Aske Munck om Paris
Aske Munck, Paris-korrespondent for Weekendavisen, fortæller om sin kærlighed til den franske hovedstad.
Eurowoman

Aske Munck om Paris

Uanset om du leder efter en biks, der kun sælger paraplyer, mekanisk legetøj eller tørrede blomster, findes det i Paris

Del på

Aske Munck, 45, indtog Paris som studerende med en forhåndsforelskelse, der kun er vokset i takt med ham selv. Kærligheden til kulturen og naturligheden ved at gå gaderne tynde er med til, at han aldrig har mistet sin fascination af det franske, som han i dag dyrker som korrespondent for Weekendavisen i Paris.

Af Aske Munck 12.jan.2016 Nyt

Mit første møde med Paris var i vinteren 1989 – præcis samtidig med, at alle tog til Berlin for at fejre, at Muren var faldet og Østblokken begyndt at slå revner. Ikke mig. Jeg var langt mere fascineret af Frankrig. Det havde jeg vist været siden 7. klasse, da jeg mødte en fransk pige ved navn Bénédicte på en ferie i de græske Kyklader. Så efter gymnasiet slæbte jeg kufferter på et københavnsk hotel for at få råd til billetten til Paris.

LÆS OGSÅ: Kom med til Oh Lands New York

Jeg tog derned med min bedste ven, der var halvt fransk, og vi boede hos hans slægtninge. Vi havde ikke en krone, dem havde vi brugt på billetten, men det gjorde ingenting. Paris er utrolig imødekommende over for folk, der ingen penge har, og her fjerner tjenerne ikke kaffekoppen, så snart man har taget den sidste slurk.

I timevis drev jeg formålsløst rundt langs Seinens bredder, hvis bolværker prydes af de mange grønne boglader, les bouquinistes. For ingen penge kan man købe gamle knaldromaner af Simenon og Dumas eller store filosofiske værker af Voltaire og Rousseau. Og jeg husker tydeligt, at luften var fyldt af en sælsom blanding af benzin-os, cigaretter, parfume og varme kastanjer. Jeg kunne sidde i flere timer på en af fortovscafeerne, mens jeg bladrede i Le Monde eller bare betragtede folk defilere forbi uden at bestille mere end den ene espresso. Tjenerne sendte mig ingen bitre blikke af den grund. For alle de andre gjorde det samme.

Når kulden blev for bidsk, søgte jeg ind i nogle af byens private gallerier, der udstiller alt fra papirklip og fotografi til oliemalerier og avantgarde-installationskunst. Eller de storslåede museer, der har gratis adgang for studerende og unge under 18. Flere af de mindre museer ligger i nogle af de prunkende og luksuriøse bypalæer – de såkaldte hôtels particuliers – som adelen i sin tid lod opføre for at kunne være tæt på kongeslottet Louvre, og er i sig selv hele besøget værd.

Parisernes forhold til kultur var en af de ting, der overbeviste mig om, at jeg også en dag ville være pariser. Der er bladkiosker på hvert andet gadehjørne, hundredvis af specialiserede boghandler – nogle af dem åbne til midnat – og der er altid lange køer foran de store museers skiftende udstillinger. Pariserne ænser ikke ventetiden, men drager bare skuldertrækkende en avis eller bog op af tasken. Ja, nogle gange bliver publikumspresset så voldsomt, at udstillingerne holder døgnåbent.

Og det blev jeg så, pariser. I vinteren 2002-03. Efter en obligatorisk værnepligt i 5. arrondissements latinerkvarter flyttede jeg ind i hjertet af Marais. I en formidabel lejlighed med stuk, pejs og balkon med udsigt til Centre Pompidou og Saint-Gervais-kirken. Jeg havde et portugisisk concierge-par i stueetagen, der tog imod pakker og anbefalede breve (en fransk fetich), og min hoveddør åbnede lige ud til min stamcafé. Cafeen blev hurtigt mit kontor, hvor jeg indledte dagen med un 'ti noir (en lille espresso) i baren og en snak om dagens vigtigste nyhed, som man kunne læse i tabloidavisen Le Parisien. Cafeen er den mest effektive adgangsbillet til alle samfundslag, og min parisiske omgangskreds er langt bredere og mere socialt spraglet end min københavnske.

