Kære Robak: "Hvorfor har ingen sagt til min mand, at han havde noget siddende på næsen?"

Kære Robak,
Livet er fyldt med dilemmaer, hvornår skal man blande sig i andres liv? Spørgsmålet er måske ikke så højpandet, men vi kan alle opleve det i vores hverdag.

Vi vrider os og overvejer, hvordan vi skal sige tingene, også når det er lidt ubehageligt. Min mand var for flere år siden ude for et trafikuheld og er nu handicappet. Efter han i går havde været rundt i byen og til et møde på kommunen, kom han hjem med et stykke fra et papirlommetørklæde siddende. Stort og hvidt lige midt på næsen. Jeg blev så ked af det på hans vegne. Han kunne huske, at han havde pudset næse, inden han kørte hjemmefra. Det vil sige, at han har siddet og talt med flere personer, der kender ham godt, som intet sagde til ham. Kunne de da ikke bare have sagt det til ham på en sød måde! Er det bare mig, der er fintfølende, eller bør vi ikke sige den slags til hinanden – handicappet eller ej?

Venlig hilsen Lene.

Kære Lene,
For flere år siden var jeg journalist på TV 2 Nyhederne. En dag skulle jeg lave et indslag, der krævede, at jeg interviewede tilfældige børn på en McDonalds. Med hævet mikrofon og beredvillig kameramand forstyrrede jeg ungerne midt i deres burgermenu. Det hele gik sådan set fint – troede jeg. I løbet af en halv time, havde jeg interviewet fem-seks børn til indslaget. Det var først ude i bilen, at det gik op for mig, at jeg havde gået rundt med åben gylp blandt børnene – og deres forældre. Tivoli var i dén grad åben. For helvede altså. Det MÅ nogen have set. Jeg talte med mindst ti mødre og fædre for at få interviewene i kassen, men ingen nikkede ned mod Tivolis vidtåbne indgang for at gøre mig opmærksom på miseren. Det kunne de godt have gjort!

Så nu kender du min holdning. Jeg synes, man skal blande sig. Faktisk synes jeg næsten, at det er en borgerpligt at sige noget, hvis et medmenneske har broccoli siddende mellem tænderne, har fået blusen omvendt på, eller render byen rundt med et stykke papir på næsen. De fleste takker tilmed, når man gør det.

Det er bedre diskret at få lynet bukserne op, end at skulle spole tilbage og tænke på alle de børn og voksne, der med rædsel har gloet direkte ind på ens underbuksestof. Eller i din mands tilfælde – det mærkelige papir midt på næsen.
Så konklusionen er klar: Sig noget! I hvert fald hvis det hører under "hverdagens små uheld", jeg synes fortsat, at man for eksempel skal være varsom med at sige til en kollega, at han er blevet for fed eller snart burde få gjort noget ved sin skrækkelige ånde.