Marie Egede
SPONSORERET indhold

Marie Egede flyttede sammen med sin søsters familie

Marie Egede og hendes mand og børn bor sammen med Maries søster og hendes familie. Hvordan fungerer sådan en hverdag egentlig i praksis?

Af: Susanne Cordes Foto: Camilla Stephan
25. jul. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Besøg

Morten og jeg var ofte på besøg hos min søster og hendes mand, da deres børn var små, og vi ikke selv havde børn. Når vi skulle hjem, havde jeg tit følelsen af, at jeg egentlig helst ville blive. Vi havde det så hyggeligt sammen på kryds og tværs. Da Morten og jeg fik Villy, blev lysten ikke mindre, men det var svært at finde et hus, der var stort nok til os alle sammen. Både Morten og Mikkel opdagede en dag, at huset her var til salg, og begge så muligheden for, at vi kunne bo sammen, og så gik det hurtigt. Da vi havde set det første gang, satte vi os på en bænk udenfor og aftalte, hvordan det skulle opdeles. Det var en naturlig proces, hvor vi var enige hele vejen.

Tosomhed

Det bedste er fællesskabet i hverdagen. Uden tvivl. Børnene har altid nogen at lege med, og vi voksne har altid nogen, vi kan drikke en kop kaffe sammen med. Det giver også mulighed for at være spontan i en hverdag, der ellers tit er travl og skemalagt. Engang imellem har Morten og jeg afleveret babyalarmen hos Sine og Mikkel, og så er vi bare gået en tur for os selv. Det er de små ting i hverdagen. Det, at man lige får en portion pandekager ind gennem vinduet eller bestiller pizzaer sammen og drikker rødvin en fredag aften, hvor man ellers ville sidde alene.

Økonomi

Morten og jeg er perfektionisterne i fællesskabet, men vi vidste, hvad vi gik ind til. For eksempel har vi en aftale om, at vi deles 50/50 om græsslåningen, og det husker vi nok lidt bedre end Sine og Mikkel. Jeg har fundet en græs-emoji på telefonen, som jeg sender til min søster, og så ender græsset altid med at blive slået inden for et par dage. Man skal altid spørge sig selv om, hvor store man vil gøre problemerne. Økonomi er ofte et ømtåleligt emne, men Sine og Mikkel er eminente til at være på forkant med diskussionerne og lægge op til løsninger. Ingen af os har lyst til at tale om det, men hver gang vi har løst, hvordan vi for eksempel får delt en håndværkerregning på en retfærdig måde, føles det som en sejr.

Alene

En dag skulle Morten på polterabend, og jeg kunne ikke rigtig overskue at være alene med to børn. På det tidspunkt havde jeg lige født Andrea, og Villy var tre. Det var sådan en dag, hvor jeg bare indstillede mig på at overleve. Men sådan blev det ikke. Sine og Mikkel skulle have gæster, og det endte med, at jeg slet ikke så Villy, for han var ude i haven og lege med alle de andre børn, og min søsters tømmermandsramte veninde sad med Andrea. Den dag følte jeg virkelig, at fællesskabet omsluttede mig og bar mig oppe.

Samlingssted

Vores hus har udviklet sig til at blive samlingsstedet for hele familien. Det er her, vil holder jul, for vi har pladsen, og de andre kan blive og sove. Vi har også en bror, der har børn, men han bor længere

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Vi er blevet gode til at dele
Det er dyrt at etablere sig, og at købe hus sammen er en mulighed for at komme på boligmarkedet. Flytter man væk fra sit netværk, synes mange også, det er lettere at være flere, der deles om madlavning, børneopdragelse og indkøb. Man behøver kun én græsslåmaskine, man har fælles madbudget, og måske deler man en bil.

Især yngre mennesker tager deletanken til sig. De nye bofællesskaber er ikke som 1970'ernes kollektiver, hvor man delte alt og havde bollerum, men fungerer som familiebofællesskaber, hvor man deler det, der er fornuftigt at dele.

Vi vil se flere former for bofællesskaber; små bysamfund med ældreboliger,
studieboliger og familieboliger med fællesarealer og private områder. Mange er trætte af at sidde alene. Her hvor jeg bor, river man parcelhuse ned og bygger
dobbelthuse, og jeg kan forestille mig, at folk på sigt vil dele bil og andre udgifter.

Vi kan ikke betale alt det, vi synes, vi har brug for. Vi vil opleve et boom i det at hjælpe hinanden i hverdagen – at man for eksempel ringer til naboen, inden man sætter sig i bilen for at købe ind, og hører, om de skal have noget med. De ældre ser en værdi i at bo i fællesskaber, hvor de kan dele og måske i fremtiden får brug for en hjælpende hånd. I dag vil alle blive i eget hjem så længe som muligt.

Gode råd til at flytte sammen med familien

  1. lare rammer
    Lav aftaler om, hvem der står for hvad. Hvem tager snerydning og græsslåning? Hvem gør rent på fællesarealer og hvor ofte? Skriv det ned, så der ikke er noget at diskutere.
  2. Relationer
    Vil I være forældre for jeres børn, når I bor sammen? Eller skal forholdet være ligebyrdigt?
  3. Fællesskab
    Aftal, hvor meget fællesskab I ønsker. Skal I have en ugentlig fælles maddag? Er det okay at brase ind hos hinanden, eller sender man en sms først? Afstem jeres forventninger, og følg op på dem løbende.
  4. Økonomi
    Fastlæg klare ejerforhold. Ejer I i fællesskab, eller lejer den ene part sig ind hos den anden? Hvordan fordeles faste udgifter, hvis andelene ikke er lige store? Opret en opsparing til uforudsete udgifter og vedligeholdelse.
  5. Fællesmøder
    Aftal faste fællesmøder, hvor I løbende kan justere aftaler, planlægge vedligeholdelse og få talt om alt det praktiske.
  6. Exitplan
    Tal igennem, hvordan I vil gribe det an, hvis I vil flytte fra hinanden igen. Det er godt at være på forkant med katastroferne.