Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: “Skal jeg invitere min eks’ nye kæreste med til vores søns fest?”

Kan jeg lade være med at invitere min eks' nye kæreste til vores søns fest, spørger en læser i ugens brevkasse. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.

Af: Michael Robak
29. jul. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Jeg er en kvinde på 39 år. Jeg blev for godt tre år siden skilt. Jeg har to drenge med min eksmand, som jeg har et fornuftigt forhold til. Den ældste fylder snart 10. Han drømmer om en lille familiefest til sin første runde fødselsdag. Jeg synes, det er en smaddersjov ide og vil gerne holde en fest for ham med sange, taler, bordkort osv. Det er mig, der står for arrangementet. Der er kun ét problem – skal min eks' nye kæreste inviteres med? Min søn har lavet en liste over dem, der skal inviteres, og hun er med på hans liste. Jeg har mødt hende et par gange eller tre, hun er sådan set venlig nok, og jeg tror, at mine drenge godt kan lide hende, men det kan jeg ikke. Det er svært præcist at sætte en finger på, hvorfor jeg har det svært med hende. Men hun er meget anderledes end jeg. Det skal siges, at jeg endnu ikke har mødt en ny mand, men jeg drømmer på ingen måde om at få min tidligere mand tilbage. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg lade være med at invitere hende?
Med venlig hilsen S.G.

Kære S.G.,
Her kommer det korte – og lidt hårde svar: Du skal opføre dig ordentligt.
Selvfølgelig skal hun inviteres med. ­Alle undersøgelser viser, at det vigtigste for skilsmissebørn er, at deres forældre har et ordentligt forhold til hinanden, og hvis du skal til at pille Den Nye Dame af drengens gæsteliste kommer det ikke til at foregå uden, at Den Lille Fødselar opdager det. Han vil selvfølgelig undre sig – og dine forklaringer vil være noget tåget voksen-snik-snak, som han lynhurtigt gennemskuer. Skilsmissebørns følelsesradar er et højtudviklet og meget sensitivt apparat. På godt og ondt. Der er absolut ingen grund til at give ham et indblik i dine – undskyld udtrykket – noget ufede overvejelser.
Nå, nu til den gode del af sagen: Der er næsten ikke noget bedre end at udvise storsind. Det vil du opdage, når indbydelsen er sendt af sted. Og igen når du byder din eksmand og hans kæreste indenfor til festen. På lidt bagvendt vis vil det vise sig, at du kommer styrket ud af festen. Det er jeg sikker på. Jeg håber, I får en god dag.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min venindes mand er simpelthen så kedelig”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min kæreste ser hård porno, men vil ikke dyrke sex”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min kæreste kører alt for stærkt"