Victoria Beckham: “Jeg er den heldigste kvinde i verden"
SPONSORERET indhold

Victoria Beckham: Virkelighedens grimme ælling

Victoria Beckham er virkelighedens grimme ælling. Med sikker beslutsomhed er hun gået efter det, hun ville have, og er et levende bevis på, at hvis du arbejder hårdt nok, kan du få, what you really, really want.

Foto: All Over Press, Bulls og Getty Images
04. mar. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Hun kunne sagtens være en af de hotte kvinder over 40, som lige nu tager modeverdenen med storm. Men selvom det er eftertragtet at have rynker, er hun nærmest blevet yngre og mere moderne med årene.

I næsten 20 år har Victoria Beckham været fast inventar i magasiner og på de røde løbere, og hendes udseende, stemme, familie og ikke mindst garderobe er blevet vendt og drejet, diskuteret og analyseret ned til mindste detalje. Hun har aldrig lagt skjul på, at hun har brændt efter at blive berømt. Så meget, at hun er blevet beskyldt for at tippe fotografer om sine gøremål for at være sikker på, at de stod klar med kameraerne.

Hun er elsket og hadet, men at hun i kraft af sin karriere som sangerinde i popgruppen Spice Girls, ægteskabet med det lige så store fænomen, fodboldspilleren David Beckham, og senest som succesfuld designer af sit selvbetitlede brand har positioneret sig som et af de største kendisfænomener i nyere tid, kan selv de mest indædte modstandere ikke sætte spørgsmålstegn ved.

LÆS OGSÅ: Skønhedsidealer: Derfor reagerer vi så kraftigt på stjernernes udseende 

Med karrieren som designer har hun endelig nået det, som altid har været hendes største drøm: At designe tøj, som gør kvinder smukke, og ikke mindst blive respekteret for det. Vi tager dig med på rejsen mod målet, der gjorde Victoria Beckham til showstopper.

Designkarrieren
"Engang følte jeg mig berømt. Nu føler jeg mig succesfuld."

Så kort har Victoria Beckham beskrevet det seneste kapitel i sit liv til avisen The Guardian. I december sidste år vandt hun for anden gang prisen for årets brand ved British Fashion Award for mærket Victoria Beckham. Klædt i sort strik med åben ryg tilsat en gulvlang plisseret nederdel af eget design gik hun på scenen og takkede sit team, sine forældre og ikke mindst sin mand, David Beckham. Første gang hun fik prisen i 2011, overhalede hun Stella McCartney, Burberry og Tom Ford, blot tre år efter at hun for alvor startede sin karriere som designer. Victoria Beckham debuterede som designer i slutningen af 2008, hvor hun præsenterede en sommerkollektion udelukkende bestående af kjoler.

Siden har hun udvidet med andre tøjstykker og tasker, og i 2001 lancerede hun den noget billigere underlinje Victoria Victoria Beckham. Fra den spæde start med tre ansatte har hun nu 100 på lønningslisten, og i løbet af 2013 steg hendes omsætning fra 9,6 mio. til 285 mio. Tallene taler for sig selv, og det engelske magasin Management Today har netop kåret hende til Årets Iværksætter 2014. Victoria Beckham er altså ikke længere blot kendt for det, hun laver. Hun er også anerkendt.

"Jeg var glad for min tid i Spice Girls, og jeg har lært enormt meget af den, men nu laver jeg det, som jeg altid gerne har villet. Mode er min passion. Jeg har oplevet så meget i de sidste 20 år, men endelig føler jeg, at jeg laver noget, som jeg er god til. Jeg er kun lige startet, men føler, at jeg nu konkurrerer på en arena, hvor jeg har noget at tilbyde," har hun sagt til CNN.

Og der er ingen tvivl om, at hun kan sit håndværk. Kollektionerne er elegante og velkonstruerede, og for at være sikker på, at pasform og kvalitet er helt i top, prøver Victoria Beckham personligt alle styles. Da debutkollektionen kom på Net-a-porter.com, var den udsolgt på tre minutter, og de chikke design bliver set på alle fra Blake Lively og Kate Winslet til Cameron Diaz og Oprah.

"Det er så spændende for mig at klæde nogle af de smukkeste, mest indflydelsesrige kvinder i verden på. Jeg niver mig selv i armen, når jeg ser folk i mit tøj. Noget af det største har været at klæde Oprah på. Hun syntes, at kjolen var smuk, og det er det ultimative kompliment," har hun udtalt til CNN og indrømmer, at hun hvinede af fryd, da hun så sit idol Beyoncé i en af sine kjoler.

