13 myter om opdragelse

Hvis du siger ‘tal ordentligt!’, men selv taler grimt, fungerer det ikke, for børn gør, som du gør – ikke som du siger.

I virkeligheden opdrager du altid, men det er noget, der foregår mellem linjerne. Du skal være et forbillede i den måde, du naturligt er på.

Vis, hvem du er, og bliv hørt. Lad være med at tage en rolle på dig.

2. myte: Det er nødvendigt at

skælde ud

– Tværtimod! Jo mere du skælder ud, jo mere optrapper du konflikten.

Når du råber ad dine børn, giver det dem sår på sjælen, som de skal bruge kræfter på at komme sig over, før de kan koncentrere sig om noget nyt.

Den bedste måde at få deres opmærksomhed på, er at tale til dem i et almindeligt toneleje, og så kan det godt være, at tingene skal siges mange gange.

Hører dit barn ikke efter, må du sige det igen og sørge for at få kontakt i stedet for at stå og tale ud i luften.

3. 

myte:

Børn har krav på en forklaring

– En forklaring behøver sjældent at fylde mere end en sætning eller to. Børn står af, hvis det bliver for avanceret.

Når vi kaster os ud i lange forklaringer, glemmer vi ofte at lægge mærke til, om barnet er med. Bliver Max tom i blikket, er det tid til at slukke for ordstrømmen.

Når dit barn spørger om noget, kan du ofte se på ham, om der er brug for en uddybende forklaring. Af og til er det i orden at sige ‘sådan er det, fordi jeg siger det’.

Hvis du ikke kender svaret på spørgsmålet, er det også helt okay at sige ‘det ved jeg ikke’.

4. myte: Nærvær er at lege

– Det er der mange, der tror, og så sidder de måske på gulvet og leger, selv om de ikke gider. Det kan børn mærke, og så begynder de at udfordre.

Måske siger barnet ‘far, du hører ikke efter’. Eller ‘mor, du skal ikke hele tiden være frisør’.

Barnet insisterer mere og mere på, at du skal gøre dit og dat, fordi det forsøger at få dig til at blive ærlig omkring, hvad du egentlig vil. Og det er din tvetydighed, der gør, at legen ikke er god.

LÆS OGSÅ: Flere myter om børn og opdragelse

Derfor er det bedre at sige nej, når du ikke har lyst til at lege. Du kan i øvrigt være nærværende på mange andre måder. Det behøver ikke at tage mere end et øjeblik, hvis du er autentisk i kontakten til dit barn.

5. myte: Børn tester dig ved at starte magtkampe

– Der skal to til en kamp, og det er altid den voksne, der starter magtkampen. Ofte glemmer vi, at barnet har ret til at have sin egen vilje.

Vi benytter vores magt til for eksempel at sige ‘du skal have jakke på, ellers tager vi ikke til dans’, i stedet for at anerkende barnets vilje og undersøge, hvorfor hun ikke vil have jakke på.

Hvis Laura siger ‘jeg har det varmt, jeg vil ikke have jakke på’, kunne du svare ‘jeg ved godt, at du helst er fri. Jeg kan bare ikke holde ud, at du skal gå uden. Derfor vil jeg gerne have, at du tager den på’. Så giver du Laura jakken på, mens du fortæller, hvorfor det er vigtigt for dig.

Forsøg ikke at gøre det vigtigt for barnet med sætninger som ‘det er koldt udenfor, og du kan blive syg’.

6. myte: Sig hurtigt farvel, når du går fra børnehaven

– Ofte støtter pædagogerne i institutionen os i at få afskeden hurtigt overstået, men det er ikke, hvad dit barn har brug for, når det er trist.

Det er naturligvis vigtigt ikke at blive hængende i smerten, men hvis man selv er ked af det, virker det mærkeligt, at mor bare står og smiler.

Så er det bedre at møde barnet der, hvor det er, og sige ‘jeg kan se, at du er ked af, at jeg skal gå. Kom, lad os få sagt ordentligt farvel’.

LÆS OGSÅ: Jesper Juul – Sådan er forældre anno 2012

Ofte bliver du selv lidt hektisk og utryg, når dit barn er ked af, at du går. Det kan barnet mærke, og så bliver det endnu sværere, fordi barnet føler, at der ikke er plads til at vise sine følelser.

Hvad med myten om at ‘kloge børn keder sig aldrig’ eller ‘børn skal smage på maden’? Læs videre på næste side>>

7. myte: Kloge børn keder sig ikke

– Den er du sikkert selv blevet mødt med som barn, og det handler nok i virkeligheden om, at vores forældre har følt, at de skulle underholde os, når vi kedede os.

Faktisk er det godt for dit barn at kede sig en gang imellem. Det er i den slags situationer, at barnet får tid til at vegetere, finde ind til sin kreativitet og falde i hak med sig selv.

