ALT for damerne

Anmeldelse: Bo Bechs restaurant Geist

Af Mette Mølbak 03.maj.2011 Livsstil

Bo Bech er klar med sin nye kæmperestaurant, Geist. Men den avancerede mad i små portioner matcher ikke ambitionen om at lave uhøjtidelig restaurant.

En af mine yndlingskogebøger pt er Bo Bechs 'Kokkeskole'. Gedigen, enkel mad med gode råvarer. Ærlig mad, som Bo Bech også lægger vægt på som redningsmand for kriseramte restauranter i TV3-programmet 'Kniven for struben'.

Derfor var det også mere den slags mad, jeg havde forventet at få serveret, da jeg en fredag aften besøgte restaurant Geist. For det er det, mesterkokken selv har lagt op til i de interviews, han har givet forud for åbningen.

»Jeg vil gerne lave et sted, hvor mine venner har råd til at spise. Et sted, hvor der ikke er for meget belastning på måltidets rammer....Jeg vil gerne have, at her ikke er for højtideligt. Man skal bare kunne dumpe ind efter at have spillet squash, få to retter og gå igen,« har han sagt til Politiken.

Det var bare en helt anden oplevelse vi fik.

Små portioner

Tidligere har Bo Bech regeret på Paustian, hvor han har leget med den molekylære gastronomi, som helt fortjent blev hædret med en Michelinstjerne. En del af arven fra Paustian går igen i menukortet på Geist. Og efter min mening er det en kæmpe fejl. I 'Kniven for struben' er Bo Bechs vigtigste læresætning at en restaurant skal have et tydeligt koncept. Men det er som om han ikke følger sin læresætning på Geist. Det er nemlig svært at finde ud af, hvad Geist er for et sted.

Det har volumen som en kæmpe bistro man finder i New York, men maden er stadig for meget molekylær-Michelin til at fungere i en kæmpe restaurant, der har til hensigt at være uhøjtidelig.

Ikke mindst fordi – hvor provinsielt det end lyder – portionerne er små. Så for at få en totaloplevelse skal man bestille fem-seks retter – og så nærmer vi os i stil og prisklasse michelinniveau, som Geist ikke kan præstere. Mere om det senere.

Til forret bestilte vi kalvetatar med stenbiderrogn og tomater med taskekrabbe. Fine retter med hvert sit enkle udtryk, men tataren var efter min medspisers mening lidt for simpel og fersk i udtrykket.

Vi delte en asparges med stuvet østers. En fallosagtig servering med to hvide asparges til 130 kroner. Østerssmagen var næsten for dominerende i forhold til den sarte asparges, og det er ikke en ret, der sætter sig fast i hukommelsen.

Næste ret var pigvar med fennikelravioli på ost, der var aftenens mest vellykkede i smag og udseende. I mellemtiden havde vi tømt brødkurven to gange (og her var det Bo Bechs fantastiske surdejsbrød der blev fortæret, point for det). Og der var stadig mere end rigelig plads til dessert. Vi afsluttede med ost og en sorbet af banan og olivenolie med hvid chokolade. Sublim smag, men heller ikke mere end nogle mundfulde – og så var den væk.

Maden smagte fortræffeligt - men portionerne var desværre bare for små. Og det svarer ikke helt til ambitionen om at lave et afslappet, bistro-agtigt sted, mener madredaktør Mette Mølbak.

'Beklager, men I skal forlade jeres bord'.

Betjeningen er et kapitel for sig. Der var stopfyldt denne fredag - og derfor meget travlt. Derfor gik der også næsten 40 minutter fra vi fik anden ret til vores tallerkener blev fjernet. Og det skete først efter, vi havde tilkaldt tjeneren og høfligt gjort opmærksom på, at vi gerne ville bestille dessert. Kort efter vi havde bestilt, kom en anden tjener hen til os og sagde: 'Ja, I skal lige vide, at man altså kun har bordet i to timer, så jeg skal faktisk bede jer om at gå'.

Ah hvad?? Det vidner ikke kun om, at der ikke er styr på tjenerstaben, fordi vi netop lige havde bestilt dessert. Det er også en regel, der slet ikke holder på en restaurant i det prisleje. Det er fint, at billigere restauranter som Cofoco har to-timers servering, så de kan få flest mulige gæster på en aften. Men det holder ikke et sted, hvor mange retter koster 170 kroner.

Vi fik dog lov at beholde vores bord, fik vores dessert, men skyndte os herefter ud. Vi følte os ikke helt velkomne længere efter den episode.

Regningen endte på 1.400 kr. for tre retter og et par glas vin. Havde vi kastet os ud i fem retter og tilhørende vine ville vi komme op i os en pris, der rammer Michelinklassen. Det niveau kan Geist ikke holde – i modsætning til netop de bedre restauranter er der intet ekstra i form af for eksempel appetizere, og vores dårlige oplevelse med betjeningen hører heller ikke hjemme i luksusklassen.

Og så skal toiletforholdene også lige have en bemærkning: Ligesom på toprestauranterne er der små vaskeklude til at tørre hænderne i. Så holder det bare ikke, at alle klude ligger brugte i en kurv klokken 22, og at der kun er en tom lokumsrulle tilbage at tørre hænder i.

At maden er i en klasse for sig er indiskutabelt, men når kigger på, hvad man kan få andre steder, så hænger pris, kvalitet og oplevelse simpelthen ikke sammen på den nye kæmperestaurant på Kongens Nytorv. Derfor var det ikke en aften, hvor vi gik begejstrede fra bordet. Desværre.


Geist
Kongens Nytorv 8
1050 København K

»»Restaurantgeist.dk


Madredaktøren var straks mere begejstret for »'italieneren henne om hjørnet'.


Henter...