt. Han er den rolige, og jeg er den temperamentsfulde, og på den måde er vi bare gode for hinanden.

Stephania med kæresten Nils Petter Bro. Foto: Uffe Kongsted.

Om lykke ved jeg nu ...

– At jeg er allermest lykkelig, når der er masser af latter i mit liv. Det er utrolig vigtigt for mig, at mine venner har selvironi, ellers får vi det svært sammen. Ikke at alt skal være en joke, men det er meget rensende at kunne le ad dumme situationer og ikke være for selvhøjtidelig. Sammen med en veninde, som jeg har kendt siden børnehaveklassen, kan jeg få de vildeste grineanfald, hvor vi knækker så meget sammen, at vi ikke kan snakke, og det gør ondt i maven. Det giver en skøn lykkefølelse. I det hele taget gør jeg mig umage for at finde lykke og glæde også i ganske små ting. Min lykke skal ikke være afhængig af, om jeg har nok arbejde, er sammen med drømmemanden og har alle de materielle goder, jeg gerne vil have. Det er med til at gøre mig endnu lykkeligere, men jeg skal også kunne finde lykken i mig selv.

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

Om modgang ved jeg nu ...

– At det er vigtigt, at man giver sig selv lov til at være ked af det. Tid er det eneste, der hjælper. Det har jeg opdaget med mine egne kriser. Selvfølgelig bliver alle sår ikke helet, men mange gør, og andre sætter sig som dyrebare erfaringer. Når jeg har oplevet ulykkelig kærlighed, har jeg tit følt, at det var hans skyld det hele. Efterfølgende har jeg så tænkt, at han gjorde nogle ting, der ikke var søde, men jeg stillede også op til det. Jeg kunne have sagt fra og sat flere grænser. Folk sagde det til mig, men da jeg var mest ulykkelig, var jeg ikke i stand til at tage andres gode råd ind. Jeg var nødt til at opleve det på min egen krop, før jeg blev klogere.

Om mod ved jeg nu ...

– At jeg på en eller anden måde har fået mindre mod med alderen. Som ung var jeg frygtløs. Jeg red meget og kunne sagtens finde på at gøre det uden saddel og hovedtøj. Jeg var også med på de vildeste forlystelser i Tivoli og ville gerne se gyserfilm. Nu tør jeg ingenting og er hele tiden bekymret. Måske fordi jeg er blevet mere analyserende og eftertænksom. Især er jeg lidt overrasket over, at jeg er blevet så bange for højder og nemt bliver stresset i større forsamlinger. Til gengæld er jeg stolt af det mod, jeg viste, da jeg gik på en blind date med min kæreste. Og at jeg også tør rigtig meget med mit arbejde. Jeg elskede at være med i Vild med Dans forrige år. Jeg blev nervøs, før vi skulle på, men på en god måde, hvor jeg mest af alt var spændt.

Om det vigtigst i livet ved jeg nu ...

– At det er kærlighed og humor. Men det har jeg allerede snakket om – til gengæld har vi ikke talt om mad. God mad er en vigtig livskvalitet for mig og noget, jeg prioriterer. Det har jeg med mig hjemmefra, hvor vi gik op i at gøre noget ud af måltiderne og samles om dem. Når jeg rejser, elsker jeg at undersøge, hvor de bedste lokale restauranter er og afprøve dem en for en. Ikke mindst i Italien, min fars hjemland. Når jeg går i seng om aftenen, kan jeg ligefrem glæde mig til, hvad jeg skal spise til morgenmad næste dag.

Om selvværd ved jeg nu ...

– At det kommer og går. Når jeg har mange opgaver og får ros for dem, har mit selvværd det fint. Men når jeg ingenting har at lave, daler det nemt. Det er svært at komme udenom, at man i mit fag er afhængig af, at andre gerne vil bruge en. Og det kan være hårdt. Jeg er heldigvis blevet bedre til at tænke, at jeg er god nok, selv om arbejdet ikke strømmer ind. I løbet af de sidste to år har jeg fået en helt anden ro. Jeg har ikke så mange destruktive tanker som tidligere, min rastløshed er blevet mindre, og jeg er ikke så bange for at gå glip af en god fest. Så der er sket store fremskridt. 

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Stephania Potalivo, 30 år

Især kendt for sin rolle i komedieserien SJIT Happens på TV 2 Zulu, der nu er i gang med femte sæson, og som i 2016 indbragte hende en Zulu Award som "årets skuespiller". Hun kan også opleves i filmen Klassefesten 3 – Dåben.

Meget snart aktuel i TV 2 Charlies dramaserie, Mercur, om pirat- og reklameradioen Radio Mercur, der i slutningen af 1950'erne brød radiomonopolet herhjemme.

Du kender hende sikkert også fra Vild med Dans, hvor hun i 2015 kæmpede sig frem til en flot 2.-plads sammen med Morten Kjeldgaard.

Var en kendt barnestjerne i 1990'erne, hvor hun medvir- kede i film som Farligt venskab, Forbudt for børn, Albert og Mirakel.

Har studeret på Det Danske Filmskuespiller Akademi.

Bor sammen med sin kæreste på Østerbro i København.


Henter...