Victoria Beckhams første kollektioner blev præsenteret til private visninger, hvor særligt inviterede blev præsenteret for tøjet af designeren selv. I dag holder hun show under modeugen i New York med Anna Wintour på første række ved siden af David Beckham med parrets lille datter Harper på skødet.


Seneste tiltag i Victoria Beckhams designimperium: Egen butik på Dover Street i London.

Senest har hun åbnet egen butik på Dover Street i London, indrettet i en stil, der minder mere om et futuristisk galleri end et sted, hvor der handles tøj over disken. Kollektionen hænger i kæder fra loftet, og alle køb registreres på iPads. I Victoria Beckhams univers er der ikke plads til grimme kasseapparater. Hovedpersonen var ikke selv med til åbningen, da hun samme dag blev udråbt til FN Goodwill Ambassadør i New York med selvvalgt fokus på hiv-smittede kvinder i Afrika. I stedet sendte hun sin mand og ældste søn til at kaste glans over succesen, som hun i CNN har kommenteret således:

"Når jeg afslutter en succesfuld kollektion, er det første, jeg tænker, at det giver mig mulighed for at lave en mere. Jeg vil altid være bedre. Jeg sætter mig aldrig ned og siger: "Hurra, nu har jeg fået, hvad jeg ville.""

Victoria Beckham er fokuseret, målrettet og ambitiøs og hendes arbejdsiver utrættelig. Og sådan har det været, siden hun var en lille pige med efternavnet Adams.

Barndommen
"I'm gonna live forever, I'm gonna learn how to fly! High!"

Victoria Beckham var otte år, da hun første gang så Irene Cara danse rundt som Coco i filmen Fame, og drømmen om at blive berømt begyndte at spire. Hun blev født i 1974 i Hertfordshire nord for London, hvor hun boede sammen med lillesøsteren Louise, lillebroderen Christian og forældrene Jackie og Anthony Adams, der ejede en grossistforretning med el-udstyr. En forretning, der gik så godt, at faderen fik opfyldt sin drøm om at eje en Rolls-Royce, som han, til Victoria Beckhams store fortrydelse, fragtede hende til og fra skole i hver dag. Når de andre elever ikke drillede hende med, at hun viste sig frem med den store bil, drillede de hende med hendes bumser eller med, at hun ikke gad gå ud med drengene.

Sur og snerpet var et par af de ord, der klæbede til hende under opvæksten. I fritiden gik hun til dans og klaver, og da hun afsluttede folkeskolen og fik en plads på Laine Performing Arts Centre, fik hun endelig mulighed for at udleve drømmen om at optræde på fuld tid. Victoria Beckham var aldrig den bedste danser, den bedste sanger eller den bedste skuespiller, men hun var arbejdsom og stædig.

"Der var noget særligt ved hende. Noget magisk. Skal jeg være helt ærlig, er der mange med meget mere talent end hende, som ikke er blevet til nær så meget, men hun var ambitiøs og arbejdede rigtig hårdt," siger Joy Spriggs, rektor på Jason Theatre School, hvor Victoria Beckham dansede som lille pige, i dokumentarfilmen Victoria – Being Victoria Beckham.

Tiden på Laine Performing Arts Centre var lige så forfærdelig for Victoria Beckham som folkeskolen. Hun havde meget få venner, og hun følte sig presset på sin vægt.

"Det var først, da jeg startede på Laines, at jeg for alvor begyndte at bekymre mig om min krop. Der startede min vægtfiksering, som har fulgt mig lige siden. Jeg fik at vide, at jeg skulle tabe mig, men sådan er det at være danser. Man skal bare være lille," siger Victoria Beckham i dokumentaren, hvor hun i det hele taget beskriver sig selv som usikker.

"Jeg føler mig stadig som den bumsede teenager, når jeg laver fotoshoots, og det vil jeg nok altid gøre."


1997: Posh, Ginger, Scary, Baby og Sporty til MTV Video Music Awards i New York.


