10 spørgsmål om amning
SPONSORERET indhold

10 spørgsmål om amning

Få svar på de mest almindelige spørgsmål om for eksempel mælk, bryster og rytme, så din amning bliver en succes.

Af:: Mille Madsen, Vores Børn
26. jan. 2009 | Børn | Vores Børn

Det allervigtigste for, at amning bliver en god oplevelse, er, at du lytter til babys signaler og din egen krop. Når det så er sagt, er der selvfølgelig nogle retningslinjer, man kan pejle efter, når tvivlen  melder sig.

Vi har stillet sundhedsplejersken 10 centrale spørgsmål om amning.

1. Hvornår lærer baby at sutte?

„Langt de fleste kan det fra fødslen. Som regel er det ikke noget, den lille skal lære. Det er en naturgiven ting, ligesom at der kommer mælk ud af brysterne. Fosteret kan sutte fra uge 35, så for tidligt fødte kan også teknikken, hvis de er født efter uge 35.

2. Hvem kan amme?

„I teorien kan alle amme. Og det er også de fleste, der gør det. Nogle kan dog have problemer med indadvendte brystvorter, og hvis man har fået en brystreducerende operation, kan det også være svært. Og så er der jo nogle, som ikke har lyst eller føler ubehag, men det er lidt tabu for øjeblikket, hvor mange taler om amningens vidunder. Det vigtigste i livet er ikke at amme, men at man har det godt med barnet.”

3. Hvor tit skal jeg amme?

„Lige så tit, barnet har lyst i de første par uger. Derefter stadig afhængigt af barnet, men måske lidt sjældnere. Der er ingen faste regler. Det er alt fra 6-12 gange i døgnet.
Man skal dog sørge for, der er perioder uden amning, altså en slags pauser på nogle timer. Prøv at give barnet opmærksomhed på en anden måde først, hvis det giver lyd og virker utilfreds.”

4. Hvorfor amning?

„Ja, det er jo primært fordi, barnet skal have mad. Og så er modermælken sammensat perfekt efter barnets behov. Blandingen af fedt, proteiner og kulhydrater varierer efter døgnets rytme og også efter barnets alder.
Erstatningsmælken er også rigtig god, men det er selvfølgelig en standardsammensætning. Modermælk indeholder immunglobuliner, der er sygdomsbremsende.
Det er immunstoffer, som morens krop har bygget op gennem livet. Forskning viser i dag også, at modermælk har en positiv virkning på intelligens og sundhed.”

5. Hvordan sidder jeg bedst og ammer?

„Du skal sidde behageligt og hvile ryggen – og også gerne have benene oppe. Det er vigtigt, at baby ligger, så du ikke bruger energi på at holde ham oppe.
Barnet skal ligge helt tæt på brystet og maven, med munden lige ud for brystvorten. Det er godt at variere stillingen, og du kan med fordel ligge ned, hvis du selv er træt.”

LÆS OGSÅ: Amning gone wrong: “Jeg følte mig som en dårlig mor”

LÆS OGSÅ: 42 tips til babys mad det første år

LÆS OGSÅ: Nybagte forældre skal støttes i amning

 

 6. Hvor mange gange om natten er det normalt, baby vågner og skal ammes?

„I starten er det typisk 2-3 gange. I løbet af de første par måneder falder det til 1-2 gange. Men hvornår er det egentlig nat? Det afhænger jo af, hvornår de voksne går i seng. Man skal ikke vække barnet for at amme det.
Jo mere, man støtter barnets egen rytme, jo bedre udvikler det sig. Jeg vil også sige, at hvis barnet falder i søvn, mens man ammer, skal man ikke vække det for at bøvse. Først, hvis det giver lyd og virker utilfreds.”

7. Må jeg amme i sengen?

„Ja, det er en fin idé. Det er nemt og hyggeligt. Man skal overveje, om barnet skal blive liggende og sove, for det kan forstyrre jeres nattesøvn og være ret varmt. Jeg vil ikke bestemme, hvad folk gør, men man skal tænke over, hvilke vaner man giver barnet – og alle skal kunne leve med det. Snak eventuelt om det i parforholdet, hvis I er uenige.”

8. Hvad er brystbetændelse?

„Det er, når mælkegangene bliver stoppet til. Det kan både være med betændelse eller bare som en slags mælkeprop. Begge dele er meget smertefuldt, og man får typisk høj feber. Man kommer af med det ved at lade barnet spise af brystet, og man kan afhjælpe smerterne med varme bade og massage på knuderne i brystet. Hvis det er voldsomt, får man antibiotika. Det bliver kun værre, hvis man stopper med at amme. Du kan være med til at forebygge brystbetændelse. Pas på med at få kulde eller træk på brysterne og sørg for, at baby tømmer mælken helt ud ved amning.”

9. Hvordan styrker jeg nærheden til min baby, hvis jeg ikke ammer?

„Der er intet til hinder for, at man kan have den samme, nære relation til sin baby uden amning. Så kan man sidde med barnet ligesom i en ammesituation. Og det er en god idé at have tidspunkter, hvor babyen mærker ens nøgne krop mod sin.
Når man sidder og hygger sig med flasken, skal man huske at skifte mellem højre og venstre side, så babys syn trænes på begge øjne, ligesom når man ammer. Faren får en unik mulighed for at være tæt på barnet, der ikke ammes.”

10. Hvor store kan ammebryster egentlig blive?

„Ha ha, de kan jo blive store. De er mest spændte i starten, hvor selve brystvævet hæver op. Nogle får strækmærker, men det er hormonelt betinget, og har ikke noget med størrelsen at gøre.”

LÆS OGSÅ: Få styr på ammestuehistorierne

LÆS OGSÅ: Vi tester amme-bh'er

LÆS OGSÅ: Få en god start på amningen