Kære Robak: “Skal man takke ja til parmiddag, selvom man ikke har lyst?”

Kære Robak,
Min barndomsveninde og jeg ses stadig, men er med årene blevet mere og mere forskellige. Hun har igennem flere år haft den samme kæreste, som hun har børn med, og som jeg aldrig rigtigt har været super begejstret for. Han er svær at tale med og virker uinteresseret i, hvad andre siger. Indtil videre er vi sluppet uden om diverse parmiddage, men jeg gruer lidt for den dag, hun spørger, om ikke min kæreste og jeg vil komme til bøf bearnaise. Hvad svarer jeg hende i den situation? Jeg har det fint med stadig at ses med min veninde, selvom vi lever vidt forskelligt. Jeg tror faktisk, det er sundt at have venner, der ikke minder om en selv. Men kæden hopper bare lidt af for mig med hendes kæreste. Kan jeg tillade mig at sige, at jeg kun vil ses med hende? Jeg får næsten dårlig samvittighed bare ved tanken om at sige "tak, men nej tak."
Hilsen Line

Kære Line,
Jeg er ikke den store filosof, men jeg er glad for lakridspastiller, så mon ikke jeg har læst følgende på en Gajolæske: Man skal først krydse broen, når man kommer til den.
Sagt med andre ord – du behøver ikke at bekymre dig på forhånd, vent til invitationen kommer.
Hvis du alligevel vil have en strategi klar, så er mit råd: Sig ja! På den måde undgår du det vigtigste – at såre din veninde. Der ingen, der dør af én aften i halvtørt selskab. Mød op med lave forventninger og højt humør. Måske bliver det sjovt/hyggeligt/okay/tåleligt. De fleste fortjener én chance.
Skulle middagen ende som en lang, trist og kejtet aften malet i stengrå farver, løser problemet sig selv – så bliver I næppe inviteret igen.

LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min veninde er dårlig til at holde vores venskab ved lige"

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Alle vores venner har en mening om vores forhold”

LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min veninde er faldet for et fjols”