Spice Girls
Sporty, Baby, Scary, Ginger og Posh. I 1996 indtog popgruppen Spice Girls verden med hittet Wannabe. Klædt i den lille sorte, stiletter og med skarp page var Victoria Beckham det glamourøse indslag i pigegruppen og præsenterede for første gang offentligheden for det mutte udtryk, som siden er blevet hendes kendetegn. Når de fire andre knap kunne stå stille på den røde løber, skilte hun sig ud med sit kontrollerede kropssprog og kølige blik.

"Jeg så sur ud, men det var jeg ikke. Jeg var genert og meget usikker på mig selv. Jeg blev nødt til at opfinde en karakter, og så fandt jeg på at stirre på folk og surmule. På en måde hjalp min usikkerhed mig med at udtænke karakteren," har hun sagt til fransk Vogue.

Hun fik hurtigt pressen på nakken, fordi hun meget sjældent sang solo og blev stemplet som talentløs isdronning. Men som Posh Spice opnåede Victoria Beckham, hvad hun længe havde søgt efter: berømmelse. Spice Girls spillede på udsolgte stadioner over hele verden, tændte det traditionsrige julelys på Oxford Street i London og poserede med prins Charles og Nelson Mandela. De fik lavet dukker af sig selv, indspillede filmen Spice World og opnåede i alt ni singler på førstepladsen af hitlisterne og 55 mio. solgte album.

Victoria Beckham var ikke længere hende, der aldrig blev anset for noget særligt. Hun var nu medlem af den mest solgte pigegruppe nogensinde. I 1998 forlod Geri Halliwell gruppen, og efter endnu et album med de resterende fire gik Spice Girls i opløsning i 2000. Siden har gruppen været på reunion-turné i 2007 og optrådt til OL-finalen i London i 2012, men Victoria Beckham har offentligt proklameret, at tiden som sangfugl endegyldigt er slut.

Solokarrieren
Victoria Beckham var ikke just kendt som den bedste sangerinde i Spice Girls, men kritikken prellede af på hende, og da gruppen gik hver til sit, valgte hun at satse på en solokarriere. I 2000 udgav hun singlen Out of Your Mind, men trods stor medieopmærksomhed nåede sangen med den elektroniske lyd kun en andenplads på de engelske hitlister. Da hun året efter udgav et album i eget navn, nåede ingen af de to singler, Not Such an Innocent Girl og A Mind of Its Own til tops, og Victoria Beckham og pladeselskabet valgte at stoppe samarbejdet. Til dato er hun den eneste tidligere Spice Girl, der ikke har opnået en førsteplads med sin egen single.

"Det var virkelig nervepirrende at gå solo, men jeg ville det så gerne," siger hun i dokumentaren Victoria – Being Victoria Beckham.

Hun dedikerede sangen I Owe You, hvor man kan høre en pludrende Brooklyn Beckham på lydsporet, til David Beckham, men har efterfølgende kaldt soloforsøget for en fejltagelse i Harper's Bazaar.

"Folk troede aldrig på min solokarriere, og det var heller ikke den rigtige vej for mig. Jeg var lidt lost på det tidspunkt, men jeg har ikke noget imod at lave fejl."

David Beckham
Ingen Victoria uden David og ingen David uden Victoria. The Beckhams har, længe før andre celebre par som Brangelina og Kimye er blevet ikoner i kraft af hinanden, skabt et brand, der er milliarder værd – deres formue er opgjort til 1,9 mia. kr. – pga. hendes stil og feminine udstråling kombineret med hans selvsikkerhed og maskuline attitude. David Beckham blev første gang opmærksom på sin kommende hustru, da han så hende i Spice Girl-videoen Say You'll Be There, hvor hun optrådte i et sort kropsnært lædersuit.

"Jeg så hende i det kostume, og det var nok," har han gentaget utallige gange.

Selv om hun ikke interesserede sig for fodbold, var hun i 1997 til en fodboldkamp, hvor hun første gang mødte David Beckham, og året efter blev de forlovet. Posh og Becks var født, og opmærksomheden omkring dem eksploderede. Fodboldkongen og popdronningen var jaget vildt for parazzierne, og uanset om de gik gennem en lufthavn, sad på en restaurant eller shoppede i Prada, var de på forsiden af ugebladene, og sådan har det været lige siden.

De brander sig hver for sig, men i høj grad også som par, hvor de har slænget sig i Emporio Armani-undertøj og skabt deres egne dufte, Beckham Signature, til mænd og kvinder. Fra at være to helt almindelige mennesker fra den engelske mellemklasse har de målbevidst kæmpet sig op i de kendtes superliga.

