Stéphanie Surrugue
Foto: Helle Moos | Stéphanie Surrugue i aktion i Paris' gader.
ALT for damerne

Stéphanie Surrugue

Stéphanie Surrugue har ikke mand og børn: “Det er svært at være to alfahanner i et forhold”

DR-korrespondent Stéphanie Surrugue er flyttet fra Washington til Paris, hvor hun nyder, at hun må ryge og gå i pels – og dække det franske valg. I udlandet skal hun heller ikke forklare, hvorfor hun altid spiser ude, og hvorfor hun ikke har mand og børn.

Af Rikke Dal Støttrup 01.maj.2017 Livsstil

Place de la République, søndag kl. 17.42

Sms fra Stéphanie Surrugue:
"I skal lige holde jer fri for at havne i sandwich mellem politi og sortklædte demonstranter – her er lidt sten og tåregas i luften".

Medbragt modefotograf griner lidt nervøst på vej mod Place de la République. Hendes Paris plejer at være pænere i tøjet.

I dag er hun omringet af kampklædte betjente på hadeopgave: Venstrefløjs-demonstration mod politivold.

– Ej, undskyld, det var ikke for at skræmme jer. Det var bare praktisk info, siger Surrugue, der sammen med en kameramand befinder sig midt i begivenhedernes centrum.

Den franske valgkamp er i fuld gang, og Surrugue er tilbage i sporet. Efter 14 måneder i Trumps kølvand har hun fået nyt job. Stadig i DR, men nu med base i Paris. Hun er lige dér, hvor hun helst vil være.

– Både som menneske og journalist vil jeg være dér, hvor tingene sker. Jeg bliver irriterende, hvis jeg ikke får lov til det.

Lige nu ryger hun sig en Gauloise-cigaret, mens hun venter på at skulle være med live i 18.30'eren.

– Jeg troede, jeg ville holde op af mig selv i USA, fordi man ikke må ryge nogen steder. Og det var min plan at stoppe, men jeg og fotografen Jacob Lorenzen, som heller ikke måtte ryge, opfandt et begreb, der hed produktionssmøger. Altså at man godt må ryge, når man er i produktion – og det var vi hele tiden. Så jeg endte med at ryge dobbelt så meget som før. Det var også lidt et oprør imod, at alt var så pænt og ordentligt derovre.

Lyset begynder at falde på pladsen. Produceren tæller ned i øresneglen. Så er hun på.

I Uber'en på vej derfra modtager hun dagens efterkritik. På sms fra mor Lillian. Moderen er tilfreds, men synes også, man skal huske på, hvilke forhold politifolk arbejder under.

– Jeg kan altid regne med min mor. Nogle gange er det her job som at kaste op ned i et sort hul. Man kæmper som en sindssyg for at få sit indslag hjem og så bagefter, så er der stille. Og jeg lytter til hende, for hun er så skideskrap. Hun kunne aldrig finde på at rose mig, hvis hun ikke mente det; der falder brænde ned, hvis jeg har sagt "øh" otte gange i en live. Jeg har også et par chefer, jeg lytter til, men min mor er på mange måder kerneseer på Tv-avisen.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend”

Rue de Navarin, Hotel Amours restaurant, kl. 20

Stéphanie Surrugue har lige nået at runde sin lejlighed og skifte fra sneakers og skiundertøj til høje hæle og bare skuldre. Det er kun halvanden måned siden, hun flyttede hertil, men hun færdes allerede hjemmevant på kvarterets restauranter.

– Jeg synes, det er så afsindigt kedeligt at lave mad og virkelig dejligt at spise på restaurant, så det gør jeg.

Kameramanden Torben Madsen spørger til tataren på menukortet.

– Den er god, men lidt grov i konsistensen.

Det er lige ham. Stéphanie selv napper en entrecote. Det første rigtige måltid hele dagen. Sult er ikke en opsættende omstændighed, når historien ruller. Under den amerikanske valgkamp tabte hun sig så meget, at både seere og sladderblade bemærkede det.

