10 oplysninger om drenges tissemand
Foto: Istock | Skal du vaske din søns tissemand bag forhuden?
Vores Børn

Tissemand

10 nyttige oplysninger om dit barns tissemand

Er du drengemor, har du måske også tænkt over, hvordan du skal håndtere din søns tissemand. Hvordan skal den vaskes? Hvornår kan han selv klare det? Få 10 nyttige oplysninger her.

Af Amalie Nebelong 18.jul.2016 Børn

1. Vaske eller ikke vaske?

Der kan samle sig en masse skidt derinde i det lille aflukke, tænker du måske om din søns forhud. Men det skal du ikke være urolig for ifølge børnelæge Karen Tilma.

Faktaboks

OM EKSPERTERNE

Dorte Fischer er sundhedsplejerske og har tidligere været sygeplejerske på en børne- og barselsafdeling.

Karen Tilma er børnelæge med egen praksis. Se mere på Karentilma.dk.

– Du skal lade den være og ikke tænke i at vaske din søns penis separat – og du skal slet ikke begynde at trække forhuden tilbage for at vaske derinde. Ved tilbagetrækning af forhuden hos små drenge, kan der komme rifter, som senere kan danne arvæv og danne forhudsforsnævring, siger hun.

LÆS OGSÅ: Børns seksualitet: Tre skarpe til eksperterne om krop og nøgenhed

Sundhedsplejerske Dorte Fischer mener godt, at du kan vaske lidt – men du skal gøre det ganske forsigtigt.

– Du kan godt vaske rundt om roden, hvis der samler sig lidt skidt dér, eller hvis din søn har haft afføring i bleen, som har spredt sig fortil. Det er først, når forhuden kan komme tilbage langt senere – i fem-otteårsalderen – at det kan være en idé at bruge lidt intimsæbe. Men endelig ikke før, siger Dorte Fischer.

2. Rød i spidsen?

Hvad betyder det, hvis min søns penis er lidt rød helt ude i spidsen?

– Den hyppigste årsag vil være, at du har vasket din søn med sæbe i en sådan grad, at hans slimhinder er blevet sårbare, siger Karen Tilma.

LÆS OGSÅ: Hvordan det er at have børn, spørger du?

Men det kan ifølge børnelægen også være tegn på infektion i urinrøret eller i sjældne tilfælde i selve blæren.

– Hvis din søn har ondt, skal I gå til lægen, da det kan være tegn på infektion. Lægen vil afklare, om der er tegn på betændelse, siger Karen Tilma.

Dorte Fischer mener, at en årsag til rød penis i nogle tilfælde også vil kunne hænge sammen med, at din søn piller og hiver lige rigeligt i deres tissemand, for drenge har ofte svært ved at lade den være i fred. Simpelthen fordi de er nysgerrige.

3. Hvad med stenene?

Måske kan du huske, at din søns læge tjekkede hans sten ved den første børneundersøgelse. Men hvad var det nu lige, det handlede om?

– Stenene er sædvanligvis i pungen ved fødslen eller umiddelbart efter. Det er vigtigt, at stenene ligger i pungen ved 15-måneders alderen, da din søn ellers kan få problemer med fertiliteten senere i livet, siger Karen Tilma.

Din læge vil afgøre, om der er grund til behandling.

4. Hvorfor er den SÅ spændende?

Du har sikkert lagt mærke til – i hvert fald hvis din søn er over spædbarnsstadiet – at han har opdaget sin penis. Måske synes han, at den er meget spændende. Det er helt naturligt.

– Små børn piller og hiver i alt. Når drengebørn opdager deres tissemand, har de svært ved at lade den være, da det også giver en rar fornemmelse, når de piller ved den. Nogle gange kan det være nødvendigt, at du siger til din søn, at han skal lade den være, da det kan være hårdt for den lille penis at blive hevet i konstant, plus at din søn også skal lære, at man ikke alle steder kan stå og pille, siger Dorte Fischer.

LÆS OGSÅ: Tissemanden – min søns sjoveste legetøj

5. Pyha – den lugter?

Hvis det er tilfældet, kan det være en god ide at være opmærksom, siger børnelægen.

Faktaboks

SJOVE FACTS OM PENIS

– Mennesker er de eneste primater, der ikke har knogler i deres penis.

– Drengefostre kan få erektion, mens de ligger i livmoderen.

– På Island ligger verdens eneste penismuseum.

– Penis starter faktisk som en klitoris hos fosteret, før den udvikler sig til en penis i fuld størrelse.

