“Vi ruster ikke børn til fremtiden ved at anvende teknologien uhæmmet”

KLUMME: Jeg forsøger at begrænse min 8-årige datters kendskab til Facebook, Instagram og deslige. Hun ved endnu ikke, hvad sociale medier er. Og jeg vil forsøge at forhindre, hun iscenesætter sig selv og jagter likes, så længe det kan lade sig gøre. Hun skal tids nok få en profil på alverdens medier.

Jeg er helt ærligt taknemmelig for, at alt dette ikke eksisterede, da jeg selv voksede op. Det er svært nok i forvejen at være barn og teenager, især det sidste, og hvis man så oven i købet konstant skal forholde sig til glansbillederne, perfekthedskravene og popularitetsræset på enhver skærm, så forstår jeg godt, at mange unge i dag har det svært. Rigtig svært. Og det hjælper nok heller ikke, at forældrene også hele tiden "liiige skal ordne noget" på en skærm, som altså er noget andet end at læse avisen. Papir virker af en eller anden grund ikke ligeså afvisende – den suger ikke alt nærvær ud af et rum.

Nå, men nu har jeg så hørt, at mange børn kommer på Instagram, allerede når de er 9 år. Og så presser spørgsmålet sig jo på: Kan man forbyde sit barn det, hvis alle vennerne er derinde? Vi har en tendens til at sige: "Det er synd, hvis de er uden for fællesskabet", og "forbud nytter ikke noget" – ligesom med unges drukkultur – og så giver vi lov, selvom vi egentlig synes, det er for tidligt. Men det er jo et åbenlyst skråplan, hvis vi alle sammen, inklusive forældre, bare giver efter for gruppepresset.

Undersøgelser viser, at danske ­forældre er nogle af de mindst mediekritiske i Europa, og som sætter færrest grænser for forbruget. Spørgsmålet er, om det er udtryk for frisind eller ignorance? Eller en presset hverdag hvor alle i familien er hjemmefra i mange timer, og så er det ren overlevelse at hive diverse digitale bedøvelsesmidler frem, når man kommer træt hjem? Eller at vi er faret vild i en tro på, at børn skal rustes til fremtiden, nærmest fra de kommer ud af mors mave? Nok en god mixture af det hele.

På en skole i Silicon Valley, hvor ledere af førende medievirksomheder har deres børn gående, mener man, at alle de digitale dingenoter slet ikke hører til i barndommen, og de bliver heller ikke anvendt i undervisningen. Det står jo i skærende kontrast til vores ukritiske tilgang, især på ungdomsuddannelserne, hvor der hidtil har hersket total mangel på retningslinjer for medieforbrug i timerne, og i den senere tid er det også vrimlet frem med eksempler på en afsporet kultur, når det gælder at dele private nøgenbilleder uden samtykke.

Vi, både forældre og lærere, har tydeligvis været alt for laissez faire og lalleglade, mens vi har haft travlt med at kramme onlinelivet og dyrke vores kollektive Facebook-rus. For vi ruster ikke børn og unge til fremtiden ved at anvende teknologien uhæmmet, men ved at de kan administrere og sortere i mulighederne – og evner at være nærværende og koncentrerede i undervisningssituationer og i samværet med andre.

Vi skal give dem værdier, vaner og rammer. De skal opdrages, dannes og hjælpes til at bruge medierne hensigtsmæssigt, så de ikke får stress, mindreværdskomplekser eller mobber andre. Især sociale medier er sindssygt magtfulde og identitetsskabende, og vi skal vise dem modbilleder, og at der er andre succeskriterier her i livet. Det er ikke spor bagstræberisk – men tværtimod visionært. Om 10 år vil vi tage os til hovedet over vores bevidstløse forbrug, og at 9-årige er på Instagram.

LÆS OGSÅ: Derfor er mødre til tweens de mest deprimerede

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

LÆS OGSÅ: Børn har brug for fravær