– Fordi vi arbejdede og rejste så ekstremt meget, var det som 14 måneders total undtagelsestilstand. Jeg blev nødt til at leve disciplineret og var god til at have snackbar og juice med i tasken. USA er stadig ikke helt ude af kroppen.

Hun siger stadig "herovre", når hun taler om landet, som hun i løbet af valgkampen fik set indefra.

Hvordan passede USA til dig?
– Overraskende godt. Jeg kunne godt lide den der "go-getter"- mentalitet. At man skal være så hjerteligt velkommen til at forsøge at indfri sine egne drømme – uden at blive krydsforhørt om, hvordan det kan være, at man gør, som man gør.

– Jeg føler, at jeg i Danmark tit skal svare på spørgsmål om, hvordan jeg lever mit liv. "Hvordan har du det med at arbejde så meget? Hvorfor har du ikke børn?". I USA oplevede jeg en stor nysgerrighed på verden. Der er ikke så meget "hvorfor er du sådan?".

– Jeg var for eksempel ude og kigge på lejligheder, og ham fyren, der viste mig rundt, må have lagt mærke til, at jeg ikke hørte efter, når han fortalte om køkkenerne. Efter nogle timer spurgte han mig: "Do you even cook at all?". Og så sagde jeg "no, I eat out". Og så sagde han "oh, me too, lets talk about the living room, then". Dér tænkte jeg "det her er altså lige et land for mig". I Danmark udløser den slags en byge af spørgsmål. Man kan tale i utroligt lang tid om noget så røvsygt som aftensmad.

Stéphanie kom fra USA til Paris to dage før sin 40-års fødselsdag. Hun havde egentlig udskudt fejringen til august, hvor hun holder fest hjemme i Danmark.

– Men så ringede min søster og sagde "hvad tænker du på?! Du skal ikke gå alene rundt i Paris og fylde 40!". Det er dér, man kan mærke, det er fedt at have familie. Hun fløj herned, og så tog vi en overnatning på Ritz og levede af kage og champagne og hoppede i sengene og spiste på Michelin-restaurant. Og bagefter tog vi tilbage til lejligheden og skrubbede køkkenvæg ned.

Efter bøf og to cola zeros venter resten af arbejdsdagen. Stéphanie skal hjem og researche og skrive manus til morgenradio. I morgen venter den første store debat mellem præsidentkandidaterne.

Stéphanies lejlighed, mandag kl. 10

Det er tre timer, siden Surrugue afleverede dagens første rapporter på P1 og P4.

– Det gode ved radio er, at jeg kan sidde hjemme med morgenhår og lave det.
Siden da har hun brugt tiden på at lægge snore ud til en række arbejdsformidlinger. Redaktøren på 21.30'eren vil vinkle på ledighed, og opgaven går ud på at finde nogle arbejdsløse til et indslag. Samtidig bugner mailboksen med forespørgsler på lives i andre udsendelser i løbet af eftermiddag og aften.

– Nogle forestiller sig muligvis, at jeg er sådan en diva, der vågner op om morgenen med makeup på og skal foretage mig noget lækkert i løbet af dagen.

Der bliver ikke tid til diva-liv i dag. Men mens hun venter på at høre fra arbejdsformidlingerne, får hun tid til at skrue pærer i sin yndlingslampe. Fundet i en antikvitetshandel i New York. Ting betyder noget.

– Når jeg kommer ind her, så føler jeg mig hjemme. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte skør fransk musik på og lave en kop kaffe og kigge på mine malerier. I mit job er jeg så meget på og skal være sød og glad og fokuseret, så jeg har brug for at være lidt snegl, når jeg kommer hjem.

– Det var et råd, jeg fik af en gammel korrespondent: Du kommer til at bo så meget på hoteller, at når du skal tanke dig selv op, så skal du gøre det i et rigtigt hjem. Det tog jeg alvorligt.

