12. måned - Dit barn udtrykker sig med ord
SPONSORERET indhold

12. måned - Dit barn udtrykker sig med ord

Jeres barn begynder måske nu at bruge sine egne ord for visse ting. Det kan ikke sige ”æble” på nuværende tidspunkt, men måske ”aba,” og det er lige så godt. Hvis I forstår, at det er æblet, der tales om, er det vellykket kommunikation, og I skal endelig ikke forsøge at rette på jeres barn. Når bare I fortsætter med at tale voksensprog og selv kalde det et æble, så kommer resten af sig selv.

Af:: Uddrag fra bogen Babykalenderen, 6. udgave, 2009
19. feb. 2009 | Børn | Vores Børn

UGE 48:
Kom udendørs:
Kom ud i haven, parken eller skoven for at lege. Det er sjovt og spændende for jeres barn at sidde i græsset eller en sandkasse og mærke sig frem. Hvis det er koldt, og vejret er dårligt, skal jeres barn bare have godt med tøj på (flyverdragt eller regntøj og en god hue). Jeres barn vil synes, at det er skønt at være ude i al slags vejr.

Giv mellemmåltider: Børns mavesække er små. De har behov for tre hovedmåltider og derudover tre-fire mellemmåltider. Mellemmåltidet kan bestå af amning/flaske, brød, frugt og surmælksprodukter. Det er sundt at spise hyppigt, fordi stofskiftet stiger, og det er godt for fordøjelsen. Det er ikke sikkert, at amningen giver nok nu til at udgøre et mellemmåltid, og det kan også være, at I helt er stoppet med at amme eller give flaske. Husk at være opmærksom på, om jeres barn får nok at drikke af koppen. Byd hyppigt, for eksempel når barnet lige har sovet eller leget.

UGE 49:
Jo mere mobilt et barn bliver, jo mere uorden og jo flere små ”ulykker” kan det forårsage. Det kan være lidt belastende for jer. Men tag ikke fejl af, at det stadig er et meget lille barn, I har, som grundlæggende drives af nysgerrighed og udviklingstrang.

Barnet gør sikkert mange ting, som I ikke vil have, og som kan være direkte farligt. Og selv om barnet måske nu forstår ordet ”nej,” betyder det ikke, at det er i stand til at følge jeres ordrer og regler. Barnet er stadig alt for lille til at forstå regler og farer og også for lille til at forstå de voksnes logik og følelser.

Er jeres barn i farezonen, så flyt det, samtidig med at du siger ”nej!”. Det kravler sikkert tilbage til gerningsstedet, men det er nemmere at lære og forstå dig, hvis du samtidig kobler ”nej!” med en handling. Skældud og straf er fortsat helt meningsløst – barnet forstår det simpelthen ikke i denne alder.

Ryst aldrig barnet:
Uanset hvor skrubirriterende jeres barn kan være, og hvor frustrerede I kan blive, må I aldrig ryste det. Ikke alene har det ingen effekt, det kan være dødsensfarligt! Barnets hoved er slet ikke færdigudviklet, og selv om det klarer alle jeres dejlige tumlelege fint, er en rystetur en helt anden sag, der kan medføre blodsprængninger i hjernen og give livsfarlige mén. Har du brug for at falde ned, så giv barnet til den anden og gå ind i et andet rum, mens du bliver dig selv. Er du alene, så sæt barnet fra dig, træk vejret dybt og tæl til 50. Og husk at uanset hvad, så er dit barn ikke selv bevidst om, at det generer dig.

UGE 50:
Et hammerbræt med hammer er sjovt for barnet, der i denne alder godt kan lide, at legetøjet larmer. Barnet lærer at skulle koordinere sine bevægelser for at kunne ramme plet. Farver til at male med vil også være et hit. Specielt vil jeres barn være lykkeligt for at få lov til at male med fingrene. Husk at dække godt af og give barnet forklæde på.

Søvn: Mange børn har nu en fredelig søvnrytme og sover godt både dag og nat. Husk de gode putteritualer. Jeres barn har fortsat brug for forudsigelighed, når det skal sove. Om dagen har barnet også fortsat behov for at sove to gange. Først omkring halvandetårsalderen kan barnet klare sig med en middagssøvn. Men der kan hurtigt komme perioder med urolig søvn igen. For eksempel kan en sygdomsperiode eller en ferierejse sætte jer tilbage.

Tid til lægebesøg: Det er ved at være tid til at kontakte lægen og aftale en tid til etårsundersøgelsen, hvor den tredje og sidste af Di-Te-Ki-Pol og Hib vaccinerne skal gives.


UGE 51:

Fra denne alder og mange år frem synes børn, at det er sjovt at klæde sig ud. Udklædningstøj kan være en skør hat, et tørklæde eller et par store sko. Jeres barn vil kunne få lang tid til at gå med at prøve at tage det på, og I skal selvfølgelig juble, når det er klar!

Mælk:
Fra barnet er et år anbefales, at den samlede mælkemængde, det vil sige drikkemælk og surmælksprodukt, er ca. 3,5 til 5 dl om dagen. Det anbefales, at børn mellem 1 og 2 år fortrinsvis drikker letmælk.

Spiser det hele: Når jeres barn er et år, kan det spise alt det, I andre får. Et lille barn kan dog heller ikke tygge sejt kød.

UGE 52:
I nærmer jer etårsdagen for jeres barns fødsel. Stort tillykke med den første fødselsdag!

Der er sket fantastisk meget, siden jeres dejlige, lille baby for første gang lå i jeres arme, med bøjede arme og ben og hænderne knyttet. Udviklingen er gået stærkt, og nogle gange kan det som forældre være svært at følge med.

De næste år vil der også ske meget: Sproget udvikler sig, barnet begynder at løbe, kommer i selvstændighedsalderen (”vil selv”), det vil i stigende grad vende sig mod verden og andre børn. Og midt i alt dette nye og spændende vil jeres barn have brug for jeres fulde støtte, omsorg og kærlighed til at tro på sig selv og derved klare livets store udfordringer

babykalenderBabykalenderen 9. udgave 2015 giver dig løbende den viden, du som nybagt forælder har brug for det første år med din baby. Du får fakta, inspiration, barnets bog, dagbog, scrapbog, kalender og meget mere – alt samlet i én bog.