Aske diamanter
SPONSORERET indhold

Trend breder sig: Afdødes aske bruges til smykker

Det er svært helt at afgøre, om man skal grine eller græde.

Af: Mi Skjold brix Foto: Getty Images
27. feb. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Kan du forestille dig, at asken fra din elskede ikke skal ende i en urne, men derimod i en halskæde om din hals eller i fatningen på en guldring? Den fantasi har de i USA og andre frisindede lande gjort til virkelighed i mange år.

Her kan du få omdannet asken efter kremering til en diamant. En proces, der kræver omtrent 200 gram aske og tager ca. ni måneder, førend der i sidste ende kommer en eller flere syntetiske diamanter ud af det.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Jeg måtte holde mig for munden for ikke at grine højt"


Kunderne kan selv bestemme hvilken farve, de ønsker, deres diamant skal have - nuancen er dog ikke til at styre. Lande som Holland, USA og Schweiz tillader at bruge asken til diamanter. 

Flere firmaer har gjort det til deres levevej at producere mindestenene, der ligner de kostbare ædelsten til forveksling. Ifølge stifteren af et af de største firmaer på feltet i USA, LifeGem, så er kunderne ikke af den konservative slags.

- Når folk køber en mindediamant, så er det et udtryk for deres ønske om at bevare en intim og meget personlig forbindelse til en elsket afdød. Det er en utraditionel måde at bearbejde en sorg, men de, der kremerer deres afdøde, har generelt ofte også en mere utraditionel mentalitet end dem, som foretrækker nedsættelser i kister, siger medstifter Dean VandenBiesen af LifeGem til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind døde: "Det værste er angsten for, at det sker igen"

En del af dig – bogstavelig talt

Måske sidder du allerede nu og er en smule forarget, men mulighederne stopper langt fra her. Flere amerikanske livsstilsmedier guider deres brugere i, hvad de kan stille op med deres afdødes aske, hvis nedsænkelse i en urne ikke er originalt og mindeværdigt nok.

Forslagene spænder vidt fra at blive sendt en tur ud i rummet eller til vejrs som fyrværkeri eller heliumballon til en vinyl med vedkommendes yndlingsmusik. Bamser er også en mulighed og i den mest ekstreme ende af skalaen finder vi tatoveringer.

Ifølge verdens førende tattoo-medie Tattoodo er det muligt at få lavet permanent kropsudsmykning med aske, for på den måde at kunne bære personen med sig ikke kun i hjertet, men også på kroppen.


Trods den stigende efterspørgsel er det endnu ikke testet, om der skulle være nogle sundhedsskadelige konsekvenser ved at bruge aske i en tatovering.

De beretter om en generelt stigende interesse for den form for mindetatovering i branchen. Asken filtreres og sies, til der kun er et meget fint pulver tilbage, som herefter bliver blandet i blækket, før tatovøren sætter sig til rette med sin nål. 

I Danmark bliver rekordmange kremeret

Trods de mange muligheder for at stede sine elskede til hvile på fantasifulde måder, er vi i Danmark ret konservative. Det til trods for, at vi er et af de lande, hvor flest bliver kremeret. Det gælder for hele 84 procent,  fortæller Mogens Balling, direktør hos Begravelse Danmark til ALT.dk. Men de fleste ender i urner, og det er der en god grund til, siger han.

- Herhjemme er der mange ting, der er forbudt, som eksempelvis er tilladt i Holland, Norge og Sverige. Det er kun tilladt at sprede asken over havet eller nedsænke den i en urne. Men jeg synes heller ikke, vi oplever den store efterspørgsel på alternativer, selvom vi engang i mellem har nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, at det er tilladt at sprede asken over havet, men ikke i en skov eller have, som i Norge og Sverige, siger han.

Som det ser ud lige nu, er det mest vovede, du kan gøre med loven på din side, ud over at sprede asken over havet, at nedsænke en nedbrydelig urne fra firmaet BeyondLife, der i et lille blad indeholder frø, du kan så på graven. Men også her er der visse begrænsninger.


Det danske firma BeyondLife står bag de nedbrydelige urner, der med frø giver liv til et evigt minde. 

- Det er vigtigt, du først sikrer dig, at du må, for der vokser jo et træ op på gravpladsen, siger Mogens Balling.

Generelt er reglerne for bisættelse i Danmark langt mere restriktive, end i USA, og selvom det kan lade sig gøre at få tilladelse til at nedsænke en urne på privatgrund, blev der kun givet 52 tilladelser i 2015. 

Så hvis du går med tanker om at skabe et helt særligt minde, når du står med den fyldte urne i hånden, må du sætte din lid til en lovændring i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Linse om Moppers begravelse: Måske ikke helt lovligt

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige - og det er ikke dem, du tror