Bortset fra dét er hun ikke til hverdagsbrug. Ligesom hun ikke gider lave mad, har hun svært ved at overskue praktiske gøremål.

– Jeg øver mig på at blive bedre til hverdag. Jeg kan jonglere syv redaktører, der ringer, men til gengæld kan jeg få en nedsmeltning over at samle et badeværelsesskab. Da jeg skulle pakke min lejlighed sammen og flytte til USA, mistede jeg totalt overblikket og endte med at ringe til min storesøster, der kom og satte post-its på ting. Jeg tænker nogle gange på Dan Turell-citatet "Jeg holder af hverdagen" – det ville jeg gerne være bedre til... Jeg synes ikke, det er sjovt eller charmerende at være sådan en, der kun kan arbejde igennem eller gå rundt på høje hæle og lege verdensdame.

Er det fordi, du ikke orker det nære, de små ting, som vi andre går og hygger os med?
– Jeg synes, der er forskel på nære ting og små ting. Jeg synes, det nære er supervigtigt, og jeg insisterer på at være nærværende over for mine venner og familie og høre om parforhold og børn, men lige nu har jeg nogle venner, der står over for at skulle købe en ny bil og spammer mig med billeder af forskellige modeller... I couldn't care less. Jeg er ligeglad med, hvilken bil de kører i.

Det ringer på døren.

– Det er mine nye Chanel-øreringe, jubler korrespondenten, der i et øjeblik glemmer alt om valgkamp, arbejdsløshed og deadlines. Nyt bling er på vej op af trappen.

– Ja, jeg bruger mange penge på mig selv. Hvad fanden skulle jeg ellers bruge dem på? Jeg har hverken ejerbolig, bil eller børn. Jeg burde spare op... I 10 år har jeg skullet spare op til udbetalingen på en ejerlejlighed, men det bliver hele tiden erstattet af noget mindre, som jeg så sparer op til. Det sidste, jeg skulle spare op til var... ja... en vintage Chaneltaske. Mere. Og det forrige var en drømmetur gennem sydstaterne med en veninde, hvor vi gav den vollgas.

– Jeg talte forleden med en revisor, som spurgte "hvor har du placeret din formue?" Hahahaha... I mit skoskab. Han grinede heldigvis også.

Hun hører ikke fra arbejdsformidlingerne, så der er kun den hårde måde tilbage. Ud på gaden og praje arbejdsløse, der har lyst til at komme på tv. Hun aftaler at mødes med Torben på det sædvanlige hjørne.

LÆS OGSÅ: Charlotte Bircow Næss-Schmidt: “Jeg har aldrig fundet den helt store kærlighed”

Rue des Martyrs, mandag kl. 12

Udenfor er kvarteret vågnet op. Rue des Martyrs er hovedåren, der fører op mod Sacre Coeur. Udstillingsvinduerne hos ejendomsmæglerne afslører lejlighedspriser på den flotte side af 10 mio. kr. Ifølge turistkontoret er gaden med sine caféer, barer og kabareter et stærkt udtræk af det 18. arondissements ekstravagante charme og kolorit.

– Når jeg går ud på gaden her, så vibrerer byen. I Washington er der kun politik og lobbyisme. Byen taler kun til din hjerne, men Paris taler til hjerne, hjerte, mave... Nu åbner der for eksempel en kæmpeudstilling med min yndlingsskulptør, Rodin. Det vælter bare ned i hovedet på dig med verdenskunst.

Stéphanie Surrugue er "hjemme" i Frankrig. Hendes far var fransk, og store dele af hendes familie bor her.

– Til gengæld stritter det lidt på mig i Frankrig, at kønsrollemønstrene er så konservative. Mine onkler lever i en verden, hvor der indtræder magi, så der kommer mad på bordet, og bagefter forsvinder tingene fra bordet og bliver rene, mens de ser fjernsyn. Den skal jeg lige sluge.