– Der er en årlig festival i Japan dedikeret til penis og fertilitet.

– I gennemsnit vokser en penis med 300%, når den går fra slap til stiv.

– Ordet ”penis” kommer fra latin og betyder ”hale”.

– En penis er først fuldt udvokset, når en dreng er i starten af tyverne.

– Fisken kaldet ’the phallostethus cuulong’ har sin penis på hovedet.

Kilder: Buzzfeed.com, Salon.com, Thoughtcatalog.com, Totalsororitymove.com

– Det kan være tegn på en infektion typisk forårsaget af bakterier fra tarmen, der er kommet i forbindelse med den. I første omgang skal barnet bare i bad, men du må stadig ikke gnubbe tissemanden, for det ødelægger bare det naturlige forsvar, siger hun.

Dorte Fisher pointerer, at det hos det lille barn kan skyldes bleens indelukke.

– En indelukket ble, afføring og gammel urin kan godt skabe en lugt. Derfor skal du hos det lille barn skifte bleen ofte og sørge for at få vasket godt efter afføring, siger hun.

6. Hvor ofte i bad?

Når din søn er blevet renlig, bliver han ikke vasket ligeså ofte, som da han brugte ble og blev skiftet og vasket flere gange daglig. Men hvor ofte skal din søn så i bad, nu hvor situationen er en anden?

– Det kan være alt lige fra en gang om dagen til en gang om ugen. Urin er sterilt, så der er ingen bakterier på den front. Men det vil være rart for din søn med rene underbukser dagligt, da der kan forekomme lidt dryp fra penis. Helst ikke for stramme underbukser, der kan irritere penis og stenene, siger Karen Tilma.

7. Kulde sender stråler gennem luften

Som mor til en lille dreng har du helt sikkert oplevet, hvordan din søn kan sende en høj stråle op i luften, så snart han bliver placeret med numsen bar på puslemåtten. Måske har han endda tisset lægen i hovedet ved børneundersøgelsen?

– Når dit lille barn bliver en smule afkølet, vil det få tissetrang, og den kan han ikke styre. Det er først, når din søn bliver renlig i to-tre-årsalderen, at han vil lære at kontrollere vandladningen selv ved afkøling. Voksne kender det også: Når vi fryser, er det næsten umuligt at holde os, hvis vi skal tisse, siger Dorte Fischer.

8. Hvornår kan forhuden trækkes tilbage?

Hvornår går spidsen på din søns penis fra at ligne en lille runken mund til at blive en penis, hvor forhuden kan trækkes tilbage?

– I 12-14-års alderen løsner forhuden sig naturligt fra penishovedet. Til den tid skal din søn selv vaske sig efter behov, så de kirtler, der sidder bag forhuden ikke kommer til at lugte grimt, siger Karen Tilma.

9. Kan han selv vaske den?

Lidt ligesom med tandbørstning, er du nødt til at agere de kyndige hænder, indtil din søn får en vis størrelse. For ellers gør han det ikke godt nok og får huller i tænderne – eller en ildelugtende tissemand.

– Det er først lige omkring pubertetens start, at han selv kan stå for det. En otte-niårig dreng skal stadig mindes lidt om at få vasket sig ordentligt, og han har nok også stadig brug for hjælp til at få det gjort, siger Dorte Fischer.

10. Har min søn forhudsforsnævring?

Højst sandsynligt ikke. Men hvis åbningen i spidsen af hans penis er meget lille, skal du være lidt opmærksom ifølge Karen Tilma.

– Hvis han tisser fint i en stråle og overhovedet ikke har ondt, er alt fint. Men hvis det gør ondt, når han tisser, og hvis der er så forsnævret, at penis bliver ligesom en lille ballon, så skal I gå til læge, siger hun.

Lægen vil enten ordinere noget creme, der kan blødgøre huden og derved gøre åbningen større, eller din søn kan ved et mindre kirurgisk indgreb få udvidet åbningen.

– Med forhudsforsnævring skal du endelig heller ikke trække forhuden tilbage i den tro, at det vil gøre åbningen større. Du skal helt lade den være, indtil din søn er kønsmoden, ligesom med resten af penis, siger børnelægen.

LÆS OGSÅ: Derfor klør din datter sig i tissekonen hele tiden

LÆS OGSÅ: "Jeg har lavet lort"

LÆS OGSÅ: Pædagoger ved ikke nok om børns seksualitet


Henter...