Kærligheden fik fuld skrue til parrets bryllup i 1999 på Luttrellstown Castle i Irland, hvor 380 mennesker arbejdede i 10 dage på at klargøre festen. Medierne svælgede i detaljerne med tronstole af guld til de nygifte, brudekjole fra Vera Wang og optræden af Elton John, og det engelske ugeblad Hello Magazines udgave med de eksklusive bryllupsbilleder, købt for 1 million pund, blev et af deres mest solgte nogensinde.


Smukke, succesfulde og særdeles stilfulde.Victoria og David Beckham træder aldrig ved siden af foran fotografernes linser. Parret har været sammen i 17 år og fejrede sidste år 15 års bryllupsdag.

Børnene
Allerede to år efter Victoria og David Beckham mødte hinanden, fik de deres første barn, den nu 15-årige Brooklyn opkaldt efter New York-bydelen, hvor Victoria Beckham opdagede, at hun var gravid. Siden har de udvidet børneflokken med yderligere tre, og den næste generation bevæger sig lige så stille ind i offentlighedens søgelys i hælene på mor og far. Sidste år var Brooklyn på forsiden af magasinet Man About Town, mens lillebror Romeo på 12 år stjal scenen i Burberrys julekampagne.

Parrets tredje søn, niårige Cruz, spiller på Arsenals hold for unge talenter, mens treårige Harper Seven – opkaldt efter faderens legendariske spillernummer i Manchester United – endnu for det meste sidder på Victoria Beckhams arm, når hun rejser rundt i verden.

"Harper er en glad og tilfreds pige, og alle børnene er meget tætte. Jeg tager hende med mig overalt. Jeg ville også gerne tage drengene med, men de kan ikke rejse så meget, fordi de går i skole, og det er vigtigt for dem. Vi er meget strenge, når det kommer til skolen," har Victoria Beckham sagt i et interview med CNN, hvor hun også slår fast, at hun ikke har det hårdere end så mange andre mødre.

"Ja, jeg har travlt, men jeg tror ikke, det er anderledes for mig end for så mange andre, som har job og børn. Det handler om at være fokuseret, og alt, hvad jeg gør, handler om David og børnene."

Om man kan forvente et syvende medlem af familien, er ikke afklaret, men som hun siger:

"Man skal aldrig sige aldrig."

Skandalerne
Der var en, der var to, der var tre, og den sidste var sågar fra Danmark. Kvinder, der påstod, at de havde haft en affære med David Beckham. Skandalen begyndte i 2004, hvor spanske Rebecca Loos gik til medierne og fortalte, at hun havde haft en fire måneder lang affære med David Beckham, da familien boede i Madrid, hvor David Beckham spillede for Real Madrid. Rebecca Loos var ansat som hans personlige assistent, og ifølge hende var Victoria Beckham så optaget af sin musikkarriere, at hun brugte næsten al sin tid i London. Siden meldte endnu to kvinder sig på banen, den sidste en dansk kvinde fra Aarhus, der fortalte, at fodboldspilleren havde forført hende, da Manchester United var i den jyske hovedstad for at spille kamp.

Victoria Beckham gik til de mange ydmygende udtalelser som en professionel spindoktor. Sammen med David Beckham og børnene fløj hun til Courchevel i Frankrig og agerede lykkelig familie på skiferie foran paparazzierne. På meget få billeder har Victoria Beckham set så smilende ud, og medierne spekulerede da også i, at hun var alt andet end glad bag de enorme solbriller. Og at parret i øvrigt blev sammen, fordi det var alt for dyrt at lade brandet Beckham falde på gulvet.

David Beckham har kaldt alle rygter om utroskab for det rene vrøvl, mens Victoria Beckhams kommentarer er nærmest ikke-eksisterende. Hun har dog udtalt, at historien om Rebecca Loos kun har gjort deres ægteskab stærkere, og forklaret til britisk Vogue, hvorfor de ikke gik i rette med kvinderne:

"Jeg elsker min mand, og jeg stoler 100 % på ham. Det er mit job at beskytte min familie. Vi har børn, og jeg ville ikke gå i retten og udlevere hele mit privatliv, når de er gamle nok til at forstå, hvad der bliver sagt."

Personlig stil
Pencilskirts tilsat en hvid skjorte, stramme læderbukser med en løs T-shirt og skarptskårne kjoler og jakkesæt, der sidder med minimal præcision. Victoria Beckham klæder sig klassisk, elegant og ladylike, men altid med en designmæssig detalje eller snert af noget råt.