– Jeg tænker også på det, når jeg ser nyheder i tv, hvor der er langt mellem kvinderne. Det står i skarp kontrast til CNN eller Fox News, hvor der er linet up af damer i cocktailkjoler, perlehalskæder og stort hår. De er blændende begavet, og de er fandeme ikke bange for at debattere; de går lige i flæsket på hinanden. De er der bare, og de ligner en milliard, og i Danmark ville man tænke "du er dum, for du er flot". Men i USA er fjernsynet proppet med de der alfahunner, og det er megafedt. Nu er jeg tilbage i Europa, og nu er de væk fra mit fjernsyn igen.

– Men altså, det er ikke svært for mig at navigere i. Jeg har to sæt undskyldninger for at opføre mig anderledes. Jeg kan bare sige, jeg er dansk, ligesom jeg i Danmark kan undskylde mig med, at jeg er fransk, hvis folk synes, jeg er for meget. Og min anden undskyldning er, at jeg er journalist. Så forventer folk også, at man er lidt flabet eller går lidt langt i sin nysgerrighed.

Kameramanden støder til. I vindjakke, kasket og rygsæk er han klar til at charmere Paris. Han er én af mange mænd i Stéphanies arbejdsliv.

– Jeg arbejder godt sammen med både kvinder og mænd, men fotografer er bare ofte mænd. Det passer mit temperament godt, for jeg kan godt være ret pruttet og grov i munden og fra Vestegnen.

– Jeg har også tendens til at søge råd hos mænd, hvis jeg selv har været ude for noget brutalt. Jeg har nok brug for at låne mod fra dem for ikke at blive for følelsesmæssigt påvirket. Så ringer jeg til ældre, mandlige kolleger eller venner for at høre dem sige "nu skal du ikke klynke" eller "nu skal du ikke blive bange". Jeg bilder mig ind, at det er et råd, som kvinder sjældent ville give til hinanden. Vi ville i stedet møde hinanden i det følelsesmæssige, og nogle gange skal jeg bare have at vide, at jeg skal stramme op og ikke være så skidefølsom og ikke gå så meget op i, hvad andre mennesker synes. Den energi låner jeg sgu nok lidt hos mændene en gang i mellem.

Stéphanies lejlighed, mandag kl. 16.30

Eftermiddagen har været én af de hårde. En af dem, hvor de egentlig havde opgivet at finde en åbningscene til indslaget. Men hvor Stéphanie gav det et sidste skud og klokken 15.30 fik overtalt en lokal blomsterhandler med holdninger til både arbejdsløshed og præsidentkandidater til at invitere dem indenfor. Så nu kan de alligevel dødsredigere halvandet minuts indslag.

– Jeg kan godt blive sindssyg over, at logistikken nogle gange fylder 80 procent på tv, fordi vi skal have billederne. Men jeg anerkender gennemslagskraften, og at øvelsen er at få folk til at lytte.

– Vi vinder ingen priser i dag, bemærker Torben tørt.

Det er lige meget. Det er hverken priser, berømmelse eller anerkendelse, der driver hende.

– Det her job er så sindssygt hårdt, at man kun kan klare det, hvis man elsker det. Jeg har aldrig mødt en korrespondent eller en fotograf, der har det almindeligt med deres job. Jeg er verdens heldigste menneske, fordi jeg må blande sig i de største historier på jordkloden. Jeg må godt gå helt ind, fordi det er mit arbejde. Jeg er adrenalinjunkie, men det handler om historien. Det betyder meget for mig, at jeg kan være med til at gøre folk lidt klogere, uden det gør ondt.

Nogle har kaldt dig den nye Ulla Terkelsen, er du det?
– Nej, det er jeg fand'me ikke. Det er der jo ikke nogen, der er. Men jeg er inspireret af Ulla, og hun tog mig under sine vinger, da jeg begyndte på TV2. Jeg har lært at kigge efter den store historie, det passer mig godt i min formidling.