I Paris taler jeg således dagligt med advokater, filmfolk, musikere, ejendomsmæglere, murere, arkitekter, kunstmalere, politifolk, sygeplejersker, kustoder, postbude, slagtere, arbejdsløse, restauratører, pensionister, forfattere, studerende og Carla Brunis livvagt. Ja, to af tjenerne var sågar med, da min kæreste og jeg blev gift på det 4. arrondissements rådhus og fejrede det på en flodpram på Seinen foran Institut de France.

Denne spraglede mangfoldighed er det, der fascinerer mig allermest ved Paris. For den findes på alle områder. Uanset om man leder efter en biks, der kun sælger paraplyer, optrækkeligt mekanisk legetøj, tørrede blomster eller manuskripter fra det 18. århundrede, ligger der en i Paris. Det samme gælder maden. For hvor ellers kan man i gåafstand fra ens egen bolig få fingre i ægte japanske udon-nudler, kinesisk Sichuan-kødgryde, dampende indiske butter-naans eller tyrkisk falafel uden at skulle flyve til Tokyo, Shanghai, Mumbai eller Istanbul?

Byens kulturelle kludetæppe er også en af grundene til, at pariserne stadig står fast på formerne. Men grundreglerne er simple og lette at lære. Man skal altid være høflig: Man er Des med folk, man ikke kender, siger bonjour monsieur/madame og spørger om lov, før man sætter sig ved en café eller restaurant. Men så bliver man også vel behandlet. Ikke at parisere nødvendigvis er gammeldags eller bagstræberiske, ingenlunde. Byen har fx for længst skidt på de hvide duge og vendt det bedagede haute cuisine ryggen og i stedet genoplivet bistroen, der serverer udsøgt og gedigen gastronomi til overkommelige priser, og hvor mad og vin kun er lige så vigtigt som samværet med dem, man spiser med. Og det er vanskeligt at spise sig up to date, hvis man gerne vil undgå at skulle lave nye huller i livremmen.

Måske er det derfor, pariserne går så meget. For det gør de. I en sådan grad, at mange af mine parisiske venner aldrig har drømt om at få et kørekort. Mais pourquoi faire? Hvorfor dog det? Jeg går også selv. Til trods for at min sorte Vespa-scooter står klar foran opgangen, der er Vélib-bycykler rundt om hjørnet, og metroen kører hvert andet minut i myldretiden (for under en tier pr. tur!). Det har jeg gjort, siden første gang jeg var i byen. For ligesom de andre parisere foretrækker jeg den åbne himmel og den frie luft. Og lydene. Af summende scootere, dyttende biler og skingre politifløjter fra de stakler, der har trådt chefen over foden og er blevet sendt ud for at gøre myldretidstrafikken mere flydende, kun bevæbnet med stav og trillefløjte. Byen er tilmed ikke større, end at man kan krydse fra den ene ende til den anden på omkring to timer.

Man plejer at sige, at rigtige parisere altid vånder sig ved ethvert antræk til forandring af noget som helst. Og selv om Paris med tusindvis af gratis bycykler, en kæmpepark af ellånebiler, 95 udendørs dagligvaremarkeder og snesevis af 100 % økosupermarkeder må siges at være mere moderne end selv mange andre metropoler, er der mange herlige indslag for udlandsparisere som mig, der døjer med akut kronisk nostalgi.


LÆS OGSÅ: Her er Pernille Teisbæks bedste tips til Paris

LÆS OGSÅ: Derfor hedder modens nye hovedstad Los Angeles

LÆS OGSÅ: "Der er så meget, man kan købe i Marokko, og en hovedregel er altid at bestille 20 kg ekstra bagage med hjem"


Del på
Kommentarer (0)

Henter...