Brev til mit yngre jeg: "I vil få to vidunderlige børn og diskutere kunst og dårlig økonomi"

Kære Thomas,
Det er august 1997. Om en måned fylder du 19 år. Du sidder på din cykel. Et brev falder ned på dit styr. Det er stilet til dig. Fra en mand med dit navn. Dateret i 2017. Din første indskydelse er, at det er en dårlig joke, eller at du er blevet skør. Men jeg vil bede dig åbne det alligevel. Det rummer ikke nogen egentlige sandheder. Men alligevel rummer det noget. Nedslag og erfaringer fra det liv, der venter dig. Om et øjeblik vil du tage en beslutning. Dette brev er et forsøg på at skitsere konsekvenserne af den beslutning.

Du er netop vendt hjem fra en interrailtur på egen hånd rundt i Europa. Du er blevet student og er tilmeldt retorikstudiet på Københavns Universitet. I dag er introdagen. Og noget føles helt forkert. Før du når ned til svinget ved Islands Brygge, vil du have taget et valg, der kommer til at definere resten af dit arbejdsliv og dermed en stor del af hele dit liv. Tanken vil ramme dig så nogenlunde klart, at du ikke er til at rokke. Den kommer på nogle måder bag på dig selv, men når du står af cyklen, vil det føles som en naturlig kulmination på de tanker, der har ligget og luret i mange år. Særligt for et halvt år siden, da du så "Looking For Richard" med Al Pacino, var det, som om en dør blev åbnet. Du vil være skuespiller.

Ingen i din familie er det, ingen af dine venner er det. Du har brugt stort set al din tid på sport, skole og venner. Din beslutning vil komme bag på dine forældre. Din far vil være imod. Han synes, du skal skrive. For det har du jo sådan set været meget god til i gymnasiet. Når du bliver ældre, vil du se hans modstand aftage, og du vil måske endda forstå, at den var vigtig for din modning. Modstanden vil være med til at afklare dig. Din mor vil være bekymret, men vil bakke dig op.

Fra du har truffet beslutningen, ser du dig ikke rigtig tilbage. Du kommer selvfølgelig til at tvivle ufatteligt mange gange undervejs i dit liv. Du vil blive overrasket over modgange, nedture og afvisninger, men de vil overraske dig mindre og mindre med alderen, og du vil lære, at de er en del af det valg, du har truffet. Det gør det ikke mere behageligt, men omvendt vil du i glimt forstå, at højder hænger sammen med dybder.

Du får din første rolle i en spillefilm blot et halvt år efter, at du har taget valget på din cykel. Du kommer med i en teatergruppe, der om nogle år bliver et rigtigt teater. Du møder din første afgørende mentor i Sarah Boberg og tager som 19-årig til New York for at læse hos hendes lærere. Nogle af verdens bedste.

Du får mere arbejde, når du vender hjem fra New York, og du ender med aldrig at søge ind på teaterskolen efter dit første forsøg. Du kommer til at pendle mellem New York og København et par år. Du suger til dig af viden og oplever i momenter fremskridt i din kunnen og drømme, der bliver forløst. Selv tyve år senere vil du dog stadig være dårlig til at nyde forløsningerne.

I en alder af 21 lever du af at være skuespiller. Det var det, der var dit største ønske, da du drejede rundt i det forbandede sving på Njalsgade. Men nu lever du af det, hvad så? Nu er det de gode roller og de gode samarbejder og også lønnen, der fylder. Du venter stadig på at komme i mål. I midten af trediverne, indser du – uden nødvendigvis at acceptere det – at det mål slet ikke findes. At tingene er i en proces med visse progressioner. Det flytter sig hele tiden.

Du vil modtage priser og være arbejdsløs på en og samme tid. Du vil sige, at du hader karrieren, men elsker arbejdet. At tilfælde og held er en del af branchen. At der ikke altid er logiske konsekvenser af alting. At indsats og resultat ikke altid hænger sammen. Du vil kæmpe med at acceptere dette.

Din beslutning på cyklen vil også være afgørende for, at du møder din elskede hustru, for hun er også skuespiller. I vil få to vidunderlige børn og diskutere kunst og dårlig økonomi midt imellem bleskift og skolestart. Hun vil blive din tætteste ven. Din partner. Din kærlighed.

Du vil holde fast i dine nærmeste venner, fra du var helt lille. Du vil få dybe og nære venskaber på grund af dit arbejde og vil vide, at de er sjældne og skal værdsættes, da kun få overlever arbejdets flygtighed. Du vil i kraft af dit arbejde møde så mange verdener og så mange utrolige skæbner – både de virkelige og de fiktive, at livet til tider vil føles for stort, og du vil prise dig så lykkelig over, at det netop er denne storhed, du rent faktisk har fået mulighed for at beskæftige dig med og leve af.

Kære Thomas, jeg håber ikke, brevet har skræmt dig. Jeg håber, du vil holde fast, men jeg er nødt til at smutte nu. Der er netop dumpet et brev ned i hånden på mig. Skrevet af en, der hedder det samme som dig og mig, dateret 2037...

Kærligste hilsner Thomas