I dag er der mange børn, som ikke er bekendte med det rum, der er i at være alene, fordi de er i en voksenstyret struktur det meste af dagen. Hvis dit barn kommer og siger, at det keder sig, så prøv bare at sige ‘okay’ i et oprigtigt toneleje.

Barnet skal indse, at det er i orden at have det sådan og finde roen til at finde sig til rette med sig selv.

8. myte: Man skal smage på maden

– Faktisk har vi en medfødt evne til at se, om vi kan lide maden. Når du køber ind, er det også dine øjne, der vælger, hvad du har lyst til at smage.

Jeg synes ikke, du på nogen måde skal tvinge dine børn til hverken at smage eller spise noget, de ikke har lyst til.

Nyeste undersøgelser på området viser, at børn spiser præcis det, de har brug for.

LÆS OGSÅ: Hvilken madtype er dit barn?

Dit ansvar er at tilbyde dit barn noget sundt, men det er barnets ansvar, hvad det vælger at putte i munden, og jeg tror, du dræber den naturlige nysgerrighed over for maden ved at tvinge den i barnet.

9. myte: Kræsne børn får ikke nok varieret mad

– Kræsenhed hos børn handler oftest om noget andet end mad. Hvis dit barn er meget kræsent, bør du spørge dig selv, om der kan være noget andet, barnet ikke trives med.

Måske er det ikke hyggeligt at sidde med til bords hjemme hos jer, fordi barnet føler sig rettet på hele tiden.

Det kan også være noget helt andet, der ikke har med måltidet at gøre. Børn synes faktisk selv, det er enormt anstrengende at være kræsen – derfor skal du passe på, at du ikke kommer til at gøre det mere besværligt for barnet, end det allerede er.

10. myte: Børn skal lære at sige tak og undskyld

– Måske er du selv opdraget med, at det var noget, man skulle. Glemte du at sige tak for mad, blev du straks mindet om det.

På den måde blev det en automatiseret replik, og hvor meget det er værd, ved jeg ikke.

Det er det samme, der sker, når du tvinger dit barn til at sige undskyld. Det bliver et ord, man skal sige, og ikke noget, der kommer fra hjertet.

Jeg synes hellere, vi skal optræde som forbilleder. Hvis du siger ‘tak’, når børnene har fået en gave, eller undskylder, hvis du har gjort noget forkert over for dem, så lærer de på en mere naturlig måde at gøre det over for andre.

11. myte: Søskende skal behandles ens

– Nej, det skal de ikke, for de er forskellige. Vi vil så gerne skabe lighed i håb om at undgå jalousi mellem børnene, men ude i verden er der ikke nogen, der bliver behandlet ens, så lær dem i det små, at vi får noget forskelligt.

Problemet er også, at ligheden ofte går ud over den store. Den lille bliver typisk beskyttet mere, mens storebror eller storesøster får at vide, at ‘du er jo den store’.

Vi glemmer bare at give den store de privilegier, der hører med til at være stor.

LÆS OGSÅ: Søskendekonflikter kan være lærerige

Det kan for eksempel betyde meget for det store barn at komme lidt senere i seng end det yngste – måske bare et kvarter.

12. myte: Forældre skal danne fælles front og ikke være uenige

– Det er en gammel skrøne! I er forskellige, og det vigtige er, at I er jer selv.

Hvis barnet spørger den ene og får et nej for derefter at spørge den anden, gør man ofte barnet til syndebuk.

Men som forældre har I forskellige kompetencer, og der er ikke noget i vejen med at vise uenighed foran børnene, hvis I gør det med respekt for hinanden og uden at kritisere.

I øvrigt er det af stor betydning for barnet at have muligheden for at spørge den anden forælder, hvis den første har sagt nej. Barnet forsøger blot at få tilfredsstillet sin lyst til noget bestemt. Det handler slet ikke om at spille jer ud mod hinanden.

13. myte: Man skal tale anerkendende til børn

– Det skal du kun, hvis det er dybfølt. Hvis ikke anerkendelsen kommer fra hjertet, kan vi lige så godt lade være.

Anerkendelse virker ikke som metode, for det er ikke en metode. Det er en holdning, et menneskesyn.

Når du siger ‘jeg kan godt forstå, hvad du siger, men …’ på sådan en pædagogisk ‘korrekt’ måde, så har det ikke noget som helst med anerkendelse at gøre.

Det er først, når du taler derfra, hvor du virkelig kan forstå det – når du får koblet de rigtige følelser på dine ord – at anerkendelsen når over i barnet.

LÆS OGSÅ: Undgå belønning i børneopdragelse

LÆS OGSÅ: Når far siger ja, og mor mener nej

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse