Indretning
Foto: Pernille Enoch
BoligLiv

Indretning

Taglejlighed på Nørrebro: Med udsigt til byens tage

Del på

Øverst oppe under taget i en ejendom på Nørrebro har Morten indrettet sig med kig ud over kvarterets tage fra vinduer og altan.

Af Trine Lützen 22.feb.2016 Nyt


Den store åbne hems har et fantastisk lysindfald, og med det mørke sengetæppe fra Stilleben skabes en god kontrast. Her kan gæster – der ikke går i søvne – overnatte.

HVEM:
Morten
HVAD: Lejlighed på 110 kvadratmeter
HVOR: Nørrebro i København

Morten flyttede ind i den smukke taglejlighed med udsigt over byens tage i 2005 sammen med sin daværende kæreste. Lejligheden på 110 kvadratmeter var fuldt funktionsdygtig, men indrettet helt anderledes, end den er i dag. Køkkenet var placeret, hvor der nu er soveværelse. Soveværelset lå, hvor skrivebordet nu står i stuen. I forbindelse med køkkenet og stuen var der en lang gang. Desuden var der en hems i næsten hele lejlighedens længde, og der var ingen altan – endnu. Alt det kom til senere, da der i 2006 skulle lægges nyt tag på ejendommen, og Morten og hans kæreste besluttede sig for, at når nu det hele alligevel skulle ligge hen i byggerod, så kunne de lige så godt samtidig skabe nye rum lige efter deres egne hoveder.

Alt blev revet ud
Og så startede arbejdet med at rive simpelthen alt ud af lejligheden: vægge, badeværelse, køkken og hems. Parret brugte flere måneder på at køre alt det nedrevne materiale på genbrugspladsen. Derefter skulle der bygges bl.a. et nyt badeværelse og køkken op. Byggefirmaet Logik & Co., som stod for renoveringen af taget, stod også for at skifte alle vinduerne ud, lave badeværelset, sætte nye elinstallationer i og bygge en tagterrasse. To af Mortens venner, som er bygningskonstruktører, tog sig af skitserne og beregningerne. Nu er stue og køkken i åben forbindelse med hinanden, så der er lyst og rummeligt.

Minimalisme med arvestykker
Stilen virker umiddelbart stram og minimalistisk, men Morten går ikke efter en bestemt stil. Han har derimod indrettet sig med en blanding af gamle og nye ting. Han har en del arvestykker, som han synes er pæne, og som er med til at skabe en god ramme, så han føler sig hjemme. – Jeg køber ikke møbler et bestemt sted, men kan finde lækre ting til hjemmet hos alt fra antikvitetshandlere til Casa Shop, At-Bo, Ikea eller Nyt i Bo, fortæller Morten.


Et stilleben på Mortens skrivebord med nøgne vintergrene sat i en vase fra Ditte Fischer. Den kan købes i Stilleben.


I den ene ende af det store køkken-alrum står spisebordet, som er gammelt. Træbordet giver en varm glød til rummets sort/hvide univers. Tekande og kopper fra Stilleben. Lampen er fra Gubi.


Altanen er placeret i forbindelse med køkkenet, og der er rigelig plads til fire spisende og en grill på den om sommeren.

“Jeg synes, det er en genial lille altan, jeg har ud mod gaden. Om sommeren er her aftensol, og man kan altid høre aktiviteten nede fra caféerne og fra boldbanen rundt om hjørnet”.


Et kig fra altanen ud over Nørrebros tage.


Hjørnesofaen og stigen, som fører op til hemsen, danner tilsammen en god opdeling af det store rum. Stigen kan flyttes efter behov. Logik & Co. har bygget den smarte indbyggede reol på endevæggen, hvor Morten har et skrivebord stående. Reolen udnytter pladsen under de skrå vægge optimalt.


De røde Verner Panton pendler står flot til det sort-hvide look i køkkenet. De fås f.eks. hos Vernerpantonshop.dk. De to arbejdspladser i køkkenet giver en fornemmelse af storkøkken i lille skala. Køkkenet er fremstillet af sort MDF og har huller i skufferne i stedet for håndtag.


Soveværelset er som resten af lejligheden lyst og enkelt indrettet, og ligesom på hemsen skaber et mørkt sengetæppe dybde og kontrast. Sengetæppet er fra Stilleben. De små kunstværker ved hovedgærdet
er af Pernille Enoch.


Den antikke skrivepult i mahogni er et arvestykke. Morten er glad for antikviteter, og de giver da også en god kontrast til lejlighedens moderne møblement og lyse vægge og gulve.


Fine skåle i douce farver på stuebordet. De er fra Stilleben.


Morten har fået skåret spejlet på badeværelset specielt, så det udnytter hele arealet ud mod skråvæggen.

► SE OGSÅ: Lys bylejlighed: Enkel stil med arvemøbler
► SE OGSÅ: Hyggelig lejlighed: Signes grønne oase
► SE OGSÅ:
Smuk højloftet lejlighed: Europa i København

Del på
Kommentarer (0)

Henter...