Til sidste års modeuge i London blev hun kåret til årets stilikon, men forinden har hun været igennem mange forskellige stilarter. Fra tiden i Spice Girls med stramme, korte kjoler, masser af bar og spraytan'et hud og frisurer, der skiftede fra page og strit til lange, bløde krøller af hårextensions. Solokarrieren bød på læderoutfits tilsat glitrende halsbånd, bandana og endda en læbering, som skabte mere hype i aviserne end dagens nyheder. Og hendes festoutfits var oftest gulvlange kjoler med meterlange slidser og glitrende detaljer, gerne fra de personlige venner Roberto Cavalli og Dolce & Gabbana. Victoria Beckham har aldrig været bange for at skille sig ud og har gerne matchet sin påklædning med sin mands. Mest mindeværdigt, da de mødte op i ens sorte læderbukser med tilhørende jakker fra Versace.

Hun er ofte blevet kritiseret for at diktere hans garderobe, men uanset hvad har de sammen markeret sig som et af de mest fashionable par i kendisland. Victoria Beckham er så stort et modeikon, at hun har udgivet sin egen bog, That Extra Half an Inch, med modetips og været gæsteredaktør på både Harper's Bazaar, Glamour og fransk Vogue, hvor den danske model Caroline Brasch Nielsen imiterede hende i en modeserie.

"Jeg synes, jeg har en meget europæisk stil, som er relativt simpel. Jeg går efter en god pasform og tøj med struktur, som er tidløst. Du ser mig sjældent i noget, som er meget fremtrædende og meget mønstret. Jeg vil heller aldrig gå i noget, som fremhæver mine bryster, eller vælge korte nederdele. Jeg kan godt lide at overlade lidt til fantasien," har Victoria Beckham sagt til Allure. Men selv om hun har bevæget sig langt væk fra sin tidligere stil, kunne hun ikke drømme om at lægge afstand til den. "Jeg ser aldrig tilbage og skærer ansigter ad mine look. Moden skifter."

Den private Victoria
Det kan godt være, at hun sjældent smiler, når hun bliver mødt af blitzlys på den røde løber. Men alle, der kender hende, påstår, at Victoria Beckham er en helt anden privat. Jennifer Lopez siger, at hun er fantastisk sjov, og Eva Longoria kalder hende et af de sødeste mennesker, hun kender. At hun har selvironien i behold, beviste hun, da hun i 2008 stillede op som kampagnemodel for Marc Jacobs og endte på hovedet i en indkøbspose. David Beckham har sagt om sin hustru, at hun har to personligheder. Den indadvendte offentlige og den, der folder sig ud, når hun er derhjemme. Og hun er selv helt klar over det ambivalente modsætningsforhold.

"Jeg kigger selv på billederne og tænker: "Åh gud, du ser så sur ud." Det ironiske er, at jeg slet ikke er det. Alle, der kender mig, ved, at jeg har en meget direkte humor. Jeg er som to forskellige personer. Det, som folk regner med, er fuldstændig forskelligt fra, hvad de får. Mange siger, at jeg er helt anderledes, end de troede. Sødere. Det går jeg ud fra er en god ting," har hun sagt til magasinet Allure.

"Jeg er ikke en person, der elsker opmærksomhed. Det virker muligvis sådan, men det gør mig nervøs og usikker. Måske er det derfor, jeg ser alvorlig ud. Jeg kan ikke stå og grine på den røde løber og nyde det. Jeg møder op, gør det, jeg skal gøre, og tager så hjem til mine børn," har hun sagt til britisk Elle om forskellen på sit offentlige og private jeg.

Men hun beklager sig aldrig over den interesse, der følger hende overalt.

"Jeg kan ikke holde ud, når folk klager over paparazzierne. Det følger med jobbet. Vi er vant til det og har også et privatliv, så jeg tager mig ikke så meget af det. Vi ser på os selv som meget heldige," har hun sagt til CNN.

"Jeg vil ikke sige: "Stakkels mig, jeg bliver forfulgt at fotografer." Jeg er den heldigste kvinde i verden, og jeg sætter pris på det hele."


LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: Jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage

LÆS OGSÅ: "De fleste mænd vil os damer det bedste"

LÆS OGSÅ: "Jeg havde indstillet mig på, at min far ville dø af druk"