– Generelt har jeg oplevet en kæmpegenerøsitet – især efter jeg kom ind i tv – fra den ældre generation, Ulla, Svenning Dalgaard, Mette Fugl. Jeg har også oplevet det modsatte, mest i mellemvægtsklassen, hvor folk ville bremse mig eller i hvert fald ikke har prøvet at hjælpe, og det er mindre overraskende, for man ved godt, at hvis man vil have en karriere, så kommer der blå mærker undervejs.

– Men det er et udtryk for klasse og selvværd, at man ved, at man sidder så tungt i sit sæde, at man godt kan give andre et lift med fremad. Jeg har lovet mig selv, at jeg også vil være sådan en.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg er gammel, og jeg er uhelbredeligt syg af kræft. Så jeg nærmer mig slutningen"

Champs Elysées, Restaurant Etoile, kl. 22

Dagens kraftanstrengelse er overstået. Stéphanie har afleveret indslag og lives. Nu spiser hun. Sammen med Torben. Der er ikke rigtig plads til andre mænd i hendes liv.

– Nu har du været her i 24 timer: Hvor skulle han have været? Hvornår skulle jeg have været sammen med ham? Mellem P1 Morgen og P4 Radioavisen?

– Jeg har ikke prioriteret mænd fra. Jeg har det ikke sådan, at jeg ikke vil have en kæreste. Men jeg vil ikke have en kæreste bare for at have en kæreste.

I USA måtte Stéphanie lyve om sin frakke og sige, at det var en fake fur. I Frankrig er hendes elskede minkpels helt ok.

– Det kan godt være svært at være to alfahanner i et parforhold, og jeg fylder meget med mit arbejde og mine rejser. Det kræver sin mand at synes, at det er fedt at være bagland. Mænd kan godt synes, det er lidt heftigt. Det ville jeg også selv synes, hvis jeg havde en kæreste, hvis ego og arbejde afgjorde alt, hvad vi lavede.

– Men jeg har jo mænd i mit liv. Jeg dater, nogle gange gør jeg mere end det, nogle gange går det galt. Nogle gange varer det et par måneder, nogle gange varer det længere tid. Men det er det eneste, jeg er lidt privat med. Og det er jeg af to grunde: For det første fordi, jeg er gammeldags opdraget; man kommer ikke anstigende med alle mulige kærester under armen. Man meddeler en sjælden gang derhjemme, at "nu har jeg en kæreste, I skal møde". Hvad der måtte være derimellem, introducerer man ikke for familien. Det betyder også, jeg ikke slæber dem rundt på alle mulige røde løbere.

– For det andet kan det godt virke overvældende for mænd at træde ind i mit liv og opdage, at så bliver de også afkrævet alle mulige svar om os og mig.

Hun har det ligesådan med børn. Hun har ikke valgt dem fra. Det har bare aldrig været dét, der skulle til for at gøre hende lykkelig.

– Der findes ikke en model for lykke. Jeg synes, det er et fantastisk liv, jeg har fået bygget op til mig selv, men nogle gange stopper jeg da også op og tænker "Er det bare dét?" Som nu i dag, hvor det var liv og død at få lavet det indslag om arbejdsløshed, og i morgen er det lige meget, for så er det noget andet, der skal i kassen. Derfor er min familie og mine venner også helt afgørende for mig. Jeg vil eksistere som menneske, også når kameraet er slukket.

– Men det gør mig glad, og for os alle sammen handler det vel bare om at kroge sig fast i et eller andet, hvor det giver nogenlunde mening at være. Og være tro mod det, man gerne vil.

Stéphanie Surrugue, 40 år

Journalist på Politiken 2001-2011.

Vært på "Kulturen på News" 2011-2014.

Vært på "Go'morgen Danmark" 2014-15.

Vandt "Bedste Kvindelige tv-vært" i 2014 og 2015.

Dækkede det amerikanske valg for DR i 2016.

Fra 1. marts DR's korrespondent i Frankrig.


Henter...