Den store kærlighed venter ikke på de sociale medier, hvis du spørg Tina Nikolaisen.
SPONSORERET indhold

Sociale medier skaffer dig kontakter, men ikke kærester

Chefredaktør Tina Nikolaisen gør os klogere på dating på de sociale medier.

Af:: Redaktionen Foto: ALT for damerne
25. nov. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Da jeg var ung, boede jeg i en meget lille landsby. Min veninde og jeg var som teenagere selvfølgelig på kærestejagt, og det var lidt af en bedrift, fordi der umiddelbart kun var smedens søn, Jan, og så et par drenge fra skolen som potentielle emner. Der skulle arbejdes for sagen. Så vi tog først på sodavandsdiskotek i spejderhytten og senere på det nærliggende diskotek Dillen. Vi fik begge nogenlunde samtidig en kæreste, som var noget ældre end os selv (de havde kørekort!). Og dem var vi så kærester med i næsten tre år. Bum. I dag er det markant nemmere at få fat i en date og en potentiel kæreste. Udvalget er nærmest uendeligt. Det vrimler med datingapps som Tinder og Happn, hvor du swiper videre, alt efter om du kan lide den person, du ser, eller ej.

34-årige Louise beskriver på side 64, hvordan hun nemt kan have gang i op til fem Tinder-dates ad gangen, men at hun har svært ved at finde den rigtige, fordi der hele tiden er en ny – og måske bedre mand i sigte. Egentlig er det jo genialt med onlinedating og apps, der kan lokalisere drømmemanden med et swipe. Udfordringen ligger her ligesom i resten af samfundet i, at vi har så travlt med alting, at vi aldrig har tid til refleksion. Hastigheden stiger overalt. Vi konfronteres i et væk med oplysninger, vi bliver nødt til at forholde os til. Eller tvinges til at forholde os til, fordi børn, kolleger og venner kan bryde ind i vores univers når som helst. Såvel i privatlivet som i erhvervslivet forventes hurtige svar, og det skal helst være nu.

Men det at lære et andet menneske at kende – for slet ikke at tale om at forelske sig – er ofte en noget mere langsommelig proces. De sociale medier er gode til at skabe kontakt mellem mennesker på udsigt efter en date. Men heller ikke meget mere end det. Stærke menneskelige relationer kræver heldigvis stadig fysisk tilstedeværelse